"Hvis jeg kan, kan andre også!"

Heidiprofil2.jpg

Interview af Erickae Sommerhill

Heidi Benggaard står for enden af en årelang både indre og ydre rejse, hvor lyset endelig er ved at bryde igennem. En rejse, der bl.a. har budt på en skilsmisse, flytning til et andet land, konfrontation med fortidens uhyrer og et brud med barnetroen (og et stort netværk). En rejse, som Heidi efter eget udsagn ikke var kommet igennem, hvis ikke det havde været for de værtøjer, hun fik på Coach- og Mastercoachuddannelserne.

”Det har været en hård omgang. Og det er faktisk først nu, jeg kan se, hvor hårdt det har været. 

Men jeg er kommet styrket ud på den anden side. Jeg er ikke perfekt. Men jeg er stærk og nænsom, når livet viser tænder. Det er faktisk en fantastisk fornemmelse at mærke den styrke.”

Det er tydeligt, at dette interview har kostet Heidi et par overvejelser. For det er en meget personlig historie, hun har valgt at dele med verden, og det er følsomt. Men hun har valgt at ræsonnere sådan, at det er prisen værd, hvis hun kan inspirere andre.

Vi spoler tiden tilbage. Helt præcist tilbage til 2012. Heidi står midt i sit køkken i lejligheden i Busan i Sydkorea; familiens hjem på 14. år og stedet, hvor hendes og mandens to børn er vokset op. Hverdagen ligner sig selv – men Heidi er i dyb indre krise.

Filmen knækker
”Jeg kan huske, hvordan jeg står der i køkkenet. Min mand og jeg er lige gået fra hinanden på det tidspunkt, men bor stadig sammen for at få hverdagen til at hænge sammen, og jeg kan simpelthen ikke lide mig selv! Jeg er ved at brække mig over, hvordan jeg er i verden. Jeg er sur og bitter, føler mig som et offer og aner ikke, hvordan jeg skal håndtere det.”  

Filmen er knækket. Der er ikke meget livsgnist tilbage. Lige siden 1999, hvor familien valgte at rejse til Korea som en del af mandens arbejde, har Heidi som hjemmegående hustru været familiens koordinator og sørget for børnenes opvækst og skolegang. Og på dette tidspunkt er børnene 11 og 15 år. 

”Jeg er slet ikke i kontakt med mig selv. Jeg kan mærke, at jeg er kommet SÅ langt væk fra den Heidi, jeg ved, jeg er indeni. På det her tidspunkt overtræner jeg og kan finde på at cykle 106 km med tre bjergetaper på én Marsbar! For at jeg kan være i mig selv, må jeg opretholde det ydre. Det er en overlevelsesstrategi, men i virkeligheden flygter jeg…”

Set i bakspejlet manglede Heidi basalt set evnen til selvomsorg. Hun kan i dag se, at hun i alle årene havde fokuseret på, at alle andre skulle have det godt, og at hun aldrig spurgte sig selv: ”Hvad har jeg egentlig brug for?”

”Den dag i køkkenet besluttede jeg, at jeg måtte gøre noget for at finde hjem til mig selv. Både for min egen og for mine kæres skyld. I dag kan jeg jo sagtens se, at jeg bestemt ikke havde brug for at overtræne i den grad, jeg gjorde. Alle andre skulle have det godt, og jeg glemte mig selv. Jeg havde brug for at mærke den indre kærlighed i mig, som jeg slet ikke vidste, at jeg havde adgang til.”

En hurtig beslutning!
Heidi husker, hvordan hun en onsdag formiddag i januar 2013 sætter sig til computeren, fast besluttet på at tage styringen med sit eget liv. Hun har hørt om Sofia Manning, og nu vil hun finde ud af, hvem hun egentlig er. Heidi finder nogle videoer med Sofia på YouTube.

”Det gav så meget mening! De ting, Sofia sagde, gav mig et håb om, at forandring var mulig. Og inden for et kvarter havde jeg besluttet at tage coachuddannelsen!”

Heidis daværende mand bakker hende heldigvis op – også selvom det betyder, at hun skal rejse til Danmark hver gang, der er et modul, og lade ham overtage ansvaret for både sit eget job, hjemmet og børnenes skolegang. 

Ugen efter sidder Heidi, godt jetlagged, på 1. modul af Coachuddannelsen og skal præsentere sig selv for en masse nye mennesker.

