Aldrig mere koks i værdierne

Henrik Tonsberg Løkke

Interview af Erickae Cécile Sommerhill

Henrik Tonsberg Løkke havde i mange år arbejdet med udvikling og træning af ledere, medarbejdere og teams, da han lidt tilfældigt – på grund af knas i kærlighedslivet – stødte på coachingens verden. Han blev fascineret af værktøjerne og valgte at tage coachuddannelsen hos Manning Inspire. Et valg, der har haft en kæmpe betydning for hans arbejde. At uddannelsen også skulle vise sig at ændre hele hans værdisæt som menneske, havde han dog ikke set komme. Vi har mødt Henrik til en snak om konsekvenserne af at have rod i sine værdier, om vigtigheden af at tage sig selv ud af ligningen, og om at turde vælge familien til på højden af sin karriere.

Det er alt andet end en almindelig arbejdsdag for Henrik Tonsberg Løkke, da vi en formiddag sætter ham stævne på hans arbejdsplads i Telenors hovedkvarter i Københavns Sydhavn. Det er nemlig dagen, hvor han siger op i virksomheden efter 14 års tro tjeneste. Det er tydeligt, at beslutningen har været svær at tage – også selvom den føles helt rigtig.

”Beslutningen om at skifte job er en del af rejsen, for det havde jeg ikke turde, hvis ikke jeg havde læst coachuddannelsen. Jeg har et rigtig sikkert og trygt job. Jeg har været her i mange år, jeg sidder i bestyrelsen som medarbejderrepræsentant og i alle mulige interne udvalg. Jeg kunne være blevet her de næste 20-25 år, og det havde sikkert også været meget godt… det er bare ikke lige det, jeg brænder for.”

Henrik Tonsberg Løkke (født 1977) forklarer, at han i alle årene har arbejdet med kommunikation, træning og udvikling af ledere og teams, men at hans måde at arbejde på har ændret sig radikalt, efter han tog coachuddannelsen hos Manning Inspire for otte år siden. Det vender vi tilbage til. Uddannelsen gav ham nemlig mere end nye værktøjer på jobbet, den ændrede også hans syn på livsværdier og parforhold.

”Dengang for otte år siden var jeg i et forhold. Vi var blevet gift og havde et lille barn på halvandet år sammen, men forholdet fungerede ikke. Min kone traf beslutningen om at vi skulle skilles, og det kom som et kæmpe chok for mig. Mens jeg var allermest i kaos omkring den her skilsmisse, talte jeg med en på mit arbejde, som havde taget coachuddannelsen hos Manning. Jeg gik rundt og tænkte, at jeg aldrig ville finde en ny kæreste, og at ingen ville have mig, men så lavede hun en sjov øvelse, hvor vi antog, at der måske er 500 piger ansat alene på vores arbejdsplads i Aalborg. Hun sagde ”Hvis jeg sendte en pop-up til dem og sagde ”Er der nogen af jer, der kunne tænke jer at være sammen med Henrik?”, tror du så, at der er nogen, der ville?” Og så måtte jeg jo sige… ”Jah, måske en enkelt eller to…?” Dét fik mig ud af dramaet og fik mig til at ændre perspektiv og tankegang. Det er jo en simpel teknik taget ud af en sammenhæng, men den havde en kæmpestor effekt.”

Et helt nyt perspektiv
Henrik var så inspireret af de snakke, han havde med sin kollega, at han valgte at tilmelde sig coachuddannelsen med start i august, kun to måneder efter skilsmissen. Mange i Henriks omgangskreds rådede ham på det kraftigste fra at starte på en ny uddannelse så kort tid efter skilsmismissen, mens han stadig havde et kaosperspektiv på sit liv, men set i bakspejlet var tidspunktet det helt rigtige. Ikke mindst fordi uddannelsen endte med at kaste lys på noget helt essentielt.
 
”Noget af det mest mind blowing for mig på hele uddannelsen var værdiafklaringen; en øvelse, hvor man, ved at se tilbage på de beslutninger, man har truffet i livet, kortlægger sit personlige værdihierarki. Da vi lavede øvelsen, gik det pludselig op for mig, at jeg sjovt nok havde prioriteret arbejdet over alt andet, og fravalgt min kone og mit barn. Gad vide, hvorfor det var gået galt! Det var en ret simpel øvelse, men det var alle pengene værd, for så kunne jeg begynde at spørge mig selv, om det var den prioritering, jeg vil have? Hvis jeg ville have kone og børn, burde den så ikke se anderledes ud?”

