”Jeg kunne godt tænke mig at have mit eget værelse…”
Sådan sagde jeg til min mand, da vi flyttede sammen i sin tid. Lyder det lidt teenageagtigt? Måske. Alligevel hører jeg netop de ord komme fra flere og flere kvinder. Et sted i huset, hvor man bare kan være helt sig selv. Have sine egne ting. Sine egne systemer. Egentlig ikke er stort krav. Alligevel kan det vække følelser rundt omkring.
"Hvorfor vil du have dit eget værelse? Skal vi så også sove hver for sig?”
Ja, måske. Meget peger på at forhold, hvor man ikke sover sammen hver nat har bedre kemi og polaritet. (læs: mere sex)
Men lad mig nu bare starte med værelset.
Jeg har selv indrettet det således, at jeg har mit eget lille ”hus”. Det er en gammel æselstald. Bygget om. Her har jeg mit kontor. Og alle mine personlige ting. Her roder jeg. Her tager jeg en lur. Her kommer du kun ind, hvis du for lov af mig.
En nær sammenligning er vel den måske lidt fortærskede; mandens garage, udhus, værksted, kælder, whatever.
Men udover værelset, har jeg udvidet konceptet. Jeg, og min mand, har indrettet vores liv således, at jeg, cirka 5 dage om måneden, er helt alene. Som i at min mand og jeg er i hvert sit land. Han har travlt med sit. Og jeg med mit. Og de dage stornyder jeg. Her er jeg sammen med mine veninder som det passer mig. Flexer ind og ud af mine egne stemninger uden, at jeg nødvendigvis behøver at tage hensyn til nogen. Ind imellem tager jeg min datter med, og så har vi ren pigetid. Men overordnet set er tiden helt min egen. Og det er så helt utroligt dejligt. Og minder lidt om single-uden-børn-livet. Bare uden dates.
Jeg har både indrettet mig sådan, fordi det giver mig rigtig meget at tage væk og få tid til mig selv. Men også fordi det gør, at jeg kommer virkelig glad hjem til min mand igen. Der er dog også en tredje grund. Og det er grunden til min første (og forhåbentlig sidste) skilsmisse. En af årsagerne til, at vi gik fra hinanden var nemlig, at vi var blevet for tætte. Man kunne endda, på en god dag, kalde os symbiotiske. Vi havde simpelthen fået for meget til fælles. På mange måder dejligt. Men ikke for kærligheden på den der måde, du ved, hvor der opstår gnister og ting sker.
Derfor holder jeg stædigt fast i mine fem dage. Og i min æselstald. Og jeg tror egentlig min mand, har det helt fint med det.
Udover det med kemien er der også mange kvinder, der deler at de synes det virker som om, at mænd har nemmere ved at ”lukke af”, selvom familien er samlet. Det vil sige, at de lettere kan fordybe sig i noget uden at lade sig gå på af andres umiddelbare behov. Mange kvinder udtrykker derimod, at de ofte har svært ved at ”slappe helt af” i hjemmet. Og Danmarks voksende stressudfordringer kunne tyde på, at der er noget om snakken.
Så med andre ord. Måske er det ikke så tosset en ide endda. Når kvinder omkring mig bringer drømmen om et værelse med udsigt op.