"Hvis jeg kan, kan andre også!"

Interview af Erickae Sommerhill

Heidi Benggaard står for enden af en årelang både indre og ydre rejse, hvor lyset endelig er ved at bryde igennem. En rejse, der bl.a. har budt på en skilsmisse, flytning til et andet land, konfrontation med fortidens uhyrer og et brud med barnetroen (og et stort netværk). En rejse, som Heidi efter eget udsagn ikke var kommet igennem, hvis ikke det havde været for de værtøjer, hun fik på Coach- og Mastercoachuddannelserne.

”Det har været en hård omgang. Og det er faktisk først nu, jeg kan se, hvor hårdt det har været. 

Men jeg er kommet styrket ud på den anden side. Jeg er ikke perfekt. Men jeg er stærk og nænsom, når livet viser tænder. Det er faktisk en fantastisk fornemmelse at mærke den styrke.”

Det er tydeligt, at dette interview har kostet Heidi et par overvejelser. For det er en meget personlig historie, hun har valgt at dele med verden, og det er følsomt. Men hun har valgt at ræsonnere sådan, at det er prisen værd, hvis hun kan inspirere andre.

Vi spoler tiden tilbage. Helt præcist tilbage til 2012. Heidi står midt i sit køkken i lejligheden i Busan i Sydkorea; familiens hjem på 14. år og stedet, hvor hendes og mandens to børn er vokset op. Hverdagen ligner sig selv – men Heidi er i dyb indre krise.

Filmen knækker
”Jeg kan huske, hvordan jeg står der i køkkenet. Min mand og jeg er lige gået fra hinanden på det tidspunkt, men bor stadig sammen for at få hverdagen til at hænge sammen, og jeg kan simpelthen ikke lide mig selv! Jeg er ved at brække mig over, hvordan jeg er i verden. Jeg er sur og bitter, føler mig som et offer og aner ikke, hvordan jeg skal håndtere det.”  

Filmen er knækket. Der er ikke meget livsgnist tilbage. Lige siden 1999, hvor familien valgte at rejse til Korea som en del af mandens arbejde, har Heidi som hjemmegående hustru været familiens koordinator og sørget for børnenes opvækst og skolegang. Og på dette tidspunkt er børnene 11 og 15 år. 

”Jeg er slet ikke i kontakt med mig selv. Jeg kan mærke, at jeg er kommet SÅ langt væk fra den Heidi, jeg ved, jeg er indeni. På det her tidspunkt overtræner jeg og kan finde på at cykle 106 km med tre bjergetaper på én Marsbar! For at jeg kan være i mig selv, må jeg opretholde det ydre. Det er en overlevelsesstrategi, men i virkeligheden flygter jeg…”

Set i bakspejlet manglede Heidi basalt set evnen til selvomsorg. Hun kan i dag se, at hun i alle årene havde fokuseret på, at alle andre skulle have det godt, og at hun aldrig spurgte sig selv: ”Hvad har jeg egentlig brug for?”

”Den dag i køkkenet besluttede jeg, at jeg måtte gøre noget for at finde hjem til mig selv. Både for min egen og for mine kæres skyld. I dag kan jeg jo sagtens se, at jeg bestemt ikke havde brug for at overtræne i den grad, jeg gjorde. Alle andre skulle have det godt, og jeg glemte mig selv. Jeg havde brug for at mærke den indre kærlighed i mig, som jeg slet ikke vidste, at jeg havde adgang til.”

En hurtig beslutning!
Heidi husker, hvordan hun en onsdag formiddag i januar 2013 sætter sig til computeren, fast besluttet på at tage styringen med sit eget liv. Hun har hørt om Sofia Manning, og nu vil hun finde ud af, hvem hun egentlig er. Heidi finder nogle videoer med Sofia på YouTube.

”Det gav så meget mening! De ting, Sofia sagde, gav mig et håb om, at forandring var mulig. Og inden for et kvarter havde jeg besluttet at tage coachuddannelsen!”

Heidis daværende mand bakker hende heldigvis op – også selvom det betyder, at hun skal rejse til Danmark hver gang, der er et modul, og lade ham overtage ansvaret for både sit eget job, hjemmet og børnenes skolegang. 

Ugen efter sidder Heidi, godt jetlagged, på 1. modul af Coachuddannelsen og skal præsentere sig selv for en masse nye mennesker.

”Jeg husker, at jeg var meget med maske og forsøgte at opretholde en facade. Umiddelbart så jeg jo ud til at have det hele. Men jeg havde et fuldstændig udbrændt nervesystem, da jeg kom til Danmark, og jeg havde slet ikke erkendt, hvor ødelagt jeg var. Jeg kunne mærke, at uddannelsen gjorde mig rigtig godt og gav en masse god energi, håb og værktøjer til så småt at sætte nogle forandringer i gang. Det var faktisk første gang, at jeg tankede mig selv op…”

Masken og stilheden
Masken faldt dog ikke på Coachuddannelsen. Den begyndte først for alvor at krakelere på sidste modul af Mastercoachuddannelsen, som hun valgte at tage umiddelbart efter endt certificering. 

”Mastercoachuddannelsen kom for mig i høj grad til at handle om: Hvordan tager jeg den rejse tilbage til mig? Jeg vidste, at der var noget mere her, jeg skulle lære. På sidste modul blev vi undervist i Maskulin/Feminin, og dét blev et vendepunkt for mig, for lige der, midt i en øvelse, hvor jeg skulle skrive svarene ned på et A4-papir, brød jeg sammen. Jeg kunne mærke, hvor langt væk jeg var kommet fra mig selv!”

Når jeg spørger, hvad Masteruddannelsen konkret gav Heidi af værktøjer på hendes indre udviklingsrejse, nævner hun en række ting. Enneagrammet, som hun skrev master-opgave om, har tydeligvis betydet meget. Men også det, at få kontakt til stilheden i sig selv.

”Den virkelige game changer blev de opgaver, jeg fik af en af underviserne: Jeg skulle lære at skrue ned for støjen og finde roen. Jeg begyndte at tage meditation alvorligt og få det som en praksis. Det blev startskuddet til, at jeg begyndte at finde en lille smule ro oppe i mit hoved.”

Opgør med barnetro og netværk
Det er undervejs på Masteruddannelsen, at Heidi og hendes daværende mand lader sig endeligt skille og beslutter, at hun og børnene skal rejse til Danmark og starte en tilværelse der. Heidi er frustreret, skamfuld og ked af det.

”Jeg tænker meget over, hvordan jeg er endt sådan. Hvordan alt det, jeg har kæmpet for og lagt energi i, ikke er blevet, som jeg havde drømt om. Jeg tænker, at jeg slet ikke er værd at elske. Og min største frygt, som er at være helt alene, er pludselig en realitet.”

Samtidig med at Heidi og børnene flytter ind i en lejlighed i Birkerød og skal forsøge at finde sig til rette i det, der for børnene er et helt nyt land, mønstrer Heidi modet til at gøre op med sin barnetro og sige farvel til et kæmpe netværk.

”Det var hjerteskærende at sige farvel til min tro og de mennesker, jeg havde kendt det meste af mit liv, og som jeg holdt af. Det var ekstremt ensomt og utrygt. Men jeg vidste, det ikke længere var rigtigt for mig. Jeg var vokset fra det. Jeg havde altid udlagt det til, at der nok var noget andet, der kunne vise mig sandhedens vej. Men nu kunne jeg mærke, at jeg skulle finde minsandhed.”

Intet skal fjernes eller gemmes væk
Foruden Enneagrammet som et vigtigt værktøj til at finde sig selv, nævner Heidi også Big Mind- og Skyggeværktøjerne, som hun stifter bekendtskab med på Mastercoachuddannelsen. Redskaberne får Heidi til at reflektere over, hvad hun skal lære at rumme i sig selv.

”Jeg fandt jo ud af, at svarene på mine inderste behov rent faktisk kommer i stilheden. Hvad er det frygten gør for mig? Hvad er det, der ligger under, og hvordan skal jeg balancere det ud? For det handler jo netop ikke om at fjerne eller gemme noget som helst væk – det handler om at evne at se, hvad der er oppe at vende nu, og møde det i respekt og værdighed.”

Heidi fortæller, hvordan hun er begyndt at forstå sin smerte og drage omsorg for sig selv. Hvordan hun nu genkender sine advarselssignaler og er blevet meget bedre til at kommunikere det ud til sine omgivelser. Hendes relationer er også blevet tættere. 

”Det er en ny ting for mig at drage omsorg for mig selv. Siden jeg var helt, helt lille har jeg skullet skabe noget harmoni i min ydre verden, for at jeg kan have det godt indeni. I dag handler det om, i al nænsomhed og kærlighed, at stå ved, at det jeg mærker er rigtigt, og at leve mit liv ud fra mine værdier. Det føles enormt befriende, og jeg er stille og roligt ved at støbe et meget solidt fundament for, hvem jeg er som kvinde. Jeg ved, hvilke drømme jeg godt kunne tænke mig at udleve – og hvad jeg IKKE vil have i mit liv.”

