En kvinde jeg mødte på et retreat for mange år siden, Rehanna, virkede mere end lykkelig. Og jeg blev nysgerrig og spurgte hvordan hun bar sig ad.
Hun fortalte mig, at hendes liv havde taget en brat drejning, da hendes livs store kærlighed døde.
Det havde med katapult-kraft sendt hende væk fra hendes mellemtilfredse liv med et arbejde hun ikke var glad for.Noget af det sidste hendes mand havde bedt hende om, var nemlig at følge sit hjerte, for han vidste godt, at hun nogle gange havde gået på kompromis, fordi de to havde elsket hinanden så højt. Han bad hende om at værdsætte hvert eneste øjeblik og udleve sine drømme. Det havde Rehanna lovet ham, selvom hun var i tvivl om hvordan hun skulle gøre det.
Det satte tanker igang hos mig. Ville jeg være i stand til at værdsætte livet, selv når det var svært? Ville jeg være i stand til at give slip på mine forhindrende overbevisninger en gang for alle? Er værdsættelse det samme som enighed? Ville det gøre mig til et lallende fjols med lyserøde briller?
Omvendt, hvordan skulle jeg kunne lade være med at værdsætte hvert eneste øjeblik, når jeg vidste, at jeg kun havde dette liv? Og værdsætte betyder jo ikke at være toplykkelig og glad hele tiden. Værdsætte betyder blot netop det - at værdsætte. Værdsætte selv et raserianfald og følelsen af travlhed. Værdsætte et skænderi. Værdsætte den sure buschauffør.
Det er ikke ensbetydende med at være enig i det, der sker. At se det gode i alting og på en lalleglad facon konstant lede efter halvfyldte glas i stedet for halvtomme. Det handler om simpelthen blot at værdsætte, at jeg har endnu en dag, endnu en time, endnu et minut med hvad end det måtte indeholde.
For mig er værdsættelse en meget direkte vej til mere glæde. Hvad med dig?
Kh. Sofia