Jeg har hele mit voksne liv altid været ambitiøs omkring mit arbejdsliv. Jeg kan lide at arbejde. Og jeg har altid arbejdet meget. Det var fint i 20’erne. Jeg var single og havde fuld fart fremad. Men så flyttede jeg sammen med min første kæreste, og kunne pludselig mærke en dyne af forventninger.
Forventninger om at passe hjemmet. Ikke sådan sagt højt, bare sådan mellem linjerne. Og pludselig blev det svært at arbejde så meget, som jeg ønskede. For køkkenbordet rodede. Tøjet var uvasket. Og der var pletter på gulvet.
Det gik ikke med kæresten. Af mange årsager. Men sikkert også, fordi vi havde forskellige forventninger til, hvem der skulle gøre, hvad og hvor meget. Desværre stoppede forventningerne ikke, da vores forhold gjorde.
For lige fra jeg fik mit første barn, har jeg kæmpet med dommen over at ønske at beholde min karriere på fuld kraft. Kvinder har kigget sigende på mig, med blikke der varslede “Vent du bare” og “Det kommer du til at fortryde”.
Men jeg holdt fast. På at jeg ville vækste min virksomhed, samtidig med at jeg ville være en god mor. Jeg har nægtet, at det var bedre for mit barn at opleve de første år fra en løbe-barnevogn på jagt efter spelt og latte. To ugers barsel tog jeg med min datter. Og så kom hun ellers med. Til konferencer, kurser, møder, kontraktforhandlinger. Var det en anderledes barsel? Ja. Men det gav mig andre muligheder. Jeg bestemte over min egen tid. Og gør det stadig.
Jeg havde engang en klient, som sagde, at hun hele tiden havde en flig af dårlig samvittighed. Og derefter rettede det til “Et bjerg af nagende skyld” For hende føltes det nemlig sådan at være mor samtidig med, at hun havde et meningsfyldt arbejde, som hun var glad for ved siden af. Og da jeg spurgte hende hvorfor, svarede hun;
“Fordi jeg har alle rollerne. Min mand har tre. Han har et arbejde, han er far. Og ægtemand. Jeg er resten. Husets eventkoordinator. Kalenderstyrer. Indkøbschef, Relationsansvarlig. Jeg styrer husstanden. Jeg leder og fordeler. Jeg er Boss. Både hjemme og på arbejde”.
Hun fortsatte. “Ind i mellem er jeg svært misundelig på mine singleveninder. Både dem med børn og uden. For i det mindste slipper de for konerollen”.
Jeg gider heller ikke konerollen. At være Kranen derhjemme. Det fandt jeg som sagt ud af for mange år siden. Men det er stadig, ligesom med barslen, noget som jeg skal argumentere for og forsvare. Så det gør jeg nu.
Det er IKKE mit ansvar partout at skulle være chefen derhjemme. Jeg er chef på mit arbejde. Og det er rigeligt. Og egentlig synes jeg ikke, at der er nogen, der skal være chefen. Jeg synes, vi skal deles om tingene. Så måske er løsningen ikke altid, som vi lige tror? Måske er det bedst for alle hjem, hvis dem der bo der, gør det de er bedst til og holder mest af? Uden dom. Uden løftede pegefingre fra omverdenen. Men på lige præcis deres måde. Og frem for alt: Ingen skyld. Dit liv består af dine valg. Og dem må du gerne have.