At finde styrken i sårbarheden
Jeg spørger, om den ensomme rejse har været det værd, og det bekræfter Heidi uden at tøve. For hun siger, at ensomheden har givet hende en styrke i at vide, at hun faktisk godt kan finde ud af tingene. Og hvis ikke hun kan, så kan hun spørge om hjælp.

”Det med at bede om hjælp har før været mega grænseoverskridende! For når jeg beder om hjælp, er jeg nødt til at vise verden mine sårbare sider og lade masken falde. Det har været svært for mig. Men det er en gave at kunne det nu!”

At være i kontakt med sin egen sårbarhed har givet Heidi en større forståelse for andre mennesker, og hun har i dag stor respekt for, at hvert menneske har sin egen udviklingsvej at gå og må træffe sine egne valg. 

”For mit eget vedkommende har jeg i den grad måttet kæmpe med min tålmodighed. For jeg elsker, når der er skred i tingene. Men når du besøger ”the Dark Night of the Soul”, kommer alt på prøve, specielt din tålmodighed. Jeg har besøgt alt det, jeg har flygtet fra hele mit liv; Et rædselskabinet fyldt med akkumulerede traumer og sår. Ting, jeg aldrig havde taget hånd om. Det har jeg så nu.”

I dag er Heidi kommet ud på den anden side. Hun har fundet sig selv og livsglæden. Og nu er modet til at gøre en forskel for andre også ved at spire frem. Jeg spørger Heidi hvilken betydning Coach- og Mastercoachuddannelserne har haft på den rejse, hun har været igennem?

”Manning-rejsen har lært mig, at hvis man skal vokse og skinne i verden, så skal man lære hvordan. Og nu er jeg endelig kommet dertil, hvor jeg er parat til at give andre modet til at forandre det, de gerne vil forandre. Hvis jeg kan, kan andre også!”
 

"Slut med at leve livet igennem et filter"

Interview af Erickae Sommerhill

En dag gik det op for Naomi Rasmussen, at hun var blevet en bitter og småkynisk hustru, mor og medarbejder uden energi. Noget måtte ændres. Uden at kende rejsens endemål, tilmeldte hun sig Manning Inspires Coachuddannelse. Og selvom Naomi kun lige er blevet færdig med uddannelsen, har den allerede sat ret markante spor i hendes liv…

”De sidste 10 år har jeg arbejdsmæssigt fået masser af muligheder for udvikling og er nærmest dagligt sprunget ud over klippen.” Naomi Rasmussen er 47 år, gift og har tre sønner. Hun har arbejdet i den samme virksomhed i de seneste 25 år, med skiftende ansvarsområder. Indtil for nylig lå familielivet på en (ufrivillig) andenplads i hendes liv; Arbejdet havde lige så stille ædt al hendes energi. Og glæde.

"Jeg arbejder i en virksomhed, hvor der bliver givet et meget stort ansvar ud til medarbejderne. Det har givet mange udviklingsmuligheder, og de mange arbejdsmæssige udfordringer har et langt stykke hen ad vejen været megasjove, og jeg har hentet energi i dem. Men pludselig opdagede jeg, at de var blevet tunge og energidrænende.”

Det er tydeligt, at Naomi bliver berørt, når hun fortæller, hvordan hun i bakspejlet kan se, at hun egentlig bare gled med og påtog sig opgaver, der krævede mere energi, end hun havde, for det fik mærkbare konsekvenser. 

”Jeg syntes, jeg var blevet så træls og negativ. Jeg kunne høre mig selv sige ting som: ”Det skal gøre ondt, før det gør godt”, og når folk sagde, ”Puha det er hårdt”, så var jeg blevet sådan lidt kynisk, ”Dér har vi andre også været – hvorfor tror du, det skulle være anderledes for dig?””

Noget er helt, helt galt...
Naomi fortæller, hvordan mange sommerferier blev brugt til at reflektere over at ”noget var helt, helt galt”. Først forrige sommer gik det op for hende, at hun faktisk havde stresssymptomer. Så efter ferien bad hun om at komme på nedsat tid, så hun kunne få styr på symptomerne. ”Det var fint at gøre det på den måde, og efter fire måneder var jeg tilbage på fuld tid – men med en ny indsigt: Jeg kom frem til, at der er masser af ting, der er spændende på mit arbejde – men  jeg manglede et ”andet ben” at stå på som en modvægt til arbejdet. Noget, der skulle være mit, adskilt fra arbejdet.”

Naomi havde i længere tid været interesseret i coaching, men havde også skubbet det lidt væk som værende et modefænomen. Hun var dog tilmeldt Sofia Mannings nyhedsbrev, og en dag læste hun noget, som ramte hende. ”Sofia skrev om coachuddannelsen. Hun skrev, at om ikke andet ville den personlige rejse åbne nye døre og muligheder og give nye måder at se tingene på. Det var dét, der gjorde det for mig! Jeg stod i stampe i mit eget hoved, og jeg tænkte, at den rejse var jeg nødt til at tage.”

Værdiarbejde - en sand øjenåbner
Naomi begyndte på coachuddannelsen i september 2017. Og det var på alle måder en øjenåbner. ”Da vi blev undervist i værdier, tænkte jeg ”Ja, for fanden, det er dét!”. Jeg forstod, hvordan man kan komme væk fra sine værdier, og hvad konsekvenserne er. Og hvordan man faktisk kan arbejde med at komme tilbage til sine sande værdier. Det passede jo så godt med, at jeg var kommet væk fra mig selv og var blevet mere ”noget andet”.”

På uddannelsen gik det op for Naomi, at hun havde ligget under for et meget stort behov for at bevise over for sig selv, at hun kunne ”det hele” både karrieremæssigt og privat. ”Som barn var jeg den søde, rare pige som aldrig sagde eller gjorde noget forkert. På et tidspunkt har jeg set nogen og tænkt: ”Det vil jeg også kunne!”. Og så er jeg gået målrettet efter det. Arbejdet har givet mig en fornemmelse af anerkendelse… At jeg var modig og dygtig, kunne sætte mig noget for og gennemføre det. Men pludselig kunne jeg se, hvordan jeg billedlig talt havde gået imod snestormen med bøjet hoved de senere år. Jeg havde ikke haft hjertet og mig selv med.”

Energigivende at droppe masken
Da jeg taler med Naomi har hun kun det femte og sidste modul tilbage af sin uddannelse. Og det er tydeligt, at uddannelsen allerede har sat markante spor, både personligt og på arbejdet. ”På coachuddannelsen oplever jeg, at man møder hinanden ærligt, uden filter. Det har været en kæmpe befrielse at få lov at prøve det, for det er sådan, jeg gerne vil være i alle relationer. Og det er i virkeligheden første step efter uddannelsen: jeg vil ikke længere spekulere på, hvordan andre oplever mig.”

Naomi fortæller, hvordan det har givet hende en kæmpe ro og energi at tillade sig selv at droppe de masker, hun normalt har haft en tendens til at tage på i mødet med andre. Og hun fortæller, at hendes nye, vigtigste værdi er ordentlighed, som i hendes terminologi handler om at møde andre åbent, fordomsfrit og uden filter.

Naomi griner. Jeg spørger, om ikke det kan give nogle knubs, når man begynder at vise, hvem man er og ikke bare lader sig modellere? Svaret kommer hurtigt og overbevisende: ”jo, det kan det helt klart! Men jeg tænker, at det er nødvendigt!”

Genopdaget styrke
For nogle år siden begyndte nye vinde at blæse i den virksomhed, Naomi er ansat i, med masser af nye udviklingsmuligheder til følge. Og det var i slipstrømmen af denne udvikling, at Naom opdagede, at hun umærkeligt var gået på kompromis med sine egne værdier og styrker. Styrker som hun nu er begyndt at (gen)opdage og værdsætte.

”Arbejdsmæssigt – i salgsmiljøet – bliver jeg måske opfattet som blød og meget reflekterende men det er faktisk en af mine styrker i det strategiske salgsarbejde, og en af grundende til, at jeg har haft succes med mine kunderelationer, at jeg kan møde kunderne åbent og med tillid og troværdighed. Det skaber tætte relationer. Det havde jeg bare glemt i den udvikling, jeg var inde i."

Efter hun er startet på coachuddannelsen er Naomi begyndt at møde kolleger og kunder på en måde, hvor hun ser mennesket bag i stedet for kun den sammenhæng, de arbejder i. ”Mine redskaber fra coachingen dukker op i måden, jeg snakker med mennesker på: Jeg lytter på en helt anden måde. Og jeg er begyndt at stå tydeligere frem som den, jeg er."

Farvel, Tankemylder - Goddag, Glæde!
I dag er Naomi nået frem til noget væsentligt. At anerkendelse langt fra er det vigtigste i livet. Hun er lettet over at have fået styr på sine værdier og at have fået et redskab, hun kan bruge, når tankerne kører i ring.

