Vi har alle en række overbevisninger, vi går og tror på. Overbevisninger om, hvad der er godt og dårligt, hvad der er “det bedste”, hvad der er “det vigtigste” og hvad der er “det rigtigste”. For nu at nævne nogle eksempler.
Mange af disse overbevisninger, kommer fra din opvækst. Fra dine oplevelser, dine erindringer og fra andres meninger om dig og om Verden. Og måske endda også om din plads i Verden.
Ofte kan disse overbevisninger ende med at styre vores liv, endda meget mere end vi måske lige aner. Hvorfor? Fordi vi simpelthen kommer til at holde fast i vores overbevisninger som værende endegyldigt sande. Problemet er bare, at det er de ikke altid. Eller de er det måske ikke for dig. Eller de er det ikke længere.
Lad mig give et par eksempler:
Du har lært, at man skal hjælpe andre, før man hjælper sig selv.
Du har erfaret, at gør du det, der forventes, så er det bedst.
Du har fået fortalt at mennesker, der gør sådan og sådan (fyld selv ind) gør det rigtigst.
Men er det sandt? Det du går og tror på? Virker det for dig? Støtter det dig i dit liv? Eller forhindrer dine overbevisninger dig? Det handler dagens video om.