Jeg var til påskefrokost, hos en af mødrene fra Zoe og Morgans spanske skole. Hun er engelsk, og bor på den mest romantiske Finca nede ved floden. Som taget ud af et engelsk-spansk eventyr. Her var den fineste frokost. Kage, the. glade børn. Og det slog mig, at jeg faktisk godt kunne lide at være der. At det var en god oplevelse.
Normalt føler jeg mig ellers lettere malplaceret til den slags events. Som “The odd one out”. Føler de andre mødre glider ind og ud af samtaler med ynde. Alt imens jeg for femte gang får spurgt en (hjemmegående) mor, hvordan det går med karrieren, mens jeg desperat kigger mig rundt efter virkelig stærk kaffe.
Jeg ved ikke, hvorfor det er sådan. Jeg er ikke vild med stempler. Men nogen ville måske kalde mig introvert. Jeg er i hvert fald bedst “en til en”. Grupper gør mig utilpas.
Jeg kommer altid til at tænke på min svenske mormor, der som 60 årig valgte at isolere sig i sit hjem. Med opera, hjemmerullede cigarellos og the. Sådan vil jeg ikke ende. Omend hun var et meget dejligt menneske.
Så jeg har taget kampen op med mig selv. Eller det har jeg faktisk gjort, siden jeg som 23-årig besluttede mig for at ville undervise grupper. Og holde foredrag. Jeg besluttede mig for at tage min til tider kringlede personlighed med mig, og vende mig imod verden. Og det har forårsaget en del uro og ubehag igennem årene. Modstand. Frygt. Modvilje. Og en påtrængende lyst ikke til at følge i mormors fodspor.
Men jeg nægter. Jeg vil være i verden med min generthed. Og indadvendthed. Jeg vil dele ud af mig selv, selvom jeg ikke tør. Og nogen gange ikke har lyst. Jeg lever af et kommunikere. Af at dele ud af mig selv. Sådan skal det være. Også når det er en kamp. Jeg tror balancen er vigtig.
Og det er således også min opfordring til dig.
Du har noget vigtigt at give. Du er vigtig. Lige som du er. Og som en kunstner, der vil fortælle dig, at det tager 10.000 timer at beherske sin kunst, således tager det måske også dig en rum tid at beherske din personlighed?
Så giv ikke op. Vær den du er. Og gør det, du drømmer om. På trods af dig selv. Ind imellem er det benhårdt. Men for mit eget vedkommende har det givet mig mere tilbage, end jeg nogensinde havde troet muligt.
På turen hjem fra påskefrokosten tænkte jeg over, hvad der havde gjort dagen så hyggelig. Og jeg tror, det var fordi, at jeg som årene er gået har opdaget, at alle kæmper med deres. Alle kæmper en indre kamp, vi andre ingenting kender til. Og den indsigt gør, at jeg mere og mere kan slippe mit eget og lytte til de andres udfordringer. Og det er en lettelse.
God Påske!