Hun kom til mig, med lysende øjne. Hun tog et valg, for mange år siden. Flytttede fra den forkerte karriere og den alt for rigtige kæreste, i Madrid. Flyttede fra familiens velmente, men søvndyssende favn. Ud i bjergene. Købte en lille bitte jordlod. For enden af en lang ufremkommelig vej. For enden af den, lå hendes eventyr.
"Mandeltræerne blomstrer” Fortsatte hun. Glæden ved det, der er lige foran. Det som hele tiden er der. Det spirende forår. Den glitrende sø. Dit barn der ler. En pen der fører din hånd I din dagbog. En kop vellavet the.
Hvor blev det af? Livet du længstes efter, men som fortabte sig i det liv du lever?
På vej hjem, ser jeg en ældre herre. Med sin stok. Han har et blåt jakkesæt på og hat. Jeg ser ham ofte. Altid ved samme tid. Han hilser. Ryggen er rank. Blikket er klart. Glæden ved rutinen er åbenlys.
En Coachingklient bringer op, hvoran stressen igen er ved at overtage hendes liv. Hun har været der før. Hendes indre stemmer driver hende frem.
"Hvor skal du hen” spørger jeg. Hun stopper talestrømmen. “Der er et spørgsmål om overlevelse” Svarer hun.
Men er det sandt?
Jeg tror det ikke.
Alt det der fylder I dit liv, er som et slør for dine øjne. Løft sløret og se dit liv danse foran dig. Og tør du. Så kast dig ud I dansen. Find dine trin. Dine helt egne. Og fyr den af.
