Kvinden kigger mig lige i øjnene. “Din dreng går ikke i børnehave?”. Tonen er bebrejdende. Undrende. Urolig. “Nej vi har ham hjemme”, siger jeg.
Indtil nu har jeg ellers forklaret, ja nærmest undskyldt. Men jeg gider det ikke mere. Min dreng er nærmest lykkelig. Det fungerer for os. Og så er den vel ikke længere? Men det er den. Åbenbart.
“Men har du ikke tænkt på hans sociale tilpasning”?, spørger hun.
Jeg kigger på hende. Får lyst til at svare spydigt “Nej, det har jeg ikke. For jeg er ikke sådan en, det tænker på mine børns ve og vel”. I stedet svarer jeg dog, at jo det har jeg. Selvfølgelig.
Hun ser bekymret ud. Vi lader emnet ligge.
Det er sjovt, som anderledes livsvalg ofte ses som farlige. Og ikke mindst som noget folk bliver nødt til at kommentere på. Også selvom det jo egentlig ikke kommer dem ved. Og også selvom de fleste jo godt ved, at hvad der virker for din familie, ikke nødvendigvis virker for min. Og hvad der er godt for mit arbejdsliv, ikke nødvendigvis er godt for dit. Og så videre.
Alligevel bliver jeg ofte konfronteret med de valg, min mand og jeg tager for vores familie. Eller den måde jeg har valgt at indrette mit arbejdsliv på. Eller det faktum at jeg er virkelig gode venner med min eks.
Ofte består kommentarerne og spørgsmålene af postive tilkendegivelser. Fyldt med glæde og nysgerrighed.
Men ligeså ofte er tonen af nysgerrig undren skiftet ud med let fordømmelse, når jeg får spørgsmål som disse;
Hvordan kan I forsvare, at jeres 10-årige datter rejser mellem to lande for at se sine forældre?
Hvordan kan du tro, at du kan starte en virksomhed i et land, mens du opholder dig meget i et andet?
Fungerer det virkelig, at have en virksomhed med din eks?
Skal I nu også ud og sejle med ungerne?!
Skal I dyrke vin? Det er virkelig svært…
Har I nu plantet flere oliventræer?!
I tror vel ikke, I kan leve af at sælge olivenolie?
I kommer altså til at knække nakken på det byggeprojekt.
Og så er der det med børnehaven…
I starten lod jeg mig gå på af det. Forklarede og forsvarede. Så kom der en periode, hvor jeg bare holdt valgene helt for mig selv. Og så en, hvor jeg overvejede at lytte til alle stemmerne. Men den mulighed slap jeg hurtigt igen. Og flere gange har jeg faktisk haft lyst til at lyve;
“Jo, jo. Han går i børnehave.”
Men det går jo ikke. For går jeg først ned ad den vej, bliver det til en livsløgn. Og livsløgne sætter sig og bliver til kriser. For meget chokolade. For mange TV-serier. For meget alting. For lidt af det vigtigste. Det der er mit liv. Det inderste.
Og så på et tidspunkt erfarede jeg, at kritikken jo for det meste kom fra mennesker, der selv stod et sted i livet, hvor de var trætte af konformiteten. Under de kritiske røster lå en reel interesse. Under de løftede øjenbryn lå et ønske om et mere frit liv. I bebrejdelsen var nysgerrighed gemt.
Så en empati begyndte at melde sit indtog. Og jeg begyndte at spørge tilbage;
“Spørger du, fordi du godt kunne tænke dig en anden løsning for dine børn?"
“Er du nysgerrig, fordi du længe har gået og haft udlængsel?"
“Drømmer du om et andet forhold til din eks?"
“Ja, vi skal ud og sejle. Vi glæder os helt vildt. Hvad har du af vilde drømme for din familie?"
“Stopper du ofte dig selv, når noget bliver for svært?"
“Jo, vi tror godt, vi kan leve af det. Hvorfor ikke?"
Og den taktik har lettet det hele lidt. For samtalen bliver drejet hen på afsenderen og deres liv. Og måske var det egentlig det, der var meningen hele tiden.
Men uanset om meningen med spørgsmålene egentlig var at forstå noget om sig selv eller om det blot var for at kritisere, så sætter jeg nu min hat som jeg vil. For det er trods alt min hat, og jeg kender den og ved, hvordan den sidder allerbedst. Og hvornår den sidder helt skævt og forkert.
Og selvom det til tider kan være lidt hårdt og ensomt at holde fast i den, så er det i det lange løb, det hele værd.
Prøv det.