”Helt overordnet har uddannelsen givet mig et sprog, nogle værktøjer og indsigter, så jeg nu kan formulere for mig selv: ”Hvad handler det her egentlig om?”. Det har hjulpet med til, at jeg ikke har så meget tankemylder som før. Og så er jeg grundlæggende bare mere glad for og stolt af mig selv. Glæden er kommet ind i mit liv igen. Også i arbejdet!”

Mia om coachuddannelsen

Mia Muxoll Rasmussen fortæller om sin oplevelse med at tage Coachinguddannelsen hos Manning Inspire... Se med og hør hvordan hun både har fået værktøjer til sit arbejde som operationsspecialist, og samtidig har arbejdet med sin egen perfektionisme.

Theis fortæller om coachuddannelsen

Theis er netop blevet certificeret coach fra Manning Inspire. Klik på playknappen for at høre Theis' oplevelse med coachuddannelsen. 

”Masteruddannelsen har givet mig dybde – også i min coaching”

Foto: Rene Kongsgaard fra Kongsgaard foto

Interview af Erickae Cécile Sommerhill

Johan Kulas Gads interesse for coaching blev vakt en aften i et sommerhus for lidt over tre år siden. Dengang var han Officer og arbejdede bl.a. med logistik. I dag har han titel af HR-officer og driver sin egen virksomhed, GrowYourself. Coachuddannelsen gav Johan et uvurderligt værktøj til at identificere mål og forhindringer, men Mastercoachuddannelsen har givet hans coachingsessioner (og ham selv) en hel ny dybde.

Det er første dag i børnenes efterårsferie, og HR-officer i Forsvaret, Johan Kulas Gad, er alene hjemme med sin og hustruens tre børn. Alligevel stiller han beredvilligt op til en lang telefonsnak om coaching. Fordi det betyder noget særligt for ham.

Hans stemme er venlig og rolig. Man kan mærke, at Johan er en mand, der er vant til at træffe beslutninger, men at han også er følsom og reflekterer meget. Jeg er nysgerrig efter at vide, hvordan en militærmand som ham fandt ind i coachingverdenen.

”Min hustru Linda havde fået en ny stilling og var i den forbindelse blevet anbefalet at se nærmere på coaching som redskab, så hun havde købt Sofia Manning og Mie Kaaes bog ”Hvad vil du virkelig?”. En aften for tre år siden, da vi er i sommerhus med vores børn, er der fodboldslutrunde i fjernsynet, og da Linda er mere hooked på fodbold end jeg er, ender det med at Linda ser fodbold, mens jeg læser bogen!”

Et vadested og en ny begyndelse
Johan fortæller begejstret, hvad det betød for ham at læse bogen; den prikkede virkelig til hans nysgerrighed. Så da der efter sommerferien blev rundsendt en mail på Johans arbejde med en opfordring til at søge en pulje med kompetenceudviklingsmidler, søgte han penge til at tage Manning Inspires coachuddannelse – og fik dem.

Coachuddannelsen blev starten på en rejse for Johan, som stadig er i gang. På alle planer.
”Jeg tror i realiteten, at jeg stod i et vadested – og det gør jeg faktisk stadig. Jeg påbegyndte
allerede dengang en tankerække mod at gå ud af Forsvaret, hvor jeg har arbejdet siden 2001. Jeg har i alle årene været rigtig glad for mit arbejde, men på det tidspunkt var min kone og jeg for alvor begyndt på familielivet med små børn, og jeg var ikke så hooked på at skulle udsendes mere. Så jeg havde et ”hvad skal jeg så”-perspektiv i mit liv, men havde ingen idé om, hvad jeg ville.”

Mindre logistik, mere menneske
Det er, som om universet har haft en finger med i spillet og har ønsket, at Johan skulle bruge sine ny-tillærte evner som coach inden for de vante rammer i Forsvaret. For umiddelbart efter, at Johan var blevet certificeret Life- og Business Coach fra Manning Inspire, blev der en stilling ledig i HR-afdelingen på Vordingborg Kasserne – og den fik han.

”En af de erkendelser, jeg fik på coachuddannelsen var, at jeg skulle noget andet. Jeg havde i
mange år arbejdet med logistik. Da vi var udsendt i Afghanistan havde jeg bl.a. til opgave at stå for logistikken omkring hjemtransporten af en afdød kollega. Jeg fandt ud af, at jeg fremover skulle arbejde meget mere med mennesker og menneskers udvikling.”

I sin nye stilling som HR-officer fik Johan fingre i helt nye opgaver. Han havde stiftet bekendtskab med coaching på lederuddannelserne i Forsvaret og på officersuddannelsen, hvor de var blevet introduceret til et par modeller og nogle spørgeteknikker. Men det havde altid kun handlet om den nøjagtige arbejdskontekst, de var i, så for Johan havde coaching indtil da været et rent ledelsesværktøj. Nu, efter at have taget coachuddannelsen, havde han fået nye værktøjer.

”Jeg lavede en aftale med mine chefer i Vordingborg om, at jeg måtte lave nogle personlige
udviklingsforløb med nogle af mine officerskolleger. Det fungerede rigtig godt, men jeg kunne godt mærke, at i forholdt til det, jeg gerne ville – at nå et skridt dybere med folk – dér manglede jeg stadig noget.”

Sulten efter mere
De 6 trin, som Johan havde lært på grunduddannelsen, var en rigtig god grundskabelon til at holde fremdrift i coachingsamtalen, og de skabte mærkbare resultater, men Johan ville mere. Han ville udvikle sig yderligere, tilegne sig flere coachingværktøjer og blive i stand til at skabe flere nye perspektiver for sine klienter. Derfor valgte han i slutningen af 2016 at tage Master-uddannelsen.

”Jeg kunne mærke, at det univers, den energi og det rum, som Sofia og Chris Manning har skabt hos Manning Inspire, ville jeg gerne tilbage til. Det er en helt speciel oplevelse at være der. Alle de gange, jeg har været til undervisningsdage er jeg gået derfra med fornyet energi, er kommet ud med et boost og har følt mig inspireret til at bruge de værktøjer, jeg har fået. Samtidig har jeg følt mig set og rummet og har haft nogle dybdegående samtaler om mig selv, som jeg ikke på forhånd vidste, at jeg var klar til at have.”

Johan er netop blevet færdig med Master-uddannelsen i sensommeren. Og hvad har han så fået med derfra?

”Jeg har fået meget mere indblik i selvindsigt som en vej til at opnå udvikling. I stedet for, at det handler om den her lineære bevægelse – ”vi står her i dag og har et mål, og hvilke forhindringer skal du have af vejen for at komme over i det mål” – så handler det nu mere om den dybere årsag: ”Hvorfor gør jeg, som jeg gør? Hvorfor løber jeg ind i den samme forhindring gang på gang?” Hvis vi arbejder med selvindsigten og det dybere udviklingsforløb, så kan vi for alvor få fjernet årsagen til, at en forhindring dukker op igen og igen.”

Mere end et ledelsesværktøj
Tilsammen har Coach- og Mastercoachuddannelserne givet Johan nogle helt konkrete og vigtige værktøjer i hans daglige arbejde i Forsvaret.

”Jeg underviser i coaching som ledelsesværktøj, og så sidder jeg både som rådgiver for min afdelingschef og for seks underafdelingschefer. Jeg bruger typisk coaching, når de kommer med en speciel problemstilling og spørger om råd, for jeg har ikke deres indsigt i de vilkår, de har i underafdelingerne, så derfor kan jeg ikke skabe ligeså bærende løsninger, som dem, de selv når frem til med hjælp fra mine coachende spørgsmål.”

I privaten er coaching ikke længere et fremmedord. Hustruen Linda uddannede sig nemlig til systemisk coach, og det gør, at de to ofte har nogle spændende – og efter eget udsagn ret nørdede – samtaler om coachingmetoder. For Johan helt personligt har coachuddannelserne betydet alverden:

”Uddannelserne – og særligt Master-uddannelsen – har været med til at give mig en vej til at se på, hvorfor jeg gør, som jeg gør, og dermed ikke bare acceptere, at jeg har en eller anden
standardreaktion. Nu kan jeg kaste lys på det, og jeg ved, at det er mit eget valg. At jeg er ansvarlig for min egen lykke. Og Henriette Claydon-Smiths (underviser på Master-uddannesen, red.) undervisning i egentilstand og praksisser har givet mig rigtig meget værdi; Jeg er begyndt at meditere og går til yoga for at blive mere groundet i mig selv. Det har åbnet en helt ny verden op for mig og har betydet meget for mig i mit familieliv… Jeg har fået en anden ro og tilstedeværelse i nuet.”

