Vi har alle det, vi i Coaching kalder for overbevisninger. Og det kan gøre en forbløffende stor forskel at blive bevidst om, hvilke overbevisninger vi har omkring forskellige temaer i vores liv. Ofte har overbevisninger nemlig en stor betydning for vores evne til at skabe forandringer i vores liv og handle på vores drømme.
Generelt kan man sige, at overbevisninger er som sætninger på et bånd, der afspilles i vores hoveder, og som automatisk spoler frem til bestemte konklusioner eller tanker.
Overbevisninger tilegner vi os i løbet af vores opvækst. Hver gang vi enten fik at vide (af vores forældre, lærere, kammerater osv.) eller oplevede, hvordan vi burde leve vores liv, byggede vi flere og flere overbevisninger op. Og i takt med at vi fik tilstrækkelig mange andenhånds-bekræftelser af, at en given overbevisning var ”rigtig”, så lod vi den stille og roligt blive til sandheden.
På et eller andet tidspunkt efter at vi har lagt barndommen bag os, kan det derfor være temmelig sundt at blive opmærksom på, hvilke overbevisninger vi har. Og lever efter. For en del af de overbevisninger, vi har med os fra barndommen kan være temmelig hæmmende for vores liv og lykke.
Hvis du f.eks. er vokset op i den ulykkelige omstændighed, at vold har været en del af din hverdag som barn, har du måske konkluderet, at du ikke er bedre værd og fortjener at blive slået. Det er, set udefra, selvfølgelig ikke rigtigt, men på den måde er der nu engang massevis af overbevisninger, som vi udvikler igennem livets prøvelser:
Jeg har prøvet det før, men det lykkedes ikke for mig
Andre folk tænker dårligt om mig
Folk griner af mig, og det kan jeg ikke håndtere
Jeg kan overhovedet ikke opnå det mål
Min ide kan ikke være så god, for så var der nok en anden, der havde gjort det
Jeg er for gammel, ung, doven, dum etc.
Listen er nærmest endeløs og det ville selvfølgelig være skønt, hvis du lige kunne skifte et par af dine (eller skulle jeg sige andres?) overbevisninger med egne livserfaringer. Men det er ikke altid så nemt, og nogle gange kan vi ligefrem føle, at vi har brug for vores hæmmende overbevisninger. Fordi de virker trygge og velkendte. Men når vi står over for en ny situation, spørger vi ofte os selv "Kan jeg håndtere den – er det dét, jeg vil?”. Og hvis vi ikke kender og er opmærksomme på vores egne hæmmende overbevisninger, men blot ligger under for dem, får vi ikke et ærligt svar. Så vil vil de hæmmende overbevisninger i stedet blot diktere udfaldet.
Derfor er vi efter min mening nødt til at handle på trods af vores hæmmende overbevisninger. Venter vi, indtil vi er helt fri for hæmmende overbevisninger, kommer vi aldrig til at handle! Livet er nu. Og der er ingen grund til at vente.
Se mere om overbevisninger i dagens video.
Kh. Sofia