"Hvis jeg kan, kan andre også!"

Heidiprofil2.jpg

Interview af Erickae Sommerhill

Heidi Benggaard står for enden af en årelang både indre og ydre rejse, hvor lyset endelig er ved at bryde igennem. En rejse, der bl.a. har budt på en skilsmisse, flytning til et andet land, konfrontation med fortidens uhyrer og et brud med barnetroen (og et stort netværk). En rejse, som Heidi efter eget udsagn ikke var kommet igennem, hvis ikke det havde været for de værtøjer, hun fik på Coach- og Mastercoachuddannelserne.

”Det har været en hård omgang. Og det er faktisk først nu, jeg kan se, hvor hårdt det har været. 

Men jeg er kommet styrket ud på den anden side. Jeg er ikke perfekt. Men jeg er stærk og nænsom, når livet viser tænder. Det er faktisk en fantastisk fornemmelse at mærke den styrke.”

Det er tydeligt, at dette interview har kostet Heidi et par overvejelser. For det er en meget personlig historie, hun har valgt at dele med verden, og det er følsomt. Men hun har valgt at ræsonnere sådan, at det er prisen værd, hvis hun kan inspirere andre.

Vi spoler tiden tilbage. Helt præcist tilbage til 2012. Heidi står midt i sit køkken i lejligheden i Busan i Sydkorea; familiens hjem på 14. år og stedet, hvor hendes og mandens to børn er vokset op. Hverdagen ligner sig selv – men Heidi er i dyb indre krise.

Filmen knækker
”Jeg kan huske, hvordan jeg står der i køkkenet. Min mand og jeg er lige gået fra hinanden på det tidspunkt, men bor stadig sammen for at få hverdagen til at hænge sammen, og jeg kan simpelthen ikke lide mig selv! Jeg er ved at brække mig over, hvordan jeg er i verden. Jeg er sur og bitter, føler mig som et offer og aner ikke, hvordan jeg skal håndtere det.”  

Filmen er knækket. Der er ikke meget livsgnist tilbage. Lige siden 1999, hvor familien valgte at rejse til Korea som en del af mandens arbejde, har Heidi som hjemmegående hustru været familiens koordinator og sørget for børnenes opvækst og skolegang. Og på dette tidspunkt er børnene 11 og 15 år. 

”Jeg er slet ikke i kontakt med mig selv. Jeg kan mærke, at jeg er kommet SÅ langt væk fra den Heidi, jeg ved, jeg er indeni. På det her tidspunkt overtræner jeg og kan finde på at cykle 106 km med tre bjergetaper på én Marsbar! For at jeg kan være i mig selv, må jeg opretholde det ydre. Det er en overlevelsesstrategi, men i virkeligheden flygter jeg…”

Set i bakspejlet manglede Heidi basalt set evnen til selvomsorg. Hun kan i dag se, at hun i alle årene havde fokuseret på, at alle andre skulle have det godt, og at hun aldrig spurgte sig selv: ”Hvad har jeg egentlig brug for?”

”Den dag i køkkenet besluttede jeg, at jeg måtte gøre noget for at finde hjem til mig selv. Både for min egen og for mine kæres skyld. I dag kan jeg jo sagtens se, at jeg bestemt ikke havde brug for at overtræne i den grad, jeg gjorde. Alle andre skulle have det godt, og jeg glemte mig selv. Jeg havde brug for at mærke den indre kærlighed i mig, som jeg slet ikke vidste, at jeg havde adgang til.”

En hurtig beslutning!
Heidi husker, hvordan hun en onsdag formiddag i januar 2013 sætter sig til computeren, fast besluttet på at tage styringen med sit eget liv. Hun har hørt om Sofia Manning, og nu vil hun finde ud af, hvem hun egentlig er. Heidi finder nogle videoer med Sofia på YouTube.

”Det gav så meget mening! De ting, Sofia sagde, gav mig et håb om, at forandring var mulig. Og inden for et kvarter havde jeg besluttet at tage coachuddannelsen!”

Heidis daværende mand bakker hende heldigvis op – også selvom det betyder, at hun skal rejse til Danmark hver gang, der er et modul, og lade ham overtage ansvaret for både sit eget job, hjemmet og børnenes skolegang. 

Ugen efter sidder Heidi, godt jetlagged, på 1. modul af Coachuddannelsen og skal præsentere sig selv for en masse nye mennesker.

”Jeg husker, at jeg var meget med maske og forsøgte at opretholde en facade. Umiddelbart så jeg jo ud til at have det hele. Men jeg havde et fuldstændig udbrændt nervesystem, da jeg kom til Danmark, og jeg havde slet ikke erkendt, hvor ødelagt jeg var. Jeg kunne mærke, at uddannelsen gjorde mig rigtig godt og gav en masse god energi, håb og værktøjer til så småt at sætte nogle forandringer i gang. Det var faktisk første gang, at jeg tankede mig selv op…”

Masken og stilheden
Masken faldt dog ikke på Coachuddannelsen. Den begyndte først for alvor at krakelere på sidste modul af Mastercoachuddannelsen, som hun valgte at tage umiddelbart efter endt certificering. 

”Mastercoachuddannelsen kom for mig i høj grad til at handle om: Hvordan tager jeg den rejse tilbage til mig? Jeg vidste, at der var noget mere her, jeg skulle lære. På sidste modul blev vi undervist i Maskulin/Feminin, og dét blev et vendepunkt for mig, for lige der, midt i en øvelse, hvor jeg skulle skrive svarene ned på et A4-papir, brød jeg sammen. Jeg kunne mærke, hvor langt væk jeg var kommet fra mig selv!”

Når jeg spørger, hvad Masteruddannelsen konkret gav Heidi af værktøjer på hendes indre udviklingsrejse, nævner hun en række ting. Enneagrammet, som hun skrev master-opgave om, har tydeligvis betydet