Allerede mens Henrik gik på uddannelsen hos Manning Inspire, mødte han sin nuværende kone, og de har fået tre børn sammen – så Henrik er i dag far til fire. Henrik forklarer, at hans kone, da de lige havde lært hinanden at kende, troede, at han var blevet en del af en sekt, for Henrik og hans studievenner, der ofte hang ud i lejligheden for at øve coachingværktøjer, var helt utroligt åbne over for hinanden.

”Nu forstår hun det, for hun endte med selv at tage uddannelsen sidste år, og hun står med nøjagtig den samme opfattelse som jeg; hun kom derfra med meget mere, end hun troede. Og de relationer, hun skabte der, er relationer som hun stadig sætter pris på. Hun troede bare, hun fik en coachingstruktur, så hun kunne holde en coachingsamtale. Men det, hun fik, var jo meget mere et livsperspektiv.”

Faktisk var det Henriks kone, der skubbede ham ud af komfortzonen og fik ham til at tage beslutningen om at skifte job. ”Det er hende, der mere eller mindre har tvunget mig ud i det, fordi jeg inden sommerferien sagde, at jeg måske skulle finde noget andet. Da hun sagde ”Godt, hvornår skal det så være?”, fik jeg ondt overalt! Men hun blev ved at presse på, ”Jamen, er det i morgen? Er det næste år?”. Hun brugte alle teknikkerne, og jeg vidste jo godt, at det var det, der skulle til. Ellers ville jeg bare have holdt fast.”

Det handler ikke om mig
Som nævnt har coachuddannelsen haft en radikal betydning i Henriks daglige arbejde med udvikling og træning af medarbejdere, ledere og teams. Hans tilgang til arbejdet er simpelthen anderledes – og det kan mærkes på resultaterne. Skal han pege på en enkelt ting, der har ændret alt, så er det værdien i at stille sig neutralt, tage sig selv ud af ”ligningen”, lytte intenst og stille de vigtige spørgsmål.

”Før gik jeg meget med på deres historier og gav dem enten ret eller uret. Nu lytter jeg til, hvilke overbevisninger de har; er der noget i deres værdier, der fucker op? – og så spørger jeg: ”Så hvad tror du, det handler om? Hvad tror du, der forhindrer dig i at opnå det?” Det er relativt få spørgsmål, der skal til for at flytte dem, men før tog jeg bare udgangspunkt i mig selv og det, som jeg troede på, var det rigtige.”

Henrik forklarer, at han i dag er meget opmærksom på gruppens dynamik, når han arbejder med teams; hvad der siges og hvad der ikke siges, de enkeltes kropssprog, og hvem der afbryder hvem. I gamle dage var hans fokus i højere grad på, hvordan han hurtigst muligt kunne flytte teamet fra A til B – men det var ikke nødvendigvis med teamets bedste for øje, men mere med blikket rettet mod KPI’et [Key Performance Indicator, red.] og lederens ønsker. Nu er billedet vendt på hovedet.

”Det er vigtigt, at det ikke er noget, du trækker ned over hovedet på teamet. Det er nøjagtigt ligesom i konflikthåndtering, salg og alt muligt andet: Hvis du fornemmer, at du bliver overtalt til noget, bliver du langt mere skeptisk, end hvis du bliver lyttet til og anerkendt.”

Nu kunne man frygte, at den coachende tilgang til arbejdet med teams nemt ender i et blindt fokus på bløde værdier – for hvad med virksomhedens (vigtige) forretningsmæssige mål og KPI’er? Henrik svarer uden at tøve: ”Jamen, det er dét, der løser KPI’et! Hvis medarbejderne ikke er motiverede, fordi ledelsen har sagt ”I SKAL!”, så vil der altid være typer, der modsætter sig, og så kommer man sjældent i mål.”

Løftet ud af dramaet
Coachingen bruger han også dagligt i arbejdet med den enkelte medarbejder, og han giver et aktuelt eksempel med en medarbejder, der på grund af parforholdsproblemer havde svært ved at fungere på arbejdet.

”Fra et forretningsmæssigt perspektiv giver det mening at bruge tid på at få medarbejderen flyttet til en tilstand, hvor hun ikke er i dramaet. Forleden var medarbejderen vildt frustreret hen på dagen, så vi tog en snak på 10 minutter, hvor jeg fik stillet hende nogle spørgsmål, der ændrede hendes perspektiv og fik hende ind i en tilstand, hvor hun var i stand til at koncentrere sig om arbejdet. Bagefter skrev hun til mig, at det var en snak, hun virkelig havde kunnet bruge. Det, synes jeg, er sindssygt givende i hverdagen! Det er værktøjer fra coachingkassen, og det kunne jeg aldrig nogensinde have gjort før. Dengang havde jeg sandsynligvis sagt: ”Du skal tage og gøre dét her”, ”læg det væk”, ”man skal ikke græde over spildt mælk, ”livet skal nok blive godt igen”, osv. Men det er jo ikke nødvendigvis det, hun havde brug for at høre.”

