I dag var jeg ude og hente nogle ting i mit gamle hus. Huset er en villa i Gentofte, og det har været lejet ud i mange år. Min eksmand og jeg købte det sammen seks måneder, før vi blev skilt. Vi ramte punktet, der hed “ Lige hvor boligmarkedet peaker, og ægteskabet crasher”
Mange har efterfølgende spurgt mig, hvordan vi ikke kunne mærke, hvor det var på vej hen af. Og jeg har svaret, at det kunne vi da også, men vi lukkede bare øjne og ører og marcherede lige ud over kanten.
Som jeg stod der i kælderen i dag med alle de gamle minder, tænkte jeg, at jeg kender det her sted godt. Både rent fysisk i og med, at jeg jo har boet her og husker alle de små revner og dufte. Men også på et højere plan, som det sted, hvor noget lugter og ikke føles rigtigt, og hvor jeg derfor handler jeg mig ud af det. For så bare ganske sikkert at stå sådan cirka samme sted kort tid efter.
Kender du det? Måske bare med dine egne overskrifter?
"Mit liv er et kaos", sagde en kursist jeg faldt i snak med for nyligt i Sofias Hus. “Kaos, uro, og det er mig, der må fikse det” Jeg kiggede på hende og spurgte, om hun havde været der før. Svaret var ja.
En mand jeg sad ved siden af i flyvereren på vej til Malaga var først i 50erne og beskrev sin nylige skilsmisse for mig. “Hun respekterede mig ikke," sagde han.
“Nej", sagde jeg. “Det kan jeg høre. Har du været der før?"
Svaret var efter lidt betænkningstid et ja.
En ven jeg har ønsker hele tiden forandring. Et nyt job. Et nyt venskab. Et nyt sted at bo. Vi kan grine af det, når vi mødes, men hvis jeg spurgte ham, om han nogensinde kom hen et radikalt anderledes sted, ville svaret være nej.
Trangen til at gentage, det vi lige har været i, bare med nye partnere, nye boliger, nyt tøj, nyt job, er ofte ikke bevidst. Men fordi det er trygt og hjemmevant. Også selvom følelserne og frustrationerne minder skræmmende meget om det, der var der lige før. På den helt vildt ufede måde.
Ind i mellem bliver vi dog virkelig trætte af os selv. Trætte af at gentage den vi er som en gammel LP, der er gået i hak. Og de øjeblikke er ganske særlige, men bliver desværre ofte fornægtet.
Fejlagtigt bliver de kaldt “midtvejskriser”. Eller bare kriser. De klare øjeblikke, hvor vi kan se, hvad det er vi egentlig har gang i, og at vi ikke vil det. Men så vender vi blikket væk, og siger istedet goddag til utroskab, overforbrug af diverse medier, lidt for meget vin eller chokolade. Fyld selv ind. Og det er pisse ærgerligt, for denne mentaltræthed over egne mønstre er et sundheds tegn. Et opråb til dig selv. En øjenåbner.
I lang tid åbnede jeg heller ikke mine øjne, og blev i stedet ved med at være en dårlig kopi af mig selv, der gang på gang havnede det samme sted, selvom jeg troede, at jeg gjorde noget nyt. Som for eksempel at købe et hus. Men selvom huset var nyt, var det inde i huset jo stadigvæk det samme. Og det virkede ikke længere.
Heldigvis indså min ex og jeg dog præcis, hvad det var, vi havde haft gang i. Hvad det var, vi havde ignoreret. Og selvom det var hårdt, var det godt. For vi flyttede os. Og gjorde noget helt, helt nyt. Noget, der var langt fra det, som vi ellers havde gentaget i det uendelige.
Det betyder dog ikke, at jeg aldrig kører i ring. At jeg aldrig gør noget, jeg ikke er sikker på og som ikke føles rigtigt. Men det sker sjældnere, og det gør det fordi jeg;
Husker mig selv på mine egne værdier
Siger sandheden - også når den gør ondt
Ikke skjuler sider af mig selv, men tværtimod står ved hele mig.
Melder klart og tydeligt ud, hvad jeg vil
Og husker at alle andre kæmper lige så meget som mig selv. Så empati er altid en vej ud.
Og aller vigtigst; Husker at når jeg slipper en gammel identitet, vil der altid være et tomrum, før den nye identitet vokser frem. Og det er i det tomrum at trangen til at genskabe os selv i vores gamle billede presser sig på.
Friheden er dog at finde i det modsatte. Så derfor; lad tomrummet fylde, og se så, hvad der sker. Lige der vokser du frem. Mere levende. mere autentisk. Mere dyb og mere til stede. Tomheden er et vilkår. Vejen igennem er rejsen, der bliver dig. Ligesom du skal være.