Vertikal coaching
Professionelt er Johan dog stadig i et vadested i sit liv. Han er glad for sit job i Forsvaret. Men noget banker også på. Han har drømme for sin konsulentvirksomhed GrowYourself, som han pt. kører på lavblus ved siden af sit fuldtidsarbejde i Forsvaret. Han ser et kæmpe potentiale som konsulent i den offentlige sektor, men det er bare, som om tiden ikke er moden til at gå selvstændig på fuld tid lige nu. Så det, at han står i et vadested, er velovervejet og helt OK. Coachen har coachet sig selv. Vejet for og imod.

I løbet af samtalen er Johan blevet meget fri i sin tale. Han taler hurtigt og selvsikkert, og han leder ikke så meget efter svarene, som han gjorde for en time siden, da jeg ringede ham op. Det er tydeligt at mærke, at snakken om, hvad coachingen har betydet for ham, har løsnet ham op, fordi vi har ramt noget, der er vigtigt for ham. Og han slutter samtalen med en klar opfordring:

”Til coaches, der brænder for værktøjet, vil jeg sige: Tag Master-uddannelsen. På
grunduddannelsen lærer man 6 trins modellen og selvfølgelig også nogle andre værktøjer
undervejs, men det handler meget om den horisontale udviklingsvej. På Master-uddannesen lærer du at coache vertikalt – i dybden.”

”Jeg ville gerne have noget af det, hun havde!”

Ruth Hagerup - Uddannet coach ved Manning Inspire

Af Erickae Cécile Sommerhill

Som alt andet i Ruth Hagerups liv, kom coachingen flyvende forbi hende som en due, lidt tilfældigt, til en familiesammenkomst. Hun endte med at tage coachuddannelsen, og det har både rusket op i gamle, fastgroede overbevisninger og pustet til helt nye karrieredrømme. Vi har mødt Ruth til en snak om at bygge bro mellem sin indre ungdomsrebel og en mere borgerlig side; om endelig at turde vælge aktivt til og fra i livet (også hvad angår venskaber), og om en spirende drøm om at supplere jobbet som anæstesilæge med kasketten som coach, og allerhelst for modne mennesker, der har mistet livsglæden og bare ”venter på, at børnene ringer”.

Vi sætter Ruth Hagerup (født 1953) stævne i hendes lille, stemningsfulde lejlighed i Charlottenlund, hvor øjnene automatisk går på opdagelse. Det er tydeligt, at her lever et menneske med eventyr i blodet og kærlighed til bøger, kunst og musik.

På bordet står kander med både kaffe og te, og man får lov at vælge, om man vil drikke af rustikke keramikkrus eller musselmalede kopper, og de forskellige kopper viser sig at sige en hel del om den rejse, vores værtinde har været ude på de senere år – men det vender vi tilbage til. For hvem er Ruth?

”Jeg kommer fra et hjem, der udefra set så rigtig pænt ud, men med et par forældre uden fælles værdier, en psykisk syg bror og virkelig meget lort. Det er først nu, at jeg er ved at opdage, at jeg burde have gået til psykolog siden jeg var 12 år, hvor min bror begik selvmord. Men jeg er ligesom også opdraget med, at psykologer er sådan nogle der sover, mens man fortæller om sine ting. Det er måske derfor, jeg blev lidt tiltrukket af coaching, hvor man er i dialog...”

Coachingen stødte Ruth på som 58-årig til en familiefest, hvor Sofia Manning også var med. De to faldt i snak, og undervejs i samtalen fik Ruth fortalt Sofia om nogle kollegiale problemer på sin arbejdsplads, og på en eller anden måde fik Sofia stillet de helt rigtige spørgsmål, der fik Ruth til at se situationen i et nyt lys. ”Jeg syntes, hun var wauw. Og jeg tænkte, at jeg gerne ville have noget af alt det, hun havde!”

Kort efter var hun tilmeldt coachuddannelsen, og det var en helt ny verden, der lukkede sig op for hende. ”Det var en helt fantastisk energi; spirituelt men ikke spor hokuspokus. Det var dejligt at møde mennesker, som alle sammen kom for at gøre det bedre for sig selv og andre.”

Duen, der fløj forbi
Og selvindsigterne stod i kø. Ruth husker, hvordan de allerede på den første dag på uddannelsen skulle lave en øvelse, hvor de fik et øjeblik til at udpege sig den makker, de helst ville arbejde sammen med i de kommende dage. Ruth kunne ikke rigtig beslutte sig og fik derfor ikke valgt en makker, før tiden var gået – så hun endte med at lade sig vælge. Underviseren forklarede, at sådan som vi gør én ting, gør vi alting. Og det ramte plet.

”Det viste jo, at jeg bare venter på, at der flyver en due forbi.  Sådan har det også været i mit forhold til mænd. Det var lidt flovt at opdage, for jeg ville jo gerne føle mig som sådan en proaktiv én, der selv gik og valgte mine ting, men det gjorde jeg ikke. Jeg har altid været bange for at vælge – for man kan jo vælge forkert, så det er nemmere, hvis det sker for en. Men nu er jeg blevet opmærksom på det, så nu kan jeg så gøre noget andet, og det er jo fantastisk!”

Ruth forklarer, at erkendelsen har haft stor betydning for hende. Nu lader hun ikke bare tingene ske. Hun har truffet en række aktive valg, og har blandt andet ryddet ud i gamle venskaber, der ikke længere gav hende noget. Og hun har også revideret en fasttømret, gammel overbevisning fra sine ungdomsdage om, at man for alt i verden ikke må virke borgerlig. Hun forklarer:

”Det med at blive læge var også en due, der fløj forbi. Jeg ville have været konservator, hvilket jeg ville have været perfekt til. Men så skulle man både være sproglig og matematisk, og dem, jeg kendte, begyndte at læse medicin, og så gjorde jeg også det. Og så fik jeg kammerater, fyre og alt sådan noget, og pludselig var jeg gravid og boede i kollektiv med blandt andre min veninde, der også læste til læge, og så kørte det. Jeg var også lidt betaget af, at det var fint at være læge. Jeg kom i et meget venstreorienteret miljø, og det var lidt besnærende at stå der med huller på strømperne og uglet hår med blomster i og så være læge!”

En indre konflikt
Men inde i Ruth var det ikke nemt. For hun var splittet mellem sin indre rebel, der i tråd med tiden så sig selv som frigjort, og var imod alt, hvad der hed autoriteter og konservative værdier, og så på den anden side den borgerlige lægeverden, hun var trådt ind i.

”Fra jeg var ung var der stærke antiværdier, og det eneste, man ikke måtte være, var borgerlig. Det var virkelig svært at gebærde sig! Man kunne ikke bare komme i almindeligt tøj til ansættelsessamtaler, der skulle altid være et eller andet, for eksempel huller på sokkerne, så det ikke så for pænt ud, og samtidig skammede man sig og sad og gemte sig. Og man så ned på folk, der gik i bidselsko, dem gad man slet ikke snakke med. Det gav mig sådan et kompliceret forholdt til mig selv. Jeg har på den måde altid følt mig lidt forkert og u-autentisk. Men der har coachingen, uddannelsen og alle de skønne mennesker, jeg mødte der, været med til at bløde op på de her meget dogmatiske værdier.”

I det hele taget kan Ruth i bakspejlet se, hvor mange overbevisninger og regler, hun har båret rundt på i sit liv. Regler om, hvad der var rigtigt og forkert – hvad man måtte, skulle og burde – og det har gjort livet unødigt kompliceret, ikke mindst på kærlighedsområdet.

”Jeg havde engang en kæreste, der blev kaldt Bjarne Verdensmester. Han arrangerede rejser og oplevelser for velhavere, og det var helt modsat af det med at være venstreorienteret. Men jeg var vildt forelsket i ham. Vi flyttede sammen, og det gik overhovedet ikke, og jeg fik ham meget hurtigt gjort til psykopat og sindssyg på alle mulige måder. På coachuddannelsen lærte om de forskellige Enneagram-typer og pludselig kunne jeg se, at han jo bare er en type 8.”

Ruth slår en latter op. ”I stedet for at synes, at folk er nogle lede, dominerende, tarvelige psykopater, kunne jeg pludselig indse, at folk jo bare kæmper for deres. Ikke fordi de er onde, men fordi de for eksempel bare ikke kan tåle, at nogen bestemmer over dem, eller fordi de skal være perfektionister. Alle har deres kampe, og derfor holder de paraderne oppe. Det har været helt fantastisk for mig at opdage, at vi alle er forskellige! Det gør også, at jeg har fået en helt anden kærlighed til nogle gamle venner, som jeg før ikke forstod. ”

At få mere ud af livet
Ruth har været igennem en del i sit liv. Barndommen, som vi har berørt. Et langt og fantastisk, men også besværligt ægteskab i Jylland, sygdom og skilsmisse. Og så den underliggende grundtone af indre uro og rastløshed; en følelse af aldrig at have fred med sig selv.

