Interview af Erickae Sommerhill
Heidi Benggaard står for enden af en årelang både indre og ydre rejse, hvor lyset endelig er ved at bryde igennem. En rejse, der bl.a. har budt på en skilsmisse, flytning til et andet land, konfrontation med fortidens uhyrer og et brud med barnetroen (og et stort netværk). En rejse, som Heidi efter eget udsagn ikke var kommet igennem, hvis ikke det havde været for de værtøjer, hun fik på Coach- og Mastercoachuddannelserne.
”Det har været en hård omgang. Og det er faktisk først nu, jeg kan se, hvor hårdt det har været.
Men jeg er kommet styrket ud på den anden side. Jeg er ikke perfekt. Men jeg er stærk og nænsom, når livet viser tænder. Det er faktisk en fantastisk fornemmelse at mærke den styrke.”
Det er tydeligt, at dette interview har kostet Heidi et par overvejelser. For det er en meget personlig historie, hun har valgt at dele med verden, og det er følsomt. Men hun har valgt at ræsonnere sådan, at det er prisen værd, hvis hun kan inspirere andre.
Vi spoler tiden tilbage. Helt præcist tilbage til 2012. Heidi står midt i sit køkken i lejligheden i Busan i Sydkorea; familiens hjem på 14. år og stedet, hvor hendes og mandens to børn er vokset op. Hverdagen ligner sig selv – men Heidi er i dyb indre krise.
Filmen knækker
”Jeg kan huske, hvordan jeg står der i køkkenet. Min mand og jeg er lige gået fra hinanden på det tidspunkt, men bor stadig sammen for at få hverdagen til at hænge sammen, og jeg kan simpelthen ikke lide mig selv! Jeg er ved at brække mig over, hvordan jeg er i verden. Jeg er sur og bitter, føler mig som et offer og aner ikke, hvordan jeg skal håndtere det.”
Filmen er knækket. Der er ikke meget livsgnist tilbage. Lige siden 1999, hvor familien valgte at rejse til Korea som en del af mandens arbejde, har Heidi som hjemmegående hustru været familiens koordinator og sørget for børnenes opvækst og skolegang. Og på dette tidspunkt er børnene 11 og 15 år.
”Jeg er slet ikke i kontakt med mig selv. Jeg kan mærke, at jeg er kommet SÅ langt væk fra den Heidi, jeg ved, jeg er indeni. På det her tidspunkt overtræner jeg og kan finde på at cykle 106 km med tre bjergetaper på én Marsbar! For at jeg kan være i mig selv, må jeg opretholde det ydre. Det er en overlevelsesstrategi, men i virkeligheden flygter jeg…”
Set i bakspejlet manglede Heidi basalt set evnen til selvomsorg. Hun kan i dag se, at hun i alle årene havde fokuseret på, at alle andre skulle have det godt, og at hun aldrig spurgte sig selv: ”Hvad har jeg egentlig brug for?”
”Den dag i køkkenet besluttede jeg, at jeg måtte gøre noget for at finde hjem til mig selv. Både for min egen og for mine kæres skyld. I dag kan jeg jo sagtens se, at jeg bestemt ikke havde brug for at overtræne i den grad, jeg gjorde. Alle andre skulle have det godt, og jeg glemte mig selv. Jeg havde brug for at mærke den indre kærlighed i mig, som jeg slet ikke vidste, at jeg havde adgang til.”
En hurtig beslutning!
Heidi husker, hvordan hun en onsdag formiddag i januar 2013 sætter sig til computeren, fast besluttet på at tage styringen med sit eget liv. Hun har hørt om Sofia Manning, og nu vil hun finde ud af, hvem hun egentlig er. Heidi finder nogle videoer med Sofia på YouTube.
”Det gav så meget mening! De ting, Sofia sagde, gav mig et håb om, at forandring var mulig. Og inden for et kvarter havde jeg besluttet at tage coachuddannelsen!”
Heidis daværende mand bakker hende heldigvis op – også selvom det betyder, at hun skal rejse til Danmark hver gang, der er et modul, og lade ham overtage ansvaret for både sit eget job, hjemmet og børnenes skolegang.
Ugen efter sidder Heidi, godt jetlagged, på 1. modul af Coachuddannelsen og skal præsentere sig selv for en masse nye mennesker.
”Jeg husker, at jeg var meget med maske og forsøgte at opretholde en facade. Umiddelbart så jeg jo ud til at have det hele. Men jeg havde et fuldstændig udbrændt nervesystem, da jeg kom til Danmark, og jeg havde slet ikke erkendt, hvor ødelagt jeg var. Jeg kunne mærke, at uddannelsen gjorde mig rigtig godt og gav en masse god energi, håb og værktøjer til så småt at sætte nogle forandringer i gang. Det var faktisk første gang, at jeg tankede mig selv op…”
Masken og stilheden
Masken faldt dog ikke på Coachuddannelsen. Den begyndte først for alvor at krakelere på sidste modul af Mastercoachuddannelsen, som hun valgte at tage umiddelbart efter endt certificering.
”Mastercoachuddannelsen kom for mig i høj grad til at handle om: Hvordan tager jeg den rejse tilbage til mig? Jeg vidste, at der var noget mere her, jeg skulle lære. På sidste modul blev vi undervist i Maskulin/Feminin, og dét blev et vendepunkt for mig, for lige der, midt i en øvelse, hvor jeg skulle skrive svarene ned på et A4-papir, brød jeg sammen. Jeg kunne mærke, hvor langt væk jeg var kommet fra mig selv!”