”Jeg husker, at jeg var meget med maske og forsøgte at opretholde en facade. Umiddelbart så jeg jo ud til at have det hele. Men jeg havde et fuldstændig udbrændt nervesystem, da jeg kom til Danmark, og jeg havde slet ikke erkendt, hvor ødelagt jeg var. Jeg kunne mærke, at uddannelsen gjorde mig rigtig godt og gav en masse god energi, håb og værktøjer til så småt at sætte nogle forandringer i gang. Det var faktisk første gang, at jeg tankede mig selv op…”

Masken og stilheden
Masken faldt dog ikke på Coachuddannelsen. Den begyndte først for alvor at krakelere på sidste modul af Mastercoachuddannelsen, som hun valgte at tage umiddelbart efter endt certificering. 

”Mastercoachuddannelsen kom for mig i høj grad til at handle om: Hvordan tager jeg den rejse tilbage til mig? Jeg vidste, at der var noget mere her, jeg skulle lære. På sidste modul blev vi undervist i Maskulin/Feminin, og dét blev et vendepunkt for mig, for lige der, midt i en øvelse, hvor jeg skulle skrive svarene ned på et A4-papir, brød jeg sammen. Jeg kunne mærke, hvor langt væk jeg var kommet fra mig selv!”

Når jeg spørger, hvad Masteruddannelsen konkret gav Heidi af værktøjer på hendes indre udviklingsrejse, nævner hun en række ting. Enneagrammet, som hun skrev master-opgave om, har tydeligvis betydet meget. Men også det, at få kontakt til stilheden i sig selv.

”Den virkelige game changer blev de opgaver, jeg fik af en af underviserne: Jeg skulle lære at skrue ned for støjen og finde roen. Jeg begyndte at tage meditation alvorligt og få det som en praksis. Det blev startskuddet til, at jeg begyndte at finde en lille smule ro oppe i mit hoved.”

Opgør med barnetro og netværk
Det er undervejs på Masteruddannelsen, at Heidi og hendes daværende mand lader sig endeligt skille og beslutter, at hun og børnene skal rejse til Danmark og starte en tilværelse der. Heidi er frustreret, skamfuld og ked af det.

”Jeg tænker meget over, hvordan jeg er endt sådan. Hvordan alt det, jeg har kæmpet for og lagt energi i, ikke er blevet, som jeg havde drømt om. Jeg tænker, at jeg slet ikke er værd at elske. Og min største frygt, som er at være helt alene, er pludselig en realitet.”

Samtidig med at Heidi og børnene flytter ind i en lejlighed i Birkerød og skal forsøge at finde sig til rette i det, der for børnene er et helt nyt land, mønstrer Heidi modet til at gøre op med sin barnetro og sige farvel til et kæmpe netværk.

”Det var hjerteskærende at sige farvel til min tro og de mennesker, jeg havde kendt det meste af mit liv, og som jeg holdt af. Det var ekstremt ensomt og utrygt. Men jeg vidste, det ikke længere var rigtigt for mig. Jeg var vokset fra det. Jeg havde altid udlagt det til, at der nok var noget andet, der kunne vise mig sandhedens vej. Men nu kunne jeg mærke, at jeg skulle finde minsandhed.”

Intet skal fjernes eller gemmes væk
Foruden Enneagrammet som et vigtigt værktøj til at finde sig selv, nævner Heidi også Big Mind- og Skyggeværktøjerne, som hun stifter bekendtskab med på Mastercoachuddannelsen. Redskaberne får Heidi til at reflektere over, hvad hun skal lære at rumme i sig selv.

”Jeg fandt jo ud af, at svarene på mine inderste behov rent faktisk kommer i stilheden. Hvad er det frygten gør for mig? Hvad er det, der ligger under, og hvordan skal jeg balancere det ud? For det handler jo netop ikke om at fjerne eller gemme noget som helst væk – det handler om at evne at se, hvad der er oppe at vende nu, og møde det i respekt og værdighed.”

Heidi fortæller, hvordan hun er begyndt at forstå sin smerte og drage omsorg for sig selv. Hvordan hun nu genkender sine advarselssignaler og er blevet meget bedre til at kommunikere det ud til sine omgivelser. Hendes relationer er også blevet tættere. 

”Det er en ny ting for mig at drage omsorg for mig selv. Siden jeg var helt, helt lille har jeg skullet skabe noget harmoni i min ydre verden, for at jeg kan have det godt indeni. I dag handler det om, i al nænsomhed og kærlighed, at stå ved, at det jeg mærker er rigtigt, og at leve mit liv ud fra mine værdier. Det føles enormt befriende, og jeg er stille og roligt ved at støbe et meget solidt fundament for, hvem jeg er som kvinde. Jeg ved, hvilke drømme jeg godt kunne tænke mig at udleve – og hvad jeg IKKE vil have i mit liv.”