Henrik forklarer også, at den coachende tilgang bliver brugt flittigt på hjemmefronten. ”Det er noget med at gå på opdagelse og sige ”hvad handler det om?”, i stedet for bare at sige ”Det er også for dårligt, det kan ikke passe!”. Min kone og jeg har jo samme basisforståelse nu, så vi tager en nysgerrig vinkel på det og siger: ”Det er interessant, at du ser sådan på det, fortæl noget mere om det.” Det havde jeg aldrig vendt det til tidligere!”

Klare værdier
Henrik har succes på jobbet. Det går godt. Så hvorfor skifte arbejde nu? ”Vi er tilbage ved værdiafklaringsøvelsen. Hvis ikke du er opmærksom på, at du i 10 ud af 10 tilfælde vil prioritere arbejdet over alt andet, så vil du komme til at være rigtig god på dit arbejde, men rigtig dårlig alle andre steder. Og så skal man måske tænke på, at der også skal være nogen, der samler en op den dag, man ikke længere har jobbet. Jeg møder rigtig mange mænd, der siger, ”Jeg ville ønske, at jeg havde brugt noget mere tid med børnene, mens de var små,” og det taler rigtig meget til mig, for det er den samme sondring, jeg selv står i. Så nu vælger jeg bevidst at prioritere min familie.”

Henrik har med vilje søgt og fået et 8-16 job, som han ikke skal lægge al sin identitet i. Og han fortæller, at det ikke har været nogen nem beslutning. ”Det føles angstprovokerende at tænke på, at jeg om lidt skal aflevere mit kort til bygningen. Jeg har været her i 14 år, så jeg siger farvel til sikkerhed og tryghed. Men når jeg sætter mig ned og reflekterer over det, ved jeg også godt, at det bare er en plus- og en minusliste over for hinanden. For det nye job vil give mig mere tid med min familie, mere overskud, og jeg vil komme ind i en ny branche, hvor jeg kan være mere nysgerrig og skabe nye relationer.”

Til spørgsmålet om, hvorvidt han nogensinde har overvejet at blive selvstændig, siger han: ”Ja, den drøm havde jeg lige efter, jeg blev færdig som coach, men så vender jeg tilbage til min værdiafklaring, for hvis jeg træffer det valg, ved jeg også godt hvad konsekvensen bliver. For så handler det om, at jeg skal realisere mig selv – og det vil betyde rigtig mange dage væk fra min familie.” Henrik smiler og afrunder: ”Så når nu børnene en dag synes, jeg er pissetræls, så kan jeg tage på den rejse.”

Det er blevet fedt at være mig!

Katja Stolshøj: Kvinden bag Nordea Liv og Pensions succesfulde forløb ”Bevar forbindelsen"

Interview af Erickae Cécile Sommerhill

Katja Stolshøj har bevist, hvordan man med en god idé (og hjertet med sig) kan skabe sit eget drømmejob. Som mangeårig mellemtilfreds skadesbehandler i et forsikringsselskab havde Katja gang på gang været vidne til kunder, der fuldstændig mistede fodfæstet under deres sygdomsforløb, og det frustrerede hende. Med opbakning fra ledelsen tog Katja coachuddannelsen hos Manning Inspire – og i dag er hun kvinden bag Nordea Liv og Pensions succesfulde forløb ”Bevar forbindelsen” for langtidssyge pensionskunder. Vi har taget en snak med Katja om vejen til drømmejobbet og udbyttet af uddannelsen. Om opgøret med et alt for stort personligt behov for anerkendelse, og om sårbarhed, der skulle vendes til styrke, før hun fandt sig selv og meningen med det hele… helt derude på kanten af komfortzonen!

Katja Stolshøj (f. 1976) arbejdede i mange år som skadesbehandler i et forsikringsselskab. Hun var grundlæggende glad for jobbet, men der var noget, der frustrerede hende. ”Vi er tilbage i 2009, og jeg oplever, hvordan vores langtidssyge forsikringskunder ikke får hjælp af kommunen. Systemet er mere en modstander end en ressource, og dér tænker jeg, at vi må kunne gøre noget hos os!”

