Ruth Hagerup - Uddannet coach ved Manning Inspire
Af Erickae Cécile Sommerhill
Som alt andet i Ruth Hagerups liv, kom coachingen flyvende forbi hende som en due, lidt tilfældigt, til en familiesammenkomst. Hun endte med at tage coachuddannelsen, og det har både rusket op i gamle, fastgroede overbevisninger og pustet til helt nye karrieredrømme. Vi har mødt Ruth til en snak om at bygge bro mellem sin indre ungdomsrebel og en mere borgerlig side; om endelig at turde vælge aktivt til og fra i livet (også hvad angår venskaber), og om en spirende drøm om at supplere jobbet som anæstesilæge med kasketten som coach, og allerhelst for modne mennesker, der har mistet livsglæden og bare ”venter på, at børnene ringer”.
Vi sætter Ruth Hagerup (født 1953) stævne i hendes lille, stemningsfulde lejlighed i Charlottenlund, hvor øjnene automatisk går på opdagelse. Det er tydeligt, at her lever et menneske med eventyr i blodet og kærlighed til bøger, kunst og musik.
På bordet står kander med både kaffe og te, og man får lov at vælge, om man vil drikke af rustikke keramikkrus eller musselmalede kopper, og de forskellige kopper viser sig at sige en hel del om den rejse, vores værtinde har været ude på de senere år – men det vender vi tilbage til. For hvem er Ruth?
”Jeg kommer fra et hjem, der udefra set så rigtig pænt ud, men med et par forældre uden fælles værdier, en psykisk syg bror og virkelig meget lort. Det er først nu, at jeg er ved at opdage, at jeg burde have gået til psykolog siden jeg var 12 år, hvor min bror begik selvmord. Men jeg er ligesom også opdraget med, at psykologer er sådan nogle der sover, mens man fortæller om sine ting. Det er måske derfor, jeg blev lidt tiltrukket af coaching, hvor man er i dialog...”
Coachingen stødte Ruth på som 58-årig til en familiefest, hvor Sofia Manning også var med. De to faldt i snak, og undervejs i samtalen fik Ruth fortalt Sofia om nogle kollegiale problemer på sin arbejdsplads, og på en eller anden måde fik Sofia stillet de helt rigtige spørgsmål, der fik Ruth til at se situationen i et nyt lys. ”Jeg syntes, hun var wauw. Og jeg tænkte, at jeg gerne ville have noget af alt det, hun havde!”
Kort efter var hun tilmeldt coachuddannelsen, og det var en helt ny verden, der lukkede sig op for hende. ”Det var en helt fantastisk energi; spirituelt men ikke spor hokuspokus. Det var dejligt at møde mennesker, som alle sammen kom for at gøre det bedre for sig selv og andre.”
Duen, der fløj forbi
Og selvindsigterne stod i kø. Ruth husker, hvordan de allerede på den første dag på uddannelsen skulle lave en øvelse, hvor de fik et øjeblik til at udpege sig den makker, de helst ville arbejde sammen med i de kommende dage. Ruth kunne ikke rigtig beslutte sig og fik derfor ikke valgt en makker, før tiden var gået – så hun endte med at lade sig vælge. Underviseren forklarede, at sådan som vi gør én ting, gør vi alting. Og det ramte plet.
”Det viste jo, at jeg bare venter på, at der flyver en due forbi. Sådan har det også været i mit forhold til mænd. Det var lidt flovt at opdage, for jeg ville jo gerne føle mig som sådan en proaktiv én, der selv gik og valgte mine ting, men det gjorde jeg ikke. Jeg har altid været bange for at vælge – for man kan jo vælge forkert, så det er nemmere, hvis det sker for en. Men nu er jeg blevet opmærksom på det, så nu kan jeg så gøre noget andet, og det er jo fantastisk!”
Ruth forklarer, at erkendelsen har haft stor betydning for hende. Nu lader hun ikke bare tingene ske. Hun har truffet en række aktive valg, og har blandt andet ryddet ud i gamle venskaber, der ikke længere gav hende noget. Og hun har også revideret en fasttømret, gammel overbevisning fra sine ungdomsdage om, at man for alt i verden ikke må virke borgerlig. Hun forklarer:
”Det med at blive læge var også en due, der fløj forbi. Jeg ville have været konservator, hvilket jeg ville have været perfekt til. Men så skulle man både være sproglig og matematisk, og dem, jeg kendte, begyndte at læse medicin, og så gjorde jeg også det. Og så fik jeg kammerater, fyre og alt sådan noget, og pludselig var jeg gravid og boede i kollektiv med blandt andre min veninde, der også læste til læge, og så kørte det. Jeg var også lidt betaget af, at det var fint at være læge. Jeg kom i et meget venstreorienteret miljø, og det var lidt besnærende at stå der med huller på strømperne og uglet hår med blomster i og så være læge!”
En indre konflikt
Men inde i Ruth var det ikke nemt. For hun var splittet mellem sin indre rebel, der i tråd med tiden så sig selv som frigjort, og var imod alt, hvad der hed autoriteter og konservative værdier, og så på den anden side den borgerlige lægeverden, hun var trådt ind i.
