Har du udforsket dine paradigmer
Vi er kommet til femte del af mit Coaching Manifest. (Du kan se hhv. del 1, del 2, del 3 og del 4 her).
Manifestet støtter ikke kun dygtige coaches, men i høj grad også enhver, der arbejder med mennesker, er leder eller slet og ret bare er menneske. Manifestet er, hvad man kan kalde et coachende mindset - et bagvedliggende tankesæt, der hviler på indsigter. Manifestet består af 10 indsigter og i dag deler jeg den fjerde indsigt med dig. Den lyder sådan her:
Har du udforsket begrebet “dine paradigmer”?
Kender du det, når du sidder fast i livet? Når du føler, at det hele på en måde bliver ved med at gentage sig? Når din “portion” af tilfredshed på en eller anden måde er blevet statisk. Når du nærmest føler, at du lever som om, du har en sok over hovedet, for udenfor din sok, er der ikke meget der ændrer sig fra dag til dag?
Fra et coaching-perspektiv kan det være tegn på, at du sidder fast i et paradigme, som, for dig nu, er blevet forældet og du trænger til, at det bliver fornyet. For når vi sidder fast i gamle paradigmer, kommer vi til at leve svarene på gamle spørgsmål. Det er ikke særligt energigivende og det kan også forhindre, at vi vokser, udvikler os, flytter os. For det er skift i vores paradigme-sæt, der understøtter vores transformation.
Ofte kræver det en provokation (lille som stor) at slippe et gammelt paradigme. For dine paradigmer består af dine overbevisninger, dine historier, de love og regler du mener, at du skal følge. Og selvom du måske i mange år har vidst, at de ikke tjener dig længere, kan de være svære at slippe, uden at der er en virkelig god grund.
De gode grunde, også dem som ikke altid føles velkommen, kan ofte være anledningen til et paradigmeskift. Det kan være fyringen, kæresten der går, krisen der rammer. Det kan være forfremmelsen på arbejdet, der presser, tilbuddet om en ny bolig, en ny eller gammel relation, der er i forandring. Eller.. you name it.
Uanset hvad, er disse disruptions (måske især hvis de føles udfordrende for dig) et sikkert tegn på, at et paradigmeskifte kalder på dig. Og jo mere provokerende eller angstprovokerende det der sker, føles, des større og des mere vigtig og indsigtsgivende en rejse ligger der foran dig. For siger du ja til paradigmeskiftene, siger du også ja til dit liv. Med alt hvad du indeholder. Og med skiftet vil du opleve, hvordan du mere og mere bliver dig selv, og hvordan du mere og mere kommer i kontakt med dit liv. Det fortæller jeg mere om i videoen her.