Familien ville have, at hun fik et job på et kontor, men det var slet ikke hendes drøm. Hun endte, efter en del identitetsslåskamp, med at flytte langt ud i bjergene. Nu bor hun i et lille bitte hus med sine to døtre. Hun har småt med penge, men er lykkelig for sine valg og hver gang jeg besøger hende, kan jeg mærke dybden og glæden ved at være sammen med en, der turde vælge rigtigt.
Min datter er delebarn. Skilsmissebarn. 7-7 barn. Men mest af alt er hun min datter. Og sin fars datter. Hun er vores. Også selvom vi ikke er hinandens mere. Altså os voksne. Og det er svært. Det er hårdt. Og det er, ligegyldigt hvor godt et forhold min eksmand og jeg så end har, en sorg at dele hende.