”Fra jeg var ung var der stærke antiværdier, og det eneste, man ikke måtte være, var borgerlig. Det var virkelig svært at gebærde sig! Man kunne ikke bare komme i almindeligt tøj til ansættelsessamtaler, der skulle altid være et eller andet, for eksempel huller på sokkerne, så det ikke så for pænt ud, og samtidig skammede man sig og sad og gemte sig. Og man så ned på folk, der gik i bidselsko, dem gad man slet ikke snakke med. Det gav mig sådan et kompliceret forholdt til mig selv. Jeg har på den måde altid følt mig lidt forkert og u-autentisk. Men der har coachingen, uddannelsen og alle de skønne mennesker, jeg mødte der, været med til at bløde op på de her meget dogmatiske værdier.”
I det hele taget kan Ruth i bakspejlet se, hvor mange overbevisninger og regler, hun har båret rundt på i sit liv. Regler om, hvad der var rigtigt og forkert – hvad man måtte, skulle og burde – og det har gjort livet unødigt kompliceret, ikke mindst på kærlighedsområdet.
”Jeg havde engang en kæreste, der blev kaldt Bjarne Verdensmester. Han arrangerede rejser og oplevelser for velhavere, og det var helt modsat af det med at være venstreorienteret. Men jeg var vildt forelsket i ham. Vi flyttede sammen, og det gik overhovedet ikke, og jeg fik ham meget hurtigt gjort til psykopat og sindssyg på alle mulige måder. På coachuddannelsen lærte om de forskellige Enneagram-typer og pludselig kunne jeg se, at han jo bare er en type 8.”
Ruth slår en latter op. ”I stedet for at synes, at folk er nogle lede, dominerende, tarvelige psykopater, kunne jeg pludselig indse, at folk jo bare kæmper for deres. Ikke fordi de er onde, men fordi de for eksempel bare ikke kan tåle, at nogen bestemmer over dem, eller fordi de skal være perfektionister. Alle har deres kampe, og derfor holder de paraderne oppe. Det har været helt fantastisk for mig at opdage, at vi alle er forskellige! Det gør også, at jeg har fået en helt anden kærlighed til nogle gamle venner, som jeg før ikke forstod. ”
At få mere ud af livet
Ruth har været igennem en del i sit liv. Barndommen, som vi har berørt. Et langt og fantastisk, men også besværligt ægteskab i Jylland, sygdom og skilsmisse. Og så den underliggende grundtone af indre uro og rastløshed; en følelse af aldrig at have fred med sig selv.
”Jeg har taget coachuddannelsen for at få mere ud af livet. Jeg vil gerne være reklamen for kvinden i min alder, der vil ud og opleve noget mere. Hun skal tage uddannelsen for selvudviklingen og selvforståelsens skyld, for at få mere accept og tolerance – ikke mindst af sig selv! Hun skal tage den for at spejle sig i de andre mennesker på kurset, som er skægge og skønne, og for pludselig at få en hel ny verden ind i sit liv.”
Indtil nu har Ruth kun brugt coachingen rent privat, for eksempel med veninder, der ikke kunne finde motivationen til at tabe sig. Og det hjalp dem. Så på det seneste er der dukket en lille drøm op om at supplere sit virke som anæstesilæge med en karriere som coach.
”Jeg er utroligt tiltrukket af tanken om at blive coach for mennesker på min egen alder, som er gået i stå og synes, at de er forkerte, at livet er slut, og at ingen gider have med dem at gøre. Dem, synes jeg, at der er rigtig mange af. Og jeg vil gerne hjælpe dem med at motivere sig selv og finde lysten og glæden, i stedet for at for at være triste og vente på, at børnene ringer.”
For Ruth personligt har det været værdifuldt at lære sig selv bedre at kende. For som hun siger, ”når man kender sig selv, bliver man også bedre til at se glæden og sorgen, og man møder sine dæmoner på et andet niveau.”
Farvel til pleaseren
En af Ruths indre dæmoner har været pleaseren, der for alt i verden skulle være den søde, charmerende og gode. Ruth fortæller, at hendes madlavning altid har været omdrejningspunktet, både i familien og når hun har haft venner på besøg. Madlavningen var nemlig hendes garanti for ros og anerkendelse.
”Det gider jeg ikke så meget mere, og det er kommet efter uddannelsen. Det må nogle andre gøre nu. Jeg vil hellere sidde og snakke med gæsterne, og jeg behøver ikke lave al den mad for at blive anerkendt. Det har faktisk været en test på, om folk stadig elsker mig, selvom jeg ikke laver mad til dem – og det gør de”, slutter hun med et smil.
Også i Ruths arbejde som læge, hvor hun ofte har oplevet konflikter og mobning mellem faggrupperne, er der sket en stor ændring. ”Uddannelsen har været et trin i min selvudvikling. Jeg har fået en meget større selvforståelse og tolerance. Jeg lader mig ikke længere ramme af konflikterne. Før tog jeg det personligt, men nu tænker jeg, at de må have problemer derhjemme, siden de skal mobbe.”
Tolerancen overfor sig selv bringer os tilbage til kaffebordet. At keramikkopper fra en svunden hippietid i dag står side om side med musselmalede kopper – måske noget af det mest borgerlige, man kan tænke sig – er på mange måder det perfekte sindbillede på Ruth anno 2016. En Ruth, som har sluttet fred mellem den indre rebel fra ungdommen og ”hende den borgerlige”.
”Nu tillader jeg mig selv at være borgerlig, det er så frækt!”, siger hun og griner, mens hun fortæller, at de musselmalede kopper er nyindkøbte. ”Der er stort set ikke et møbel i mit hjem, der ikke er fundet i en container, men nu overvejer jeg at købe nogle møbler og gøre det lidt pænt. Jeg kunne i virkeligheden godt tænke mig Ægget!”