Jeg har lige været til fødselsdag hos en veninde her i det spanske. Hun er selv spansk, og vokset op i en velhavende familie i Madrid.
Familien ville have, at hun fik et job på et kontor, men det var slet ikke hendes drøm. Hun endte, efter en del identitetsslåskamp, med at flytte langt ud i bjergene. Nu bor hun i et lille bitte hus med sine to døtre. Hun har småt med penge, men er lykkelig for sine valg og hver gang jeg besøger hende, kan jeg mærke dybden og glæden ved at være sammen med en, der turde vælge rigtigt.
Til fødselsdagsfesten, sad jeg ved siden af en amerikaner. Hans far var militærmand og ville have sønnen blev det samme. Så han endte med at blive militærtranslatør i Afghanistan. Han vidste godt den var helt gal, især da han begyndte at skrive digte om det liv han i virkeligheden ønskede,, og senere blev smidt ud af militæret fordi digtene var for kritiske.
Nu rejser han rundt i Europa og arbejder på oliven- og frugtgårde og tjener til dagen og vejen på den måde. Alt imens han skriver som gjaldt det hans liv.
Selv kommer jeg ud at en familie, der har en overvejende interessse for litteratur og politik. Det har derfor altid været de mere humanistiske fag, der blev vægtet højest. Og både min mor og bonusmor er antropologer.
Jeg “endte” derfor med at læse Nordisk Filologi på Københavns Universitet. Det var et helt, helt forkert valg. Og jeg ved med sikkerhed, at jeg havde passet meget bedre ind i en mere businessorienteret kontekst, men den mulighed levede ikke rigtigt i mig. Ingen vi kendte i min barndom var selvstændige. Ingen interesserede sig for den slags. Og det var faktisk lidt “ondt”. Du ved, de udnyttende kapitalister og den slags ;)
Jeg besluttede mig dog for at afbryde mit studie, og tog i stedet til USA som 24-årig, fordi noget voldsomt og noget som jeg ikke kunne ignorere trak i mig med al sin kraft - coaching. Og det endte, som I ved, ganske, ganske godt. Faktisk nærmest vidunderligt. Og selvom tvivlen nagede og frygten truede med at lamme mig, samtidig med at alle jeg fortalte mig, at de syntes det var en dårlig ide, så lyttede jeg til mig selv og lysten, jeg ikke kunne ignorere.
I dag coacher jeg alt for mange, der valgte forkert i sin tid. Og ja, man kan altid sige “At det valg førte dig til den rigtige vej” og alt det der. Men alligevel - Er det nødvendigt? Jeg tror det ikke.
Så sent som i denne uge talte jeg med en ung kvinde, som var sådan i tvivl. Var på vej til at vælge alt det det “andre” syntes, hun skulle vælge.
Så jeg sagde til hende;
Tag en pause, hvor du kun gør, det du har lyst til.
Opsøg elle typer mennesker. Der har taget vidt forskellige valg og tal med dem. Lyt.
Mærk virkelig efter. Og prøv at tage lidt væk fra din nærmeste familie og venner. Tag fx en weekend i stilhed i dit eget selskab.
Stå ved det, du kan mærke. Kun DU ved, hvad der gør dig glad. På trods af alt det alle andre siger. Ofte handler det om dem selv og deres uforløste drømme.
Og det gælder egentlig ligegyldigt om du er 24 eller 84.
Stå ved dig selv! Også når det er skræmmende eller kan føles ensomt. Det er kun i en periode. På den anden side ligger et liv gemt, hvor du føler dig hjemme.
God vind!