Min datter er på Hawaii i disse dage. Hun er afsted i en hel måned med sin far. Og det er LANG tid. Især for moren. Min datter er delebarn. Skilsmissebarn. 7-7 barn. Men mest af alt er hun min datter. Og sin fars datter. Hun er vores. Også selvom vi ikke er hinandens mere. Altså os voksne. Og det er svært. Det er hårdt. Og det er, ligegyldigt hvor godt et forhold min eksmand og jeg så end har, en sorg at dele hende.
Derfor går det mig også ekstra på, når jeg læser artikler fra velmenende eksperter eller debatindlæg fra medmennesker, hvor de får det til at lyde som om vi, der er skilt, “selv er ude om det”. "At vi burde se børenenes behov mere tydeligt". "At vi ikke burde have så mange skift”, for som de siger; "Hvad hvis de voksne skulle dele deres tid mellem to hjem halvt/halvt - hvordan ville det ikke lige være?” Og som om det ikke var nok, kommer der ind imellem kommer også udmeldinger om, at vi nærmest er heldige, fordi vi har “fri” fra vores børn.
Sådan er det ikke for mig. Kun at se min datter halvdelen af hendes opvækst er en kæmpe sorg. Sådan er det. For Naturligvis ville jeg helst se hende mest! Men det vil hendes far sjovt nok også. Heldigvis. Og hun vil selvfølgelig også gerne se begge sine forældre lige meget. Også selvom det betyder, at der er mange skift. Også selvom det betyder, at hun skal undvære den ene af os hele tiden.
Jeg er selv vokset op med mange skift. Fra hippiekollektiv til kernefamilie og videre til et enlig-mor-hjem. Det var til tider hårdt. Dog er jeg ret sikker på, at den fleksiblitet jeg har fået med mig, har jeg derfra. Og alternativet - min mor og far sammen - ville bestemt ikke have være at foretrække.
Selv har jeg nu en familie, hvor min datter har gået i skole i Danmark, USA, og Spanien. Min nuværende mand er venner med min eks-mand. Og det samme er jeg. Og vi navigerer i skilsmisseland, så godt vi kan. Vi går på kompromis. Vi strækker os. Vi gør vores bedste for, at vi alle kan være og elske i den familiekonstellation vi nu engang har skabt sammen.
Og selvom savnet over, at min datter er en måned på Hawaii er stort, så er glæden over, at det kan lade sig gøre, større. For nej, jeg ved ikke, hvordan min datter som voksen vil se tilbage på sin barndom. Jeg ved ikke, om hun vil mene, at hendes konstellation i skilsmisselandet var helt forkert. Det er der ingen, der ved. Eller kan komme til. Men jeg ved, hvad min intuition, min mavefornemmelse og ikke mindst hendes kærlighed og glæde fortæller mig. Og intet af det fortæller mig, at det er helt forkert, det vi gør.
Jeg tror på, at vi alle gør, hvad vi kan. Og nogen gange er det vi kan måske meget lidt. Men selv i de tilfælde er det stadig støtte og forståelse, vi har brug for. Mere end noget andet. Så lad os stoppe med at pege fingre. Ingen bliver skilt for sjov. Og når vi rent faktisk bliver skilt, så tro på os i stedet for at dømme. Vi er præcis lige så gode forældre som alle jer andre. Vi elsker vores børn lige så højt. Og jo mere I tror på os, jo mere plads har vi til at tro på hinanden og på vores nye familie. Og på at savnet ikke ødelægger alt. Måske snarere tværtimod.