”Jeg har taget coachuddannelsen for at få mere ud af livet. Jeg vil gerne være reklamen for kvinden i min alder, der vil ud og opleve noget mere. Hun skal tage uddannelsen for selvudviklingen og selvforståelsens skyld, for at få mere accept og tolerance – ikke mindst af sig selv! Hun skal tage den for at spejle sig i de andre mennesker på kurset, som er skægge og skønne, og for pludselig at få en hel ny verden ind i sit liv.”

Indtil nu har Ruth kun brugt coachingen rent privat, for eksempel med veninder, der ikke kunne finde motivationen til at tabe sig. Og det hjalp dem. Så på det seneste er der dukket en lille drøm op om at supplere sit virke som anæstesilæge med en karriere som coach.

”Jeg er utroligt tiltrukket af tanken om at blive coach for mennesker på min egen alder, som er gået i stå og synes, at de er forkerte, at livet er slut, og at ingen gider have med dem at gøre. Dem, synes jeg, at der er rigtig mange af. Og jeg vil gerne hjælpe dem med at motivere sig selv og finde lysten og glæden, i stedet for at for at være triste og vente på, at børnene ringer.”

For Ruth personligt har det været værdifuldt at lære sig selv bedre at kende. For som hun siger, ”når man kender sig selv, bliver man også bedre til at se glæden og sorgen, og man møder sine dæmoner på et andet niveau.”

Farvel til pleaseren
En af Ruths indre dæmoner har været pleaseren, der for alt i verden skulle være den søde, charmerende og gode. Ruth fortæller, at hendes madlavning altid har været omdrejningspunktet, både i familien og når hun har haft venner på besøg. Madlavningen var nemlig hendes garanti for ros og anerkendelse.

”Det gider jeg ikke så meget mere, og det er kommet efter uddannelsen. Det må nogle andre gøre nu. Jeg vil hellere sidde og snakke med gæsterne, og jeg behøver ikke lave al den mad for at blive anerkendt. Det har faktisk været en test på, om folk stadig elsker mig, selvom jeg ikke laver mad til dem – og det gør de”, slutter hun med et smil.

Også i Ruths arbejde som læge, hvor hun ofte har oplevet konflikter og mobning mellem faggrupperne, er der sket en stor ændring. ”Uddannelsen har været et trin i min selvudvikling. Jeg har fået en meget større selvforståelse og tolerance.  Jeg lader mig ikke længere ramme af konflikterne.  Før tog jeg det personligt, men nu tænker jeg, at de må have problemer derhjemme, siden de skal mobbe.”

Tolerancen overfor sig selv bringer os tilbage til kaffebordet. At keramikkopper fra en svunden hippietid i dag står side om side med musselmalede kopper – måske noget af det mest borgerlige, man kan tænke sig – er på mange måder det perfekte sindbillede på Ruth anno 2016. En Ruth, som har sluttet fred mellem den indre rebel fra ungdommen og ”hende den borgerlige”.

”Nu tillader jeg mig selv at være borgerlig, det er så frækt!”, siger hun og griner, mens hun fortæller, at de musselmalede kopper er nyindkøbte. ”Der er stort set ikke et møbel i mit hjem, der ikke er fundet i en container, men nu overvejer jeg at købe nogle møbler og gøre det lidt pænt. Jeg kunne i virkeligheden godt tænke mig Ægget!”

”Jeg er glad for, at jeg gik imod min egen overbevisning!”

Interview af Erickae Cécile Sommerhill

Tini Owild var en succesfuld stylist på mode- og reklameoptagelser, da hun havnede i sit livs krise, der omfattede stort set alle områder i hendes liv, inklusive økonomien. Selvom det stred mod Tinis overbevisninger, valgte hun at bruge yderligere af kassekreditten og tage uddannelsen til coach hos Manning Inspire. Og det er ifølge hende selv den bedste beslutning, hun har taget – for det tjente et højere formål. Bøtten er nu vendt, og Tini har i dag succes med sin forretning StyleWise, hvor hun holder foredrag om personlig stil, skriver bøger og uddanner stylecoaches. Vi har mødt Tini til en snak om vigtigheden i at investere i sin egen personlige udvikling, om at løfte sig ud af krisen som en ny udgave af sig selv – og om befrielsen ved at stå af præstationsræset.

Vi møder Tini Owild (født 1964) i hendes lejlighed, som også rummer kontor for hendes forretning StyleWise, hvor hun bl.a. holder foredrag om personlig stil, skriver bøger og uddanner stylecoaches. Det er tydeligt, at her bor en kvinde med sans for det visuelle. Farver, former og mønstre er nøje sammensat, men på en dejligt afslappet og uprætentiøs møde, præcis som vores stilsikre værtinde med de karakteristiske viltre, røde krøller.

På Tinis hjemmeside kan man læse et åbenhjertigt interview, der kan være svært at ryste af sig igen. Her åbner hun op for en barndom præget af bl.a. forældrenes skilsmisse, årene på børnehjem og om stor ensomhed som barn.

Nogle mennesker knækkes af livet, andre vokser. Tini tilhører øjensynligt den sidste kategori.

”Der er ikke så mange, der kender min historie, med mindre de altså læser den på min hjemmeside. Det er heller ikke noget, jeg snakker så meget om. Faktisk var det Sofia Manning, der opfordrede mig til at åbne op for min historie i forbindelse med min forretning, fordi det kan være godt at kende mennesket bag. At vide, at jeg ikke er fuldkommen perfekt, at alt ikke er snorlige.”

Den værste krise
Og alt har ikke været snorlige, hverken i Tinis barndom eller voksne liv. Efter mange år som succesfuld stylist på mode- og reklameoptagelser, valgte Tini at kaste sig ud i at producere sin egen tekstilserie. Alt blev sat ind på forretningsideen, og det tegnede lyst; produktprøverne var lige i øjet, og kunder som Illum, Louisinana og Interstudio stod på spring for at købe kollektionen.

Men da kasserne med de forudbetalte varer ankom og blev åbnet, lignede de slet ikke prøvekollektionen. Det var en katastrofe. Og samtidig blev Tini skilt fra sin mand. Det føltes som om, alt var tabt på gulvet.

”Jeg oplevede den værste krise i mit liv. Økonomisk, følelsesmæssigt, alt muligt på én gang. Jeg havde mistet alle mine sparepenge. Jeg havde lånt penge af nogle venner, og min mor og hendes mand havde kautioneret med deres hus, deres opsparing. Jeg havde aldrig før haft rod i økonomien. Nu stod jeg med en gæld på en lille million.”

Et højere formål
Tini havde med stor interesse læst Sofia Mannings bog ”Coaching”, og selvom hun også dengang havde en overbevisning, der siger, at man ikke kan bruge penge, man ikke har, så besluttede hun sig alligevel for at trække yderligere på den kassekredit, der i forvejen lyste rødt, og tilmelde sig coachuddannelsen hos Manning Inspire.

”Det var det bedste, jeg kunne gøre på det tidspunkt. At gå imod min egen overbevisning. For lige dér tjente det et højere formål. Det var en investering i min egen selvudvikling, og jeg er glad for, at jeg turde gøre det. Ellers havde jeg nok ikke stået her i dag, for det startede hele udviklingen. Og set i bakspejlet, tror jeg, at Universet ville have, at jeg skulle genopstå i en ny udgave af mig selv. Jeg skulle simpelthen lave nogle andre ting.”

Universet fik sit ønske opfyldt. Kort før Tini begyndte på uddannelsen, var hun af tilfældige omveje begyndt at stylerådgive kunder i individuelle forløb. Men det var noget helt andet end de stylingopgaver, hun havde været vant til på mode- og reklameoptagelserne, hvor tøjet og produkterne er i fokus. Nu var det pludselig kunden – mennesket – der var i centrum, og det krævede en helt ny tilgang til arbejdet.

De har jo betalt for det
”Min indstilling var, at ”nu skulle de sgu se godt ud, for det havde de jo betalt for” – men mine kunder stejlede fuldstændigt! Først kunne jeg ikke forstå, hvorfor de ikke bare ville se pisselækre ud, indtil det gik op for mig, at jeg ikke kan style kunden fra 0-100 på et splitsekund. Jeg er nødt til at have kunden med i processen.”

Tini valgte at tage coachuddannelsen hos Manning Inspire, fordi hun kunne mærke, at hun havde brug for redskaber, når hun skulle rådgive sine kunder. Og så var hun tiltrukket af ideen om at blive udfordret på sit tankesæt, sine overbevisninger og holdninger til ting. ”Jeg kan godt lide at blive udfordret på den måde. Sidde og tænke. Og hvor tit bruger man så mange timer på sådan noget? Sjældent, og ikke på den intense måde. Det var lige mig!”

Specielt i den situation, hun stod i – stresset og i sit livs krise – viste uddannelsen at give hende præcis, hvad hun havde brug for. Udover brugbare redskaber til sit nye arbejde med rådgivning af kunder, gav den hende også en anderledes, lettere tilgang til livet. Før coachuddannelsen havde Tini det for eksempel med at tillægge det negativ betydning, hvis en blandt publikum til hendes foredrag gabte, kiggede på sin mobiltelefon eller rejste sig og gik.