Når jeg spørger, hvad Masteruddannelsen konkret gav Heidi af værktøjer på hendes indre udviklingsrejse, nævner hun en række ting. Enneagrammet, som hun skrev master-opgave om, har tydeligvis betydet meget. Men også det, at få kontakt til stilheden i sig selv.
”Den virkelige game changer blev de opgaver, jeg fik af en af underviserne: Jeg skulle lære at skrue ned for støjen og finde roen. Jeg begyndte at tage meditation alvorligt og få det som en praksis. Det blev startskuddet til, at jeg begyndte at finde en lille smule ro oppe i mit hoved.”
Opgør med barnetro og netværk
Det er undervejs på Masteruddannelsen, at Heidi og hendes daværende mand lader sig endeligt skille og beslutter, at hun og børnene skal rejse til Danmark og starte en tilværelse der. Heidi er frustreret, skamfuld og ked af det.
”Jeg tænker meget over, hvordan jeg er endt sådan. Hvordan alt det, jeg har kæmpet for og lagt energi i, ikke er blevet, som jeg havde drømt om. Jeg tænker, at jeg slet ikke er værd at elske. Og min største frygt, som er at være helt alene, er pludselig en realitet.”
Samtidig med at Heidi og børnene flytter ind i en lejlighed i Birkerød og skal forsøge at finde sig til rette i det, der for børnene er et helt nyt land, mønstrer Heidi modet til at gøre op med sin barnetro og sige farvel til et kæmpe netværk.
”Det var hjerteskærende at sige farvel til min tro og de mennesker, jeg havde kendt det meste af mit liv, og som jeg holdt af. Det var ekstremt ensomt og utrygt. Men jeg vidste, det ikke længere var rigtigt for mig. Jeg var vokset fra det. Jeg havde altid udlagt det til, at der nok var noget andet, der kunne vise mig sandhedens vej. Men nu kunne jeg mærke, at jeg skulle finde minsandhed.”
Intet skal fjernes eller gemmes væk
Foruden Enneagrammet som et vigtigt værktøj til at finde sig selv, nævner Heidi også Big Mind- og Skyggeværktøjerne, som hun stifter bekendtskab med på Mastercoachuddannelsen. Redskaberne får Heidi til at reflektere over, hvad hun skal lære at rumme i sig selv.
”Jeg fandt jo ud af, at svarene på mine inderste behov rent faktisk kommer i stilheden. Hvad er det frygten gør for mig? Hvad er det, der ligger under, og hvordan skal jeg balancere det ud? For det handler jo netop ikke om at fjerne eller gemme noget som helst væk – det handler om at evne at se, hvad der er oppe at vende nu, og møde det i respekt og værdighed.”
Heidi fortæller, hvordan hun er begyndt at forstå sin smerte og drage omsorg for sig selv. Hvordan hun nu genkender sine advarselssignaler og er blevet meget bedre til at kommunikere det ud til sine omgivelser. Hendes relationer er også blevet tættere.
”Det er en ny ting for mig at drage omsorg for mig selv. Siden jeg var helt, helt lille har jeg skullet skabe noget harmoni i min ydre verden, for at jeg kan have det godt indeni. I dag handler det om, i al nænsomhed og kærlighed, at stå ved, at det jeg mærker er rigtigt, og at leve mit liv ud fra mine værdier. Det føles enormt befriende, og jeg er stille og roligt ved at støbe et meget solidt fundament for, hvem jeg er som kvinde. Jeg ved, hvilke drømme jeg godt kunne tænke mig at udleve – og hvad jeg IKKE vil have i mit liv.”
At finde styrken i sårbarheden
Jeg spørger, om den ensomme rejse har været det værd, og det bekræfter Heidi uden at tøve. For hun siger, at ensomheden har givet hende en styrke i at vide, at hun faktisk godt kan finde ud af tingene. Og hvis ikke hun kan, så kan hun spørge om hjælp.
”Det med at bede om hjælp har før været mega grænseoverskridende! For når jeg beder om hjælp, er jeg nødt til at vise verden mine sårbare sider og lade masken falde. Det har været svært for mig. Men det er en gave at kunne det nu!”
At være i kontakt med sin egen sårbarhed har givet Heidi en større forståelse for andre mennesker, og hun har i dag stor respekt for, at hvert menneske har sin egen udviklingsvej at gå og må træffe sine egne valg.
”For mit eget vedkommende har jeg i den grad måttet kæmpe med min tålmodighed. For jeg elsker, når der er skred i tingene. Men når du besøger ”the Dark Night of the Soul”, kommer alt på prøve, specielt din tålmodighed. Jeg har besøgt alt det, jeg har flygtet fra hele mit liv; Et rædselskabinet fyldt med akkumulerede traumer og sår. Ting, jeg aldrig havde taget hånd om. Det har jeg så nu.”
I dag er Heidi kommet ud på den anden side. Hun har fundet sig selv og livsglæden. Og nu er modet til at gøre en forskel for andre også ved at spire frem. Jeg spørger Heidi hvilken betydning Coach- og Mastercoachuddannelserne har haft på den rejse, hun har været igennem?
”Manning-rejsen har lært mig, at hvis man skal vokse og skinne i verden, så skal man lære hvordan. Og nu er jeg endelig kommet dertil, hvor jeg er parat til at give andre modet til at forandre det, de gerne vil forandre. Hvis jeg kan, kan andre også!”