Skal du lytte til Ninka Bernadotte Mauritson, når hun siger, man kan spise sig ud af autisme? Skal du lytte til Svend Brinkmann, når han opfordrer dig til at gøre op med en (påstået) tvang til at udvikle dig selv? Og skal du lytte til mig, når jeg siger, det er muligt at handle på dine drømme?
Der er mange, der mener meget nu om dage - og rigtigt mange synes at vide en masse om, hvad der er bedst for dig. Hvem skal man efterhånden lytte til? Mit bedste bud er, at du skal lytte til dig selv! Efter min (ydmyge) mening, er det faktisk en disciplin, det er værd at gøre sig rigtig meget umage med. For hvis du lytter godt efter (dig selv, altså), så ved du godt, hvem der taler på dig og hvem der virkelig taler til dig.
Hvis du gør dig rigtigt umage, kan du endda også sortere i de holdninger, der er værdifulde - for dig! For Ninka, Svend og Sofia har sikkert ikke ret i alt hvad de siger, men det kan godt være de har en pointe, som du kan bruge til noget.
Da jeg arbejdede for selvudvilklings-guruen Tony Robbins i sin tid, undrede det mig ofte, hvorfor så mange kunne finde på at tro fuldstændig blindt på, hvad han sagde. Var han Gud? (Øh, nej) Var han alvidende? (Niks) Var han ekspert i lige netop disse menneskers liv? (Selvfølgelig ikke)
Jeg arbejdede for Tony i 6 år, og jeg havde mange af hans “fans” i coaching. De fordelte sig overvejende i to kategorier:
1. Dem, der havde brug for at læne sig ind i (endnu en) autoriet. Slippe ansvaret for sig selv. Og nærmest havde et ønske om at overtage Tonys værdier og livsopfattelse. Mit arbejde med dem gik som oftest ud på at støtte dem i at finde tilbage til sig selv. Til det de stod for. Deres unikhed. Deres styrker. Det handlede om at få dem til at opgive håbet om, at nogen ville komme og redde dem. Om at opgive offerrollen.
2. Dem der brugte Tony og hans værktøjer som en hjælp på deres rejse. Og som undervejs forholdt sig kritisk til, hvad han stod for. En sund blanding at at turde være åben, lade sig inspirere og samtidig have begge fødder solidt plantet, hvor de nu engang var. Her gik mit arbejde typisk ud på at gå dybere ned i, om de indsigter de følte, virkede for dem. Og på at hjælpe dem med at integrere det, de kunne bruge i deres liv og til gengæld lade resten passere.
Man kan sige det sådan, at dem i den første kategori havde glemt at lytte til sig selv. Og at dem i den anden kategori allerede havde forstået at lytte til sig selv. Det var spændende at arbejde med begge grupper. Arbejdet med dem var lige vigtigt. Og coaching-forløbene med de respektive ydede på hver sin måde lige meget værdi. Men der er ingen tvivl om, at dem i den sidste kategori entydigt var dem, der undervejs aktivt fik skabt virkelig markante og bevidste ændringer i deres liv.
Min pointe er, at det at lytte til sig selv. og at det at kunne sortere i de budskaber, vi konstant bliver præsenteret for, er en forudsætning for at udvikle sig. Hvis det altså er det, man synes, man skal - eller bare har lyst til… But then again. Du skal ikke lytte til mig. Du skal lytte til dig selv.