”Jeg kunne god tolke på alt muligt og tillægge det negativ betydning. For eksempel, at jeg nok ikke var interessant eller god nok. Det, synes jeg, jeg har sluppet, også i relationer. Det handler om ikke at være så hurtig til at tillægge alt en betydning. Det er ikke sådan, at jeg aldrig kommer til det mere, jeg er ikke Buddha, men det er kraftigt reduceret, og det er en klar fordel, for jeg er sluppet for en masse ævl og bævl inde i mig selv. Det er en stor befrielse at træde et skridt tilbage.”

Fra arbejde til business!
Mødet med Manning Inspire blev også til et personligt møde med Sofia Manning, som gav Tini sparring på hendes nye liv og forretningsideer.

”jeg havde aldrig tænkt på det som business, men det begyndte jeg at gøre, og det var så fedt! Det kom op på et helt andet level. ”Bum! Nu skal vi lige stramme røven. Nu er det en forretning!” Det hjalp mig. Og i dag kan jeg godt lide at knalde den kasket på og vejlede andre, der har en businessidé med at være realistiske og gå meget konkret til opgaven.”

Coachuddannelsen og sparringen med Sofia gav Tini ideen til den stylecoach uddannelse, hun driver i dag, og som både henvender sig til mennesker, der vil arbejde med sig selv og sin personlige stil, og til folk fra branchen, for eksempel stylister, make-up-artister, kosmetologer, frisører, indkøbere eller personale i tøjbutikker, der vil være bedre til at rådgive kunderne.

Et coachende mindset
Det med, at træde et skridt tilbage og tage det coachende mindset på, når man rådgiver, er en af de vigtigste ting, Tini træner sine studerende i på uddannelsen.

”De lærer, at de skal lytte til, hvad kunden siger – det er et helt nyt mindset, de skal have. Hvis kunden synes, at hun har tykke arme, kan man ikke bare sige ”nej, det har du ikke” og så tro, at den er slettet af listen. Det skal man tage alvorligt, og i stedet kan man sige, ”Jeg kan godt høre, at du synes det – men når jeg kigger på dig, uden at kende dig udefra og ind, så lægger jeg slet ikke mærke til det.” Man kan introducere, at det måske er vokset i hendes indre i forhold til, hvad andre overhovedet lægger mærke til.”

Tini forklarer, at den store forskel på en stylist og en stylecoach ligger i, at kunden er i centrum. Vores ydre hænger sammen med vores indre, og når vi justerer på vores stil, tøj og hår, justerer vi også på nogle ting inden i os selv. På den måde har arbejdet med den personlige stil vist sig at være en meget effektiv indgang til selvudvikling. Så hvis folk skulle mene, at mode og styling er overfladisk, kan de ifølge Tini tro om igen.

”Det er noget pjat. Alt, både dit hjem, dine venner og dit tøj, afspejler, hvem du er. Det er ikke tilfældigt, hvad du har på. Det er jo en forlængelse af dig selv. Så dit tøj er super vigtigt. Det er på ingen måde overfladisk at arbejde med din stil; det kan du hente mange fede gaver i at gøre. Det kan åbne dig op på samme måde, som når du går til en coach.”

Lille justering, stor effekt
En af de indsigter, Tini sørger for at give videre til sine studerende er det, at selv små justeringer i en kundes stil kan have en enorm betydning for kunden – og det skal man respektere.

”Noget som stylecoachen ser som et lille skridt – som at begynde at bruge accessoires – kan være en stor ting for kunden. Jeg lærer mine studerende, at hvis de bare bestræber sig på at møde kunden, hvor kunden er, så begynder der at ske nogle ting. Det bliver nogle meget bedre sessioner. Det er ikke sådan, at jeg som stylecoach skal præstere et eller andet sindssygt resultat. Det er faktisk meget befriende.”

Til spørgsmålet om, hvor Tini er om fem år, svarer hun: ”Jeg laver det, jeg brænder for nu. Jeg arbejder med mennesker, med personlig stil og med at åbne op til alt det, kunden har indeni og kan. Jeg kan se det i deres øjne, når jeg har flyttet noget! Det er det, jeg brænder for. Men det kan jo tage mange drejninger, og forhåbentlig udvikler det sig mere og mere.” Tini holder en lille kunstpause. ”Jeg ville ønske, at jeg kunne komme i kontakt med alle,” smiler hun og fortsætter, ”for jeg ved, at arbejdet med den personlige stil gør en kæmpe forskel for folk!”

At turde livet – også når det gør ondt

Stine Arenshøj, uddannet coach ved Manning Inspire

Interview af Erickae Cécile Sommerhill

For Stine Arenshøj har værktøjerne fra Manning Inspires coachuddannelse været livsændrende. Ikke kun fordi de gav hende modet til at tage springet fra jobbet som succesfuld (men drænet) brandinspektør og indsatsleder til livet som selvstændig virksomhedskonsulent, coach og foredragsholder. Men allermest fordi værktøjerne kastede nyt lys over et liv, der har budt på flere grufuldheder, end godt er. I interviewet her fortæller Stine om gaven i at finde meningen med livets mørke og om modet til at være sig selv tro – også når hun om kort tid tager rituelt afsked med sit gamle liv på en måde, der potentielt kan have store helbredsmæssige omkostninger. Hvorfor? Fordi det føles helt rigtigt.

”Jeg kan huske, at jeg på de første moduler af coachuddannelsen tænkte: ”Jeg har spildt 50.000 kr. Alt det her er jo noget, jeg godt ved”. Sådan har jeg det på ingen måder i dag – tværtimod. Uddannelsen ændrede mit liv! Men jeg tænkte sådan, fordi det var enormt nemt for mig at forstå de ting, vi lærte, og fordi jeg var dygtig til at coache, sikkert fordi jeg i mit daglige virke var vant til at tale med mennesker i krise. Det var først derhjemme, da jeg reflekterede over tingene og satte dem ind i mit eget liv, at tiøren faldt; Jeg var slet ikke tro mod mig selv!”

Da Stine Arenshøj (født 1976) tager coachuddannelsen tilbage i 2012, er hun på niende år ansat i beredskabet som bl.a. brandinspektør og vagthavende indsatsleder. Hun er vant til at tage sig af mennesker i akut krise og holde overblikket i voldsomme ulykkessituationer. Hun er dybt interesseret i arbejdet med den menneskelige psyke, og har kort forinden taget en uddannelse i TRiM; en særligt virkningsfuld, evidensbaseret krisehåndteringsmetode.

”TRiM-uddannelsen havde sat gang i en personlig udvikling. Men den helt store selvindsigt fik jeg først på coachuddannelsen.”

Mættet af voldsomme ting
Hos Manning ser Stine tilbage på et liv præget af voldsomme oplevelser. Stine har bl.a. været forsøgt dræbt af en tidligere kæreste, været udsat for fysisk vold, har mistet et barn, har måttet lade sig skille fra faren til sine to ældste børn, fordi han var psykisk dominerende, og hun har overlevet et hårdt forløb med livmoderhalskræft. Da hun begynder hos Manning er hun på tredje år i et forhold til Anders.

”Desværre er Anders psykopat. Jeg vidste det godt; han overskred mine grænser den ene gang efter den anden. Hvorfor jeg lod ham gøre det, vidste jeg ikke – det var en gåde for mig!”

Først undervejs i forløbet hos Manning mærker Stine, at hendes grænse er nået. De redskaber, hun præsenteres for, giver hende mulighed for at overskue sit liv, se mønstrene og erkende, at hun har et valg her i livet.

”Jeg kunne mærke, at jeg var mættet af voldsomme ting. Mættet af et job, hvor jeg kørte ud til voldsomme ulykker, bål og brand hele tiden, og drænet af at bo sammen med en psykopat.  Samtidig gav alt det, jeg havde været igennem, pludselig mening. For jeg stod med en viden og erfaring, du ikke kan købe dig til, og jeg kunne mærke, at hvis jeg i fremtiden bare kunne gøre det en lille smule nemmere for andre at gennemleve lignende situationer, så ville det være det hele værd. Jeg fik pludselig modet til at skifte retning uden frygt og dårlig samvittighed.”

Løb som terapi
Efter uddannelsen flytter Stine fra Anders, og det føles helt rigtigt. Men et halvt år efter sker det, der ikke må ske: Kræften bryder ud igen. Denne gang er hun dog bedre rustet, fordi hun har erkendt, at vi bliver den historie, vi fortæller os selv. Som hun siger, ”Hvis du går og siger til dig selv, at du ikke kan, så kommer du aldrig derhen, du vil.”

Umiddelbart efter sin operation i maj 2014 køber hun derfor et par nye løbesko, og selvom hun knap kan bevæge sig de fleste af dagene, løber hun – til alles store forundring – dagligt mellem 5 og 10 km.

