I dag vil jeg gerne dele tredje del af mit Coaching Manifest. (Du kan se hhv. del 1 her og del 2 her)
Manifestet støtter ikke kun dygtige coaches, men i høj grad også enhver, der arbejder med mennesker, er leder eller slet og ret bare er menneske.
Manifestet er, hvad man kan kalde et coachende mindset - et bagvedliggende tankesæt, der hviler på indsigter. Manifestet består af 10 indsigter og i dag deler jeg den tredje indsigt med dig.
Tredje indsigt hedder: Forhold dig til begrebet bevidsthed.
Bevidsthed er en vild ting, fordi den så let snyder os og “berøver” os en del af vores liv. Eller i hvert fald kun viser os det, vi er bevidste om og som vi derfor giver opmærksomhed. Man kan sige det sådan, at de fleste af os er ofre for vores bevidsthed. Vi tror, at vi styrer vores liv, men i virkeligheden er det det, som har vores bevidsthed, der styrer. Lad mig forklare.
Hvis det er din drama-fyldte chef, der optager dig, så er det der, din bevidsthed bliver brugt.
Hvis alt det du er bagud med, fylder meget, så bliver din bevidsthed brugt på det.
Hvis du bekymrer dig om verdenssituationen, så bliver din bevidsthed foldet ud der.
Det er naturligt. Det er ikke som sådan dårligt. Men det er heller ikke nødvendigvis altid det, der gør dig gladest. Det er ikke nødvendigvis det, der giver dig dybest tilfredsstillelse. Og det er slet ikke sikkert, at det er det, du i virkeligheden ønsker at bruge din bevidsthed på, din tid på, dit liv på.
For det er sådan, at det du giver bevidsthed i livet, ender med at blive dit liv.
Ofte sidder vi mennesker fast i ganske få perspektiver, som vi til gengæld bruger al vores bevidsthed på. Og så kan livet ende med at føles begrænset. Det har jeg set utrolig mange eksempler på som coach.
Jeg hørte engang en buddhist fortælle, at han mente, at vi har 10.000 “sind” til vores rådighed. Med det mente han, at vi har 10.000 steder, vi kan give vores bevidsthed. Tænk engang hvis han har ret?
Jeg vil ikke bede dig afsøge 10.000 bevidstheder her, men jeg vil gerne opfordre dig til at lege lidt med din bevidsthed et øjeblik. Klar?
Tænk over en situation i dit liv.
Spørg så dig selv: Hvis skyld er det?
Skift nu og spørg dig selv: Hvordan kan jeg fikse det?
Og så: Hvem kan jeg vælge at være nu?
Og så: Hvad er den dybere mulighed her?
Reflekter efterfølgende over, hvordan de forskellige spørgsmål flytter din bevidsthed. Og prøv at mærke hvordan du faktisk har et valg om, hvilken bevidsthed du foretrækker. Det handler dagens video om.