Den 8. Marts var jeg på TV2 NEWS. Og der endte jeg med at diskutere skamlæber.
To timers Live TV, hvor vi skulle debattere dagens nyheder, og derfor have en mening om alt fra spildevandsregninger, kvindernes kampdag og internettets skjulte sider. Udover, at det var yderst angstprovokerende sådan at være “klar parat” på alt, hvad der skete i nyhederne og vide, at hvert et ord, jeg sagde røg direkte ud til tusindvis af danskere, ja så var der også det der med skamlæberne…
En af debattørerne, en kvinde, mente nemlig, at det var lige meget, hvad vi kalder kvinders kønsdele. Altså med andre ord; “Pyt med, at det hedder skamlæber”.
Sådan har jeg det ikke. Jeg har en datter på 10. Hvad forklarer jeg, når hun spørger mig, hvorfor det hedder det?
“Det er fordi det er noget gris med de læber?”
“Det er fordi de er fulde af skam?
“Det er fordi….?”
Skam er en af de få følelser, der ikke gør noget godt for nogen. Det genererer intet godt. Nogen steder. For nyligt havde jeg en klient, som sagde til mig, at hun skammede sig over at have en mening. Om noget som helst. Og derfor kæmpede hun virkelig med at stå ved sig selv. For hun måtte ikke fylde i verden. Kun være fin og spiselig. Men hvad så, når hun ikke var det? Hvad når hun var alt det andet, hun også er? Ja, så skammede hun sig, sagde hun. Og blev så træt, så træt.
Da jeg selv, for nogle år siden, havde et ugentlig program på P1, følte jeg selv skammen på for fuld udblæsning. P1 er fuld af lyttere med et kritisk sind. Og debatten gik for fulde gardiner, og toppede for mig, da jeg blev kaldt en “Pengegrisk medieluder”
Og i stedet for at blive sur, skammede jeg mig. Og det var en fejl. Jeg gik hjem. Var lige ved at melde ud til P, at jeg ikke kom mere. Skammen red mig som en mare. Jeg følte mig lille. Og grim. For tænk, hvis det var sandt?
Men så tog en af mine veninder fat i mig og sagde “Måske er det netop det, du er?” Og så grinede hun. Og grinede og grinede. Og pludselig grinede jeg med. Gu, var jeg da det! Jeg smagte på det. “Medieluder ”Pengegrisk” Og så gik jeg med ordene, til de blev mine, og jeg kunne sige dem uden besvær. Endda med humor. Og det hjalp!
Og sådan har jeg det med skam. Jeg har intet at skamme mig over. Heller ikke skamlæber.
Det hører ingen steder hjemme. Ikke i mit liv. Så når jeg føler skam, taler jeg tilbage til den. Bliver sur. Beder den gå hjem.
Når jeg føler skam, giver jeg mig selv omsorg.
Når jeg føler skam, siger jeg fra overfor dem, der eventuelt er skyld i den.
Når jeg føler skam, ved jeg, at jeg er på afveje. Og tager en pause.
Når jeg ser andre skamme sig, prøver jeg at række en hånd frem (som min veninde)
Kom vær med. Be proud. Farvel til skam! For altid.
God søndag.