”Det var, som om min krop havde brug for det. Løbeturene gjorde også, at jeg ikke frygtede for, om jeg ville dø. Det var ren terapi. Jeg fik simpelthen tænkt så meget over alle de ting, jeg havde lært hos Manning og fik sat dem i de rigtige kasser og rammer i forhold til, hvad jeg selv havde været igennem, hvor jeg var nu, og hvor jeg ville hen.”

Friheden som selvstændig
Stine ender med at sige sit job op og springe ud som selvstændig. Hun får banken til at give hende en kassekredit på 100.000 kr., og dem lever hun af de første to år, hvor hun kun har få opgaver. Til gengæld bruger hun tiden effektivt på at komme til hægterne, lære sig selv at kende og udvikle produkterne til sin virksomhed, Mind the Human.

Stine er i dag erklæret rask, og i Mind the Human uddanner hun medarbejdere i krisehåndtering, holder foredrag om sit liv, underviser og er i gang med at skrive en bog om Trail-løb [løb i skoven, red.], er freelance konsulent inden for sit gamle felt, og arbejder som coach for teams og enkeltpersoner.

”Det fedeste ved at være selvstændig er friheden i selv at definere, hvad man har lyst til at lave. Før gav det mening at sørge for, at folk ikke brændte inde. Nu giver mit arbejde mening – for mig selv!”

I januar sidste år holdt Stine foredrag om sit liv. Sådan lidt spontant fik hun kastet en begivenhed op på Facebook om foredraget, som hun kaldte ”At turde livet, selvom det gør ondt”, og i løbet af halvandet døgn var der 750 tilmeldte. Stine måtte i al hast booke en teatersal for at finde plads til de mange tilmeldte, og hun endte med at holde to foredrag lige efter hinanden med i alt 1.200 deltagere.

”Jeg fortalte hele min livshistorie. Foredragene handlede om at se det gode i stedet for det negative, om at lære noget af alt, hvad vi møder i livet. Jeg fik de vildeste tilbagemeldinger! Bl.a. kom der efter det ene foredrag en lille gut sidst i 20’erne hen til mig, meget forsigtigt. Han havde helt røde øjne og lignede en bandit. Han sagde, ”Da du fortalte mig om din eksmand, fandt jeg ud af, at jeg er den hverdagspsykopat, min kone har været udsat for… Det vil jeg gerne takke dig for.” En uges tid efter fik jeg en besked fra ham om, at han var begyndt hos psykolog, og at han og konen havde talt sammen. Det var mega fedt!”

Et stort punktum
Stines omgangskreds var meget imod, at hun sprang ud som selvstændig, mens hun endnu ikke var helt raskmeldt. Men hun havde arbejdet så meget med sin egen historie og sine egne ressourcer på coachuddannelsen, at hun havde fuld tillid til, at det var det helt rigtige at gøre. Det har hun også i dag, hvor hun, trods familiens bekymrede miner, om få måneder tager til Marokko for at løbe verdens mest krævende løb, Marathon Des Sables; 250 km. løb på fem dage i ørkensand og 50 graders varme med fuld oppakning.

”Det er et spørgsmål om frihed. Jeg behøver ikke at være stærk længere. Førhen i mit liv var jeg tvunget til at være stærk, hvis jeg ville overleve, nu behøver jeg det ikke. Testen ligger ikke i at gennemføre selve løbet, men fordi det er så psykisk hårdt, vil jeg blive konfronteret med alt, hvad jeg har gennemlevet. På den måde bliver løbet en slags ritual for mig.”

I forbindelse med træningen til løbet har Stine fået konstateret hjerteproblemer, og risikoen for et hjertestop dernede er til stede. Til spørgsmålet om, hvor selvkærligheden ligger i at gennemføre løbet på trods af denne risiko, svarer hun: ”Det kan godt være, at jeg kommer til at gå det meste af vejen, det er helt ok. Jeg lytter til mit fysiske hjerte! Før coachuddannelsen ville jeg bare være kørt på, uanset hvad, men nu har jeg selvindsigt. Det føles som et enormt stort punktum i frigørelse, frihed – og ja, faktisk i selvkærlighed.”

De seks trin – en verden til forskel
Som coach har Stine specialiseret sig i at arbejde med mennesker i krise af den ene eller anden art, f.eks. mennesker med stress eller personer, som lever i psykisk eller fysisk voldelige forhold eller har været igennem traumatiske oplevelse. Hun bruger først TRiM til at bryde med krisedelen, og bagefter Manning Inspires seks trin, når der bagefter skal arbejdes med ressourcer, værdier, ønsker, drømme og mål.

”De seks trin er fantastiske. Du kommer hurtigere igennem smerten og frem til det, du gerne vil opnå, forstået på den måde, at hvis du går alene og skal gætte og mærke dig frem til svarene, og dagene bare går, så kan du bruge måneder og år på processen. Her kan du jo gøre det med et snuptag! Det er en verden til forskel.”

Et nyt liv
Til spørgsmålet, om Stine bruger de seks trin i sit eget liv, svarer hun med det samme: ”Ork ja, altid! Det er blevet en helt naturlig del af min måde at tale med mennesker på, og særligt mine piger på ni og 18 år er nærmest opdraget efter Manning-principperne”, griner hun og fortsætter, ”De er fuldt bevidste om, hvad det er for en historie, de fortæller sig selv, de er bevidste om deres værdier i livet og om, at de altid har et valg.” Derfor er coachuddannelsen for Stine meget mere end en traditionel uddannelse.

”Én ting er, at man fagligt ønsker at uddanne sig til coach, noget andet er det menneske, man lige pludselig er blevet til ude på den anden side… det kommer snigende, på den fede måde! Så uagtet, at jeg først tænkte, at jeg måske havde spildt 50.000 kr., så har jeg på ingen måde været i nærheden af det! Uddannelsen gav mig en mulighed for at give mig selv en anden historie, og se på verden som åben og positiv, hvis jeg valgte det. En mulighed for at tro på mig selv. Den gav mig et nyt liv!”

Aldrig mere koks i værdierne

Henrik Tonsberg Løkke

Interview af Erickae Cécile Sommerhill

Henrik Tonsberg Løkke havde i mange år arbejdet med udvikling og træning af ledere, medarbejdere og teams, da han lidt tilfældigt – på grund af knas i kærlighedslivet – stødte på coachingens verden. Han blev fascineret af værktøjerne og valgte at tage coachuddannelsen hos Manning Inspire. Et valg, der har haft en kæmpe betydning for hans arbejde. At uddannelsen også skulle vise sig at ændre hele hans værdisæt som menneske, havde han dog ikke set komme. Vi har mødt Henrik til en snak om konsekvenserne af at have rod i sine værdier, om vigtigheden af at tage sig selv ud af ligningen, og om at turde vælge familien til på højden af sin karriere.

Det er alt andet end en almindelig arbejdsdag for Henrik Tonsberg Løkke, da vi en formiddag sætter ham stævne på hans arbejdsplads i Telenors hovedkvarter i Københavns Sydhavn. Det er nemlig dagen, hvor han siger op i virksomheden efter 14 års tro tjeneste. Det er tydeligt, at beslutningen har været svær at tage – også selvom den føles helt rigtig.

”Beslutningen om at skifte job er en del af rejsen, for det havde jeg ikke turde, hvis ikke jeg havde læst coachuddannelsen. Jeg har et rigtig sikkert og trygt job. Jeg har været her i mange år, jeg sidder i bestyrelsen som medarbejderrepræsentant og i alle mulige interne udvalg. Jeg kunne være blevet her de næste 20-25 år, og det havde sikkert også været meget godt… det er bare ikke lige det, jeg brænder for.”

Henrik Tonsberg Løkke (født 1977) forklarer, at han i alle årene har arbejdet med kommunikation, træning og udvikling af ledere og teams, men at hans måde at arbejde på har ændret sig radikalt, efter han tog coachuddannelsen hos Manning Inspire for otte år siden. Det vender vi tilbage til. Uddannelsen gav ham nemlig mere end nye værktøjer på jobbet, den ændrede også hans syn på livsværdier og parforhold.

”Dengang for otte år siden var jeg i et forhold. Vi var blevet gift og havde et lille barn på halvandet år sammen, men forholdet fungerede ikke. Min kone traf beslutningen om at vi skulle skilles, og det kom som et kæmpe chok for mig. Mens jeg var allermest i kaos omkring den her skilsmisse, talte jeg med en på mit arbejde, som havde taget coachuddannelsen hos Manning. Jeg gik rundt og tænkte, at jeg aldrig ville finde en ny kæreste, og at ingen ville have mig, men så lavede hun en sjov øvelse, hvor vi antog, at der måske er 500 piger ansat alene på vores arbejdsplads i Aalborg. Hun sagde ”Hvis jeg sendte en pop-up til dem og sagde ”Er der nogen af jer, der kunne tænke jer at være sammen med Henrik?”, tror du så, at der er nogen, der ville?” Og så måtte jeg jo sige… ”Jah, måske en enkelt eller to…?” Dét fik mig ud af dramaet og fik mig til at ændre perspektiv og tankegang. Det er jo en simpel teknik taget ud af en sammenhæng, men den havde en kæmpestor effekt.”