Katja håndterede sager for mennesker ramt af stress, fysiske skader og alvorlig sygdom, og hun så, hvordan de ikke bare kæmpede med deres lidelse, men også med systemets krav og forventninger til hurtigst muligt at komme tilbage til arbejdsmarkedet. Hun så, hvordan ellers dygtige og handlekraftige mennesker pludselig følte sig som ofre og mistede troen på sig selv og på håbet om at kunne vende tilbage til et normalt arbejdsliv igen.

Katja tænkte, at der måtte eksistere teknikker til at lære mennesker, der kommer ud af kurs i en periode af deres liv, at tænke og føle anderledes om situationen: Vende følelsen af nederlag, svaghed og tab af identitet til en tanke om, at de faktisk bare er i en fase i deres liv, hvor de er midlertidigt ude af balance.

Uden at have en klar plan, marcherer Katja en dag ind på sin leders kontor, og får hende overtalt til at give sig det første år af uddannelsen til NLP-terapeut, som hun tænker, kan tilbyde en del af værktøjerne, hun skal bruge. Kort efter bliver hun headhuntet til Nordea Liv og Pension, og som en del af ansættelsen som teamleder får hun forhandlet sig frem til resten af uddannelsen, som er på i alt fire år.

Forfremmelse og stress
Hos Nordea bliver hun hurtigt forfremmet til afdelingsleder. Katja er dygtig til jobbet, og får mættet et stort, grundlæggende behov for anerkendelse – men hun brænder ikke for de mange administrative opgaver, der følger med lederjobbet, føler sig overbebyrdet og har slet ikke hjertet med. Det får konsekvenser, og i 2013 går hun ned med alvorlig stress.

”Dér oplever jeg faktisk på egen krop, hvordan systemet er en modstander i stedet for en medspiller. Mange oplever det heldigvis anderledes – men nu har jeg haft rigtig mange mennesker mellem hænderne, og de fleste oplever, at det er benhårdt at være i systemet, når man er syg. Jeg syntes bare, at der skulle gøres noget ved det. Nu. ”

Da Katja vender tilbage til arbejdet, er det derfor med en klar besked: ”Jeg gik ind til min leder og sagde, at jeg gerne ville sige mit lederjob op. Men jeg sagde også, at jeg havde en idé, som jeg syntes, vi skulle føre ud i verden. ”

Katjas idé går ud på at tilbyde pensionskunder med f.eks. stress, angst og depression et forløb, hvor den enkelte får redskaberne til at genskabe fokus og balance i livet. For Katja handler det om at give disse mennesker værktøjer til at håndtere deres situation på en ny måde, og dermed støtte den enkelte til at skabe vejen til sin egen raskmelding.

Kunsten at flytte folk hurtigt
Lederen har set, hvordan Katja har løftet sit team som afdelingsleder og skabt gode resultater, og hun godkender med det samme idéen. Katja går herefter i gang med at finde ud af, hvilke værktøjer hun mangler, ud over dem, hun har fået fra NLP-uddannelsen. Herfra har hun fået ideer til rammen for et kundeforløb, men alt for mange vigtige ingredienser mangler stadig.

”I NLP’en giver vi ressourcer til fortiden; det er mere indadvendt arbejde med f.eks. trancearbejde og hypnose. Det var ikke det, jeg skulle med mine kursister, hvor jeg kun har tre måneder sammen med dem. Jeg manglede værktøjer til at flytte folk hurtigere, stille de spørgsmål, der får folk til at finde svarene her og nu, og jeg manglede værktøjer til, hvordan man udarbejder handlingsplaner. Jeg manglede i det hele taget den coachende tilgang.”

Katja begynder at researche på forskellige coachuddannelser, og ender med at vælge Manning Inspire, fordi det er den oprindelige coachuddannelse i Danmark, og fordi hun får den anbefalet af en god veninde.
”Jeg synes, uddannelsen er rigtig seriøs, og det var det, jeg søgte. Jeg kan godt lide den struktur, de har hos Manning. Der er styr på det. Jeg kom fra NLPén, som er lidt mere fluffy, og jeg kunne godt lide, at det pludselig blev meget konkret: Et værktøj bliver præsenteret, og så øver vi det. Underviserne er rigtig gode til at dele tingene op i mindre bidder, og det bliver nemmere integreret, når man selv har prøvet det af. ”

Lys på overbevisninger og værdier
Et af Katjas yndlingsværktøjer fra coachuddannelsen er metoden til at finde frem til hæmmende overbevisninger – og ændre dem. ”Det er fascinerende, at vores mønstre ofte skubber os væk fra det, vi i virkeligheden forsøger at opnå. Jeg er meget imponeret over, hvordan vi lærte at knække vores hæmmende overbevisninger, som bare er ting, vi går og bilder os selv ind, og erstatte dem med støttende overbevisninger. Jeg bruger metoden i mit forløb med kursisterne, og hver gang, vi fjerner en hæmmende overbevisning, og jeg ser personens lettelse og smil, tænker jeg: Gud, var det bare det?! Det er så simpelt! ”

De seneste år med lederjob, stress og nye uddannelser har været en kæmpe udviklingsrejse for Katja. En af de øvelser på coachuddannelsen, som ændrede en masse for Katja rent personligt, var, da de skulle liste deres værdier i livet i prioriteret rækkefølge. Pludselig gik det i al sin gru op for Katja, at hendes øverste værdi i livet indtil da havde været anerkendelse.

