Begyndelsen på et nyt år er en invitation til reflektion og til at lære nyt. Jeg har selv tilmeldt mig en efteruddannelse og har fordybet mig i min egen personlige udvikling mere end jeg har gjort i mange år. I foråret gav jeg mit forløb “Sofias Circle” væk som gave. Det var der rigtigt mange, der tog i mod. Der var også rigtig mange af jer, der ikke nåede at tilmelde sig onlineforløbet, så nu har jeg besluttet at give det væk igen.

I enhver sorg, gemmer sig muligheden for at tage et skridt videre i livet, med et nyt syn på vores tilværelse. En af de ting der hjælper mig allermest, når livet føles svært eller overvældende, er at sætte en intention for mit liv. Eller at gøre den intention jeg har endnu mere klar.

Vi har altid adgang til vores personlige power. Den bor i os. Den eksisterer ikke uden for dig. Den er ikke noget, du skal ud og finde. Den er allerede i dig. Men ofte føler vi den ikke, fordi vores følelse af power er druknet i et hav af overbevisninger, vi har tilegnet os gennem livet. Og det er gode nyheder…

Som coach ved du, at alle mennesker har uanede muligheder. Hermed mener jeg ikke, at “man kan, hvad man vil”. For det kan vi ikke altid. Vi kan for eksempel ikke være to steder på en gang. Eller flyve til Mars i eftermiddag. Men det vi tror, vores drømme vil give os, det kan vi ofte godt opnå..

Der ofte sker to ting, når først vi er nået i mål: Den ene er, at vi opdager, at vi har glemt at nyde processen på vejen frem mod målet. Den anden er, at vi opdager, at vi nu står, lidt tomme indeni, og leder efter et nyt mål. Sådan behøver det ikke at være..

Ind i mellem opdager vi, at vi har indrettet os efter svarene på nogle spørgsmål, vi stillede for længe, længe siden. Nd i mellem opdager vi, at vi har designet vores liv efter svar, vi har fået fra andre og ikke fra os selv. Det kan godt efterlade os med en lidt tom eller ligefrem fortabt fornemmelse.

Kender du det, når du sidder fast i livet? Når du føler, at det hele på en måde bliver ved med at gentage sig? Når din “portion” af tilfredshed på en eller anden måde er blevet statisk. Når du nærmest føler, at du lever som om, du har en sok over hovedet, for udenfor din sok, er der ikke meget der ændrer sig fra dag til dag?

Vi transformerer os hele tiden. Fra barn til voksen. Fra single til par. Fra gravide til forældre. Fra ansat til opsagt. Transformation er en naturlig del af livet. Og alligevel er der en nødvendig del af transformationen, vi ofte glemmer. Vi glemmer vores indre transformation. Og den er på mange måde den vigtigste. Og hvad er så indre transformation?

Det, du giver bevidsthed, ender med at udgøre dit liv. Og sætningen kan også vendes om. Det liv du lever, tager din bevidsthed. Bevidsthed er en vild ting, fordi den så let snyder os og “berøver” os en del af vores liv. Eller kun viser os det, vi er bevidste om og som vi derfor giver opmærksomhed. Man kan sige det sådan, at de fleste af os er ofre for vores bevidsthed. Vi tror, at vi styrer vores liv, men i virkeligheden er det det, som har vores bevidsthed, der styrer. Lad mig forklare..

Ofte sidder vi fast i et gammelt paradigme, en gammel måde at se os selv og Verden på, fordi vi har glemt at udforske, hvad der ellers er til vores rådighed. Livet er fuld af perspektiver. Fuld af måder at anskue os selv på. Og ofte får vi ikke udforsket dem, fordi vi lader det, der “plejer” at gøre os trygge styre hele showet. Lad mig forklare..

Al god coaching - og i min optik også en præmis for det gode liv - tager sit udgangspunkt i at have en god relation til sig selv. På mange måder er det faktisk næsten umuligt leve et liv, du trives i, hvis du ikke (også ) gør dit indre arbejde..

En af de største indsigter i mit liv kom også med mit livs største sorg. Min storebror døde. Alt for tidligt. Og helt uventet. Hans død lærte mig, at vi ikke skal vente på noget. At vi skal være her. Lige nu. Hele tiden. Og at der ikke kommer et bedre eller mere egnet nu, til at være den du er.

At have en praksis kan lyde stort og komplekst. Som noget for munke eller meget spirituelle mennekser. Men det behøver det ikke at være. For mig er en praksis det, der redder mig i hverdagen. Det, der får et travlt liv til at gå op. Den behøver ikke at tage mere end ti minutter om dagen. Og det er hvert minut værd.

Livet viser os ting. Giver os tegn. Fortæller os hvad vi skal, eller ikke skal. Og det har det altid gjort. Det kaldes intuition. Intuition er en form for sensitivitet og fordi de to ting går hånd i hånd, glemmer vi nemt, hvordan vi får adgang til vores intuition.

Vi bekymrer os allesammen. Det er en del af det at være menneske. Og i tider med forandring og krise kan bekymringerne tage helt over. Det skal de ikke. I mine to årtiers arbejde med mennesker har jeg aldrig erfaret, at bekymringer rent faktisk hjælper på særlig meget. Tværtimod.