Et helt nyt perspektiv
Henrik var så inspireret af de snakke, han havde med sin kollega, at han valgte at tilmelde sig coachuddannelsen med start i august, kun to måneder efter skilsmissen. Mange i Henriks omgangskreds rådede ham på det kraftigste fra at starte på en ny uddannelse så kort tid efter skilsmismissen, mens han stadig havde et kaosperspektiv på sit liv, men set i bakspejlet var tidspunktet det helt rigtige. Ikke mindst fordi uddannelsen endte med at kaste lys på noget helt essentielt.
 
”Noget af det mest mind blowing for mig på hele uddannelsen var værdiafklaringen; en øvelse, hvor man, ved at se tilbage på de beslutninger, man har truffet i livet, kortlægger sit personlige værdihierarki. Da vi lavede øvelsen, gik det pludselig op for mig, at jeg sjovt nok havde prioriteret arbejdet over alt andet, og fravalgt min kone og mit barn. Gad vide, hvorfor det var gået galt! Det var en ret simpel øvelse, men det var alle pengene værd, for så kunne jeg begynde at spørge mig selv, om det var den prioritering, jeg vil have? Hvis jeg ville have kone og børn, burde den så ikke se anderledes ud?”

Allerede mens Henrik gik på uddannelsen hos Manning Inspire, mødte han sin nuværende kone, og de har fået tre børn sammen – så Henrik er i dag far til fire. Henrik forklarer, at hans kone, da de lige havde lært hinanden at kende, troede, at han var blevet en del af en sekt, for Henrik og hans studievenner, der ofte hang ud i lejligheden for at øve coachingværktøjer, var helt utroligt åbne over for hinanden.

”Nu forstår hun det, for hun endte med selv at tage uddannelsen sidste år, og hun står med nøjagtig den samme opfattelse som jeg; hun kom derfra med meget mere, end hun troede. Og de relationer, hun skabte der, er relationer som hun stadig sætter pris på. Hun troede bare, hun fik en coachingstruktur, så hun kunne holde en coachingsamtale. Men det, hun fik, var jo meget mere et livsperspektiv.”

Faktisk var det Henriks kone, der skubbede ham ud af komfortzonen og fik ham til at tage beslutningen om at skifte job. ”Det er hende, der mere eller mindre har tvunget mig ud i det, fordi jeg inden sommerferien sagde, at jeg måske skulle finde noget andet. Da hun sagde ”Godt, hvornår skal det så være?”, fik jeg ondt overalt! Men hun blev ved at presse på, ”Jamen, er det i morgen? Er det næste år?”. Hun brugte alle teknikkerne, og jeg vidste jo godt, at det var det, der skulle til. Ellers ville jeg bare have holdt fast.”

Det handler ikke om mig
Som nævnt har coachuddannelsen haft en radikal betydning i Henriks daglige arbejde med udvikling og træning af medarbejdere, ledere og teams. Hans tilgang til arbejdet er simpelthen anderledes – og det kan mærkes på resultaterne. Skal han pege på en enkelt ting, der har ændret alt, så er det værdien i at stille sig neutralt, tage sig selv ud af ”ligningen”, lytte intenst og stille de vigtige spørgsmål.

”Før gik jeg meget med på deres historier og gav dem enten ret eller uret. Nu lytter jeg til, hvilke overbevisninger de har; er der noget i deres værdier, der fucker op? – og så spørger jeg: ”Så hvad tror du, det handler om? Hvad tror du, der forhindrer dig i at opnå det?” Det er relativt få spørgsmål, der skal til for at flytte dem, men før tog jeg bare udgangspunkt i mig selv og det, som jeg troede på, var det rigtige.”

Henrik forklarer, at han i dag er meget opmærksom på gruppens dynamik, når han arbejder med teams; hvad der siges og hvad der ikke siges, de enkeltes kropssprog, og hvem der afbryder hvem. I gamle dage var hans fokus i højere grad på, hvordan han hurtigst muligt kunne flytte teamet fra A til B – men det var ikke nødvendigvis med teamets bedste for øje, men mere med blikket rettet mod KPI’et [Key Performance Indicator, red.] og lederens ønsker. Nu er billedet vendt på hovedet.

”Det er vigtigt, at det ikke er noget, du trækker ned over hovedet på teamet. Det er nøjagtigt ligesom i konflikthåndtering, salg og alt muligt andet: Hvis du fornemmer, at du bliver overtalt til noget, bliver du langt mere skeptisk, end hvis du bliver lyttet til og anerkendt.”

Nu kunne man frygte, at den coachende tilgang til arbejdet med teams nemt ender i et blindt fokus på bløde værdier – for hvad med virksomhedens (vigtige) forretningsmæssige mål og KPI’er? Henrik svarer uden at tøve: ”Jamen, det er dét, der løser KPI’et! Hvis medarbejderne ikke er motiverede, fordi ledelsen har sagt ”I SKAL!”, så vil der altid være typer, der modsætter sig, og så kommer man sjældent i mål.”

Løftet ud af dramaet
Coachingen bruger han også dagligt i arbejdet med den enkelte medarbejder, og han giver et aktuelt eksempel med en medarbejder, der på grund af parforholdsproblemer havde svært ved at fungere på arbejdet.

”Fra et forretningsmæssigt perspektiv giver det mening at bruge tid på at få medarbejderen flyttet til en tilstand, hvor hun ikke er i dramaet. Forleden var medarbejderen vildt frustreret hen på dagen, så vi tog en snak på 10 minutter, hvor jeg fik stillet hende nogle spørgsmål, der ændrede hendes perspektiv og fik hende ind i en tilstand, hvor hun var i stand til at koncentrere sig om arbejdet. Bagefter skrev hun til mig, at det var en snak, hun virkelig havde kunnet bruge. Det, synes jeg, er sindssygt givende i hverdagen! Det er værktøjer fra coachingkassen, og det kunne jeg aldrig nogensinde have gjort før. Dengang havde jeg sandsynligvis sagt: ”Du skal tage og gøre dét her”, ”læg det væk”, ”man skal ikke græde over spildt mælk, ”livet skal nok blive godt igen”, osv. Men det er jo ikke nødvendigvis det, hun havde brug for at høre.”

Henrik forklarer også, at den coachende tilgang bliver brugt flittigt på hjemmefronten. ”Det er noget med at gå på opdagelse og sige ”hvad handler det om?”, i stedet for bare at sige ”Det er også for dårligt, det kan ikke passe!”. Min kone og jeg har jo samme basisforståelse nu, så vi tager en nysgerrig vinkel på det og siger: ”Det er interessant, at du ser sådan på det, fortæl noget mere om det.” Det havde jeg aldrig vendt det til tidligere!”

Klare værdier
Henrik har succes på jobbet. Det går godt. Så hvorfor skifte arbejde nu? ”Vi er tilbage ved værdiafklaringsøvelsen. Hvis ikke du er opmærksom på, at du i 10 ud af 10 tilfælde vil prioritere arbejdet over alt andet, så vil du komme til at være rigtig god på dit arbejde, men rigtig dårlig alle andre steder. Og så skal man måske tænke på, at der også skal være nogen, der samler en op den dag, man ikke længere har jobbet. Jeg møder rigtig mange mænd, der siger, ”Jeg ville ønske, at jeg havde brugt noget mere tid med børnene, mens de var små,” og det taler rigtig meget til mig, for det er den samme sondring, jeg selv står i. Så nu vælger jeg bevidst at prioritere min familie.”

Henrik har med vilje søgt og fået et 8-16 job, som han ikke skal lægge al sin identitet i. Og han fortæller, at det ikke har været nogen nem beslutning. ”Det føles angstprovokerende at tænke på, at jeg om lidt skal aflevere mit kort til bygningen. Jeg har været her i 14 år, så jeg siger farvel til sikkerhed og tryghed. Men når jeg sætter mig ned og reflekterer over det, ved jeg også godt, at det bare er en plus- og en minusliste over for hinanden. For det nye job vil give mig mere tid med min familie, mere overskud, og jeg vil komme ind i en ny branche, hvor jeg kan være mere nysgerrig og skabe nye relationer.”

Til spørgsmålet om, hvorvidt han nogensinde har overvejet at blive selvstændig, siger han: ”Ja, den drøm havde jeg lige efter, jeg blev færdig som coach, men så vender jeg tilbage til min værdiafklaring, for hvis jeg træffer det valg, ved jeg også godt hvad konsekvensen bliver. For så handler det om, at jeg skal realisere mig selv – og det vil betyde rigtig mange dage væk fra min familie.” Henrik smiler og afrunder: ”Så når nu børnene en dag synes, jeg er pissetræls, så kan jeg tage på den rejse.”