”Jeg var godt klar over, at jeg ville have anerkendelse. Men at den lå øverst – foran familie, sundhed og kærlighed til mig selv, kom bag på mig. Det gik op for mig, at jeg skulle være den bedste, uanset hvad. Jeg måtte ikke vise sårbarhed, for det var lig med svaghed. Jeg spurgte mig selv, hvorfor jeg havde brug for, at den lå helt deroppe? Jeg fandt ud af, at jeg måske skulle begynde at blive den bedste til at anerkende mig selv. Vide, at jeg er god nok…”

Ud af komfortzonen
Set i bakspejlet var det, at sige ja til lederjobbet, egentlig en kæmpe udfordring for Katja. I forfremmelsen til leder lå der godt nok masser af anerkendelse. ”Men det, at sige ja til at være leder, var at stille mig ud på kanten, for jeg har aldrig kunnet lide at være i fokus… Når jeg var i fokus, blev jeg nervøs, og når jeg var nervøs, var jeg svag. Så med lederjobbet besluttede jeg mig for at træde ud af min komfortzone for at udfordre, om min sårbarhed mon kunne være lig med styrke.”

I dag, efter stressen, ligger anerkendelsen et helt andet sted på værdilisten i Katjas liv. Og Katja træder bevidst ud af sin komfortzone hver eneste dag, når hun underviser kursister i vigtige livsværktøjer. Men denne gang er det ok, for hun har hjertet med sig og har opdaget, at der er masser af styrke i sårbarhed. ”Når jeg står foran mine kursister og fortæller min historie og viser min sårbarhed, så begynder mine kursister også at slappe af og åbne sig op omkring deres historie – det skaber en god tillid, og så er vi i gang. Lederjobbet var begyndelsen. Det var vejen til, hvor jeg står i dag. Jeg måtte prøve det af. Men i dag ved jeg, at jeg er NØDT til at have hjertet med i det, jeg gør – og det er en kæmpe gave!”

Nemmere at være mig
Til spørgsmålet, om Katja bruger nogle af de mange værktøjer, hun har fået fra coachuddannelsen i sit private liv med mand og to børn på ni og 12, tøver hun, før hun svarer. ”Det er rigtig svært at skelne… jeg ser det jo ikke som et arbejde. Så når kursisterne kommer med en udfordring, så bruger jeg det jo også og kan tænke… det var sgu smart. Og så må jeg også undersøge det hos mig selv. På uddannelsen lærte vi om den såkaldte Globale sandhed, ”Det er, hvad det er”, og den bruger jeg hele tiden. Forstået på den måde, at jeg spørger mig selv: Kan jeg gøre noget ved det? Og hvis ikke – hvad skal der til, for jeg kan slippe det. Jeg elsker også den Globale sandhed ”Jeg gør det bedste, jeg kan – resten er ikke op til mig!” Vi taler meget sammen herhjemme, og jeg tror bare, at værktøjerne er blevet en del af den, jeg er. Jeg ved bare, at det er blevet nemmere at være mig.”

Det færdigudviklede forløb for Nordeas pensionskunder har fået titlen ”Bevar forbindelsen”. Det tre måneder lange forløb har nu kørt i små to år, og Katja har allerede haft adskillige vellykkede hold igennem forløbet. Tilbagemeldingerne har været så positive, at de for længst er nået ledelsen i Nordea:

”Evalueringen af forløbet er lige blevet præsenteret for ledelsen, som elsker det! Nogle af kursisternes tilbagemeldinger, der er sendt til mig på sms, blev læst op – og fordi de er så positive, er ledelsen nu begyndt at ville fortælle den gode historie til pressen. Før handlede det om hard core økonomi – det drejede sig om at få vores pensionskunder tilbage på arbejdsmarkedet så hurtigt som muligt. Det er lykkedes, men nu kan de også se de bløde værdier og den positive omtale, det giver. Vi gør faktisk en forskel, og det er der ikke andre, der gør. Det er det, jeg brænder for. ”