Forleden aften var jeg inde i København for at fejre en god venindes fødselsdag. Ved indgangen til restauranten stod en stor dørmand. Han virkede truende, blot ved sin størrelse og udstråling (på mig). Og da han, på en ret brysk facon, sagde til os, at vi skulle registrere os med navn og adresse, pga. Corona, og samtidigt tog telefonen ud af hånden på mig, for at tjekke om vi havde en reservation, gik det galt for mig.
Jeg følte mig meget utryg ved hele hans udstråling
Jeg så ingen logik i, at han skulle registrere mig, for at afhjælpe corona, samtidig med at han tog min telefon (og sikkert mange andres) i hånden, uden at have håndsprit i sigte.
Nå. Men. Der skete så det, at jeg kom til at råbe lidt rigeligt højt af ham. Jeg var ellers ankommet til stedet, efter en dejlig dag, med både godt humør, gave og blomster i hænderne og helt klar til at fejre min veninde. Nu var jeg så pludselig som forvandlet.
Egentlig følte jeg mig mest af alt utryg. Og det gjorde manden overfor mig, der jo blot gjorde sit job, måske i virkeligheden også. Vi råbte lidt ad hinanden (for på den måde at støtte endnu mere op om Corona foranstaltningerne ;-)) og til sidst lukkede han mig ind.
Næste dag reflekterede jeg over hændelsen. Over hvordan vi alle er uperfekte. Over hvordan gamle mønstre og frygt, ud af det blå, kan overmande os og forstørre og dramatisere situationer, uden at der umiddelbart er grund til det. Som et tog der skubber os modvilligt frem mod en kaotisk situation. Og vi føler ikke, vi kan slå bremserne i, for toget repræsenterer hele vores fortid.
Vi er alle uperfekte. Venner, forældre, chefer, kolleger, børn, kærester. Vi har alle vores at kæmpe med, hver eneste dag. For mit eget vedkommende ved jeg, at det der hjælper mig til at slappe mere af i min uperfekthed, og dermed åbne op for healing og plads til mig selv og andre, er at vende lidt op og ned på det hele. Og det er hvad dagens video handler om.
Kh. Sofia