At finde styrken i sårbarheden
Jeg spørger, om den ensomme rejse har været det værd, og det bekræfter Heidi uden at tøve. For hun siger, at ensomheden har givet hende en styrke i at vide, at hun faktisk godt kan finde ud af tingene. Og hvis ikke hun kan, så kan hun spørge om hjælp.

”Det med at bede om hjælp har før været mega grænseoverskridende! For når jeg beder om hjælp, er jeg nødt til at vise verden mine sårbare sider og lade masken falde. Det har været svært for mig. Men det er en gave at kunne det nu!”

At være i kontakt med sin egen sårbarhed har givet Heidi en større forståelse for andre mennesker, og hun har i dag stor respekt for, at hvert menneske har sin egen udviklingsvej at gå og må træffe sine egne valg. 

”For mit eget vedkommende har jeg i den grad måttet kæmpe med min tålmodighed. For jeg elsker, når der er skred i tingene. Men når du besøger ”the Dark Night of the Soul”, kommer alt på prøve, specielt din tålmodighed. Jeg har besøgt alt det, jeg har flygtet fra hele mit liv; Et rædselskabinet fyldt med akkumulerede traumer og sår. Ting, jeg aldrig havde taget hånd om. Det har jeg så nu.”

I dag er Heidi kommet ud på den anden side. Hun har fundet sig selv og livsglæden. Og nu er modet til at gøre en forskel for andre også ved at spire frem. Jeg spørger Heidi hvilken betydning Coach- og Mastercoachuddannelserne har haft på den rejse, hun har været igennem?

”Manning-rejsen har lært mig, at hvis man skal vokse og skinne i verden, så skal man lære hvordan. Og nu er jeg endelig kommet dertil, hvor jeg er parat til at give andre modet til at forandre det, de gerne vil forandre. Hvis jeg kan, kan andre også!”
 

"Slut med at leve livet igennem et filter"

Foto: Rene Kongsgaard fra Kongsgaard foto

Interview af Erickae Sommerhill

En dag gik det op for Naomi Rasmussen, at hun var blevet en bitter og småkynisk hustru, mor og medarbejder uden energi. Noget måtte ændres. Uden at kende rejsens endemål, tilmeldte hun sig Manning Inspires Coachuddannelse. Og selvom Naomi kun lige er blevet færdig med uddannelsen, har den allerede sat ret markante spor i hendes liv…

”De sidste 10 år har jeg arbejdsmæssigt fået masser af muligheder for udvikling og er nærmest dagligt sprunget ud over klippen.” Naomi Rasmussen er 47 år, gift og har tre sønner. Hun har arbejdet i den samme virksomhed i de seneste 25 år, med skiftende ansvarsområder. Indtil for nylig lå familielivet på en (ufrivillig) andenplads i hendes liv; Arbejdet havde lige så stille ædt al hendes energi. Og glæde.

"Jeg arbejder i en virksomhed, hvor der bliver givet et meget stort ansvar ud til medarbejderne. Det har givet mange udviklingsmuligheder, og de mange arbejdsmæssige udfordringer har et langt stykke hen ad vejen været megasjove, og jeg har hentet energi i dem. Men pludselig opdagede jeg, at de var blevet tunge og energidrænende.”

Det er tydeligt, at Naomi bliver berørt, når hun fortæller, hvordan hun i bakspejlet kan se, at hun egentlig bare gled med og påtog sig opgaver, der krævede mere energi, end hun havde, for det fik mærkbare konsekvenser. 

”Jeg syntes, jeg var blevet så træls og negativ. Jeg kunne høre mig selv sige ting som: ”Det skal gøre ondt, før det gør godt”, og når folk sagde, ”Puha det er hårdt”, så var jeg blevet sådan lidt kynisk, ”Dér har vi andre også været – hvorfor tror du, det skulle være anderledes for dig?””

Noget er helt, helt galt...
Naomi fortæller, hvordan mange sommerferier blev brugt til at reflektere over at ”noget var helt, helt galt”. Først forrige sommer gik det op for hende, at hun faktisk havde stresssymptomer. Så efter ferien bad hun om at komme på nedsat tid, så hun kunne få styr på symptomerne. ”Det var fint at gøre det på den måde, og efter fire måneder var jeg tilbage på fuld tid – men med en ny indsigt: Jeg kom frem til, at der er masser af ting, der er spændende på mit arbejde – men  jeg manglede et ”andet ben” at stå på som en modvægt til arbejdet. Noget, der skulle være mit, adskilt fra arbejdet.”

Naomi havde i længere tid været interesseret i coaching, men havde også skubbet det lidt væk som værende et modefænomen. Hun var dog tilmeldt Sofia Mannings nyhedsbrev, og en dag læste hun noget, som ramte hende. ”Sofia skrev om coachuddannelsen. Hun skrev, at om ikke andet ville den personlige rejse åbne nye døre og muligheder og give nye måder at se tingene på. Det var dét, der gjorde det for mig! Jeg stod i stampe i mit eget hoved, og jeg tænkte, at den rejse var jeg nødt til at tage.”

Værdiarbejde - en sand øjenåbner
Naomi begyndte på coachuddannelsen i september 2017. Og det var på alle måder en øjenåbner. ”Da vi blev undervist i værdier, tænkte jeg ”Ja, for fanden, det er dét!”. Jeg forstod, hvordan man kan komme væk fra sine værdier, og hvad konsekvenserne er. Og hvordan man faktisk kan arbejde med at komme tilbage til sine sande værdier. Det passede jo så godt med, at jeg var kommet væk fra mig selv og var blevet mere ”noget andet”.”

På uddannelsen gik det op for Naomi, at hun havde ligget under for et meget stort behov for at bevise over for sig selv, at hun kunne ”det hele” både karrieremæssigt og privat. ”Som barn var jeg den søde, rare pige som aldrig sagde eller gjorde noget forkert. På et tidspunkt har jeg set nogen og tænkt: ”Det vil jeg også kunne!”. Og så er jeg gået målrettet efter det. Arbejdet har givet mig en fornemmelse af anerkendelse… At jeg var modig og dygtig, kunne sætte mig noget for og gennemføre det. Men pludselig kunne jeg se, hvordan jeg billedlig talt havde gået imod snestormen med bøjet hoved de senere år. Jeg havde ikke haft hjertet og mig selv med.”

Energigivende at droppe masken
Da jeg taler med Naomi har hun kun det femte og sidste modul tilbage af sin uddannelse. Og det er tydeligt, at uddannelsen allerede har sat markante spor, både personligt og på arbejdet. ”På coachuddannelsen oplever jeg, at man møder hinanden ærligt, uden filter. Det har været en kæmpe befrielse at få lov at prøve det, for det er sådan, jeg gerne vil være i alle relationer. Og det er i virkeligheden første step efter uddannelsen: jeg vil ikke længere spekulere på, hvordan andre oplever mig.”

Naomi fortæller, hvordan det har givet hende en kæmpe ro og energi at tillade sig selv at droppe de masker, hun normalt har haft en tendens til at tage på i mødet med andre. Og hun fortæller, at hendes nye, vigtigste værdi er ordentlighed, som i hendes terminologi handler om at møde andre åbent, fordomsfrit og uden filter.

Naomi griner. Jeg spørger, om ikke det kan give nogle knubs, når man begynder at vise, hvem man er og ikke bare lader sig modellere? Svaret kommer hurtigt og overbevisende: ”jo, det kan det helt klart! Men jeg tænker, at det er nødvendigt!”

Genopdaget styrke
For nogle år siden begyndte nye vinde at blæse i den virksomhed, Naomi er ansat i, med masser af nye udviklingsmuligheder til følge. Og det var i slipstrømmen af denne udvikling, at Naom opdagede, at hun umærkeligt var gået på kompromis med sine egne værdier og styrker. Styrker som hun nu er begyndt at (gen)opdage og værdsætte.

”Arbejdsmæssigt – i salgsmiljøet – bliver jeg måske opfattet som blød og meget reflekterende men det er faktisk en af mine styrker i det strategiske salgsarbejde, og en af grundende til, at jeg har haft succes med mine kunderelationer, at jeg kan møde kunderne åbent og med tillid og troværdighed. Det skaber tætte relationer. Det havde jeg bare glemt i den udvikling, jeg var inde i."

Efter hun er startet på coachuddannelsen er Naomi begyndt at møde kolleger og kunder på en måde, hvor hun ser mennesket bag i stedet for kun den sammenhæng, de arbejder i. ”Mine redskaber fra coachingen dukker op i måden, jeg snakker med mennesker på: Jeg lytter på en helt anden måde. Og jeg er begyndt at stå tydeligere frem som den, jeg er."

Farvel, Tankemylder - Goddag, Glæde!
I dag er Naomi nået frem til noget væsentligt. At anerkendelse langt fra er det vigtigste i livet. Hun er lettet over at have fået styr på sine værdier og at have fået et redskab, hun kan bruge, når tankerne kører i ring.

”Helt overordnet har uddannelsen givet mig et sprog, nogle værktøjer og indsigter, så jeg nu kan formulere for mig selv: ”Hvad handler det her egentlig om?”. Det har hjulpet med til, at jeg ikke har så meget tankemylder som før. Og så er jeg grundlæggende bare mere glad for og stolt af mig selv. Glæden er kommet ind i mit liv igen. Også i arbejdet!”