I de sidste par uger har jeg slåsset med en omgang forårsforkølelse. Eller lungebetændelse, hvis jeg forstod den spanske læge ret. Mine børn har kæmpet med lidt af det samme, og det skønne ved den kombi er, at førstnævnte forsvinder ud af ligningen til fordel for sidstnævnte. Med andre ord. Det har været et par hårde uger på den front.
Derfor glædede jeg mig også en lille smule ekstra til at skulle hjem helt alene til Danmark og arbejde. Ikke mindst glædede jeg mig til at flyveturen. Hvor jeg planlagde at sove. Uforstyrret. I 3.5 time.
Men sådan skulle det ikke gå.
Bag mig var en familie på fire, hvor den mindste var lille nok til at sidde på skødet. Og umiddelbart bag mig en lille dreng på omkring min egen drengs alder. En dreng, der blev ved med at sparke sine børneben ind i min ryg. Kun afbrudt at at åbne og lukke vinduet til højre for mig. Og til stor fryd. For ham selv.
Efter en tålmodig (og lang) times tid vendte jeg mig om til forældrene og bad dem bede deres dreng om at holde op. De kæmpede allerede med babyen, der var svært utilfreds, og sendte mig trætte og opgivende blikke.
Hold da op, hvor jeg kender det. Men hold da op, hvor var det svært at rumme. Det var helt VILDT irriterende.
Jeg tror, det var Dalai Lama, der engang sagde “ Dont judge anybody by size. Think of a mosquito in your bedroom”
Det samme kan siges om en 4-årig på en lang flyvetur.
So what to do? Ikke så meget vel?
Egentlig slog det mig, hvor barnlig jeg selv blev i den situation. For da det ikke lykkedes drengens forældre at få ham til at falde lidt til ro, overvejede jeg seriøst at sætte mig bag drengen og sparke uafbrudt ind i hans sæde.
Eller bare vende mig om og råbe ad ham.
Eller klage tilstewardessen.
Tjah. Jeg ved ikke, hvad ovenstående ville have gjort. Nok ikke noget godt.
Og jeg stoppede mig selv. Heldigvis. Og fokuserede i stedet ind på forældrenes gentagne forsøg på at få ro på tropperne. De prøvede virkelig. Med kærlighed. Med grænser. Og de lød fornuftige.
Jeg kunne ikke have gjort det bedre.
Så efter 1, 5 time lænede jeg min tilbage. Og faldt til ro. Ingenting er altid, som det skal være, og det er sjældent, at alt går som planlagt.
Det er nemt at pege fingre. Nemt at sige/tænke/føle at andre burde gøre noget andet. Men måske er det endnu nemmere at huske på sidste gang, jeg selv var til gene for nogen på en eller anden måde.
Sidste gang jeg heller ikke fik sat en grænse, ikke en der virkede i hvert fald.
Sidste gang jeg stod med børn i begge hænder og ikke anede mine levende råd.
For eksempel nægtede min datter at sige goddag og farvel de første 10 år af sit liv. Pure nægtede. Til stor gene for mange, som faktisk, og måske forståeligt, tog det personligt. Eller bare så hende som uopdragen.
Vi prøvede alt muligt, hendes far og jeg. Intet virkede. Indtil vi en dag bare kiggede på hinanden og sagde;
“Skal vi satse på, at hun som voksen nok siger goddag og farvel?” Vi blev altså enige om, at det kunne vi nok regne med. Og slap så fokus på det. Forventede nærmest, at hun ikke hilste. Og som opmærksomheden slap, sagde hun mere og mere pænt goddav og hej hej. Nogen gange, i hvert fald. Ind i mellem er der ikke så meget at gøre andet end at læne sig tilbage lige nu. Lige her. Og vente at se.
Jeg aner jo heller ikke, hvad den familie kæmper med. Helt sikkert noget. Det gør alle familier. Og pyt med den lur. Jeg kan sove, når jeg liver gammel. Eller noget.
Længe leve poweren af accept.
Ps. Til sidst kunne jeg alligevel ikke mere. Efter at være blevet sparket uafbrudt i tre timer vendte jeg mig om og talte og var vred. Løsningen blev, at de flyttede drengen over i midten, hvor der ikke sad nogen foran. Smart.
Well. Nobody’s perfect
Husk forresten at jeg fortæller mere om den der accept eller mangel på samme den 13. juni i Sofia Hus til vores introaften om Coachuddannelsen. Det er helt gratis, og du kan melde dig til lige her.