I sorgen findes glæden også

Den sidste uge har været fuld af følelser. Føleser af sorg, følelser af kærlighed og følelser af ro. 

Først på ugen fandt jeg min brors gamle LP'er frem. LP'er som er mine nu. Min bror døde nemlig uventet og pludseligt som 28-årig. Jeg var selv 21, og hans død kastede mig ud i en lang og omstændig sorgproces, der ændrede mit liv drastisk og gjorde mig til en helt anden, end den jeg ellers ville være blevet. 

Jeg tænker tit på min bror. Og taler endda med ham nogle gange. Lytter til det, som jeg forestiller mig han ville sige. Og da jeg lyttede til hans LP'er i mandags tittede følelsen af sorg frem. Men også følelsen af glæde. 

Sorg fordi; Hold nu op, hvor jeg savner ham. Den klogeste og fineste sjæl mangler hele tiden midt i mit liv.

Sorg fordi; Min dreng elsker dinosaurer, og jeg derfor pludselig husker, hvordan Magnus vidste alt om netop dinosaurer. 

Sorg fordi; Jeg ville ønske, jeg kunne invitere min bror over til en god debat, pasta og rødvin, når der sker noget stor-politisk, eller når jeg ked af det og bare har brug for et bror-kram. 

Men også glæde fordi; jeg har haft ham. Fordi han stadig giver mig mod. Fordi vi elskede hinanden. 

LP'erne fik mig også til at huske, at livet er foranderligt. Og vi aner ikke, hvad dagen bringer. Så det var også i denne uge, at jeg besluttede mig for at ordne mit testamente, vores ægtepagt og vores forsikringer. Og få skrevet ind i testamentet, hvad der skal ske med mine børn, hvis det utænkelige sker. 

Lyder det trist? Det er er det jo på mange måde også. Tunge overvejelser i hvert fald. 

Men uanset så fik jeg besøgt en advokat. Og faktisk gav det mig energi. Jeg har nemlig tænkt på det i årevis, men har udskudt det. Glemt det. Tænkt, at det ikke var så vigtigt. Og så endte det alligevel med at blive en fin process for mig. En proces, der fik mig til at tænke det hele igennem, og mærke ind i, hvad jeg synes ville være det mest kærlige og respektfulde valg.

Og så lige inden ugen med de mange følelser sluttede, kom min mor på besøg fra Sverige, og havde alle min brors gamle tegninger med. Og så var den der igen - sorgen og glæden. Sorgen over at have mistet. Og glæden over at have kendt ham. Den vil jeg lade fylde. 

Ps. Her er lidt inspiration dig, der selv overvejer at “få styr på dine sager”: 

  • Bare gør det. Det behøver ikke være perfekt. Men så er du på vej. 
  • Lad hjertet guide. Kærlighed er så uendelig meget vigtigere, end de fleste andre ting. 
  • Du kan skrive hvad end du vil ind i dit testamente. Det behøver ikke være jurasprog det hele. 
  • Jeg blev selv overrasket over flere ting, jeg ikke vidste. Feks. at mine børn ikke kan bo hos mine forældre, hvis jeg og faren ikke er her mere, fordi de er for gamle. 
  • Hver opmærksom på særeje. Hvordan er du stillet, hvis du bliver skilt? Og husk pensionerne. 
  • Og glem ikke forsikringerne. Jeg var dobbeltforsikrret, og har foreløbig sparet 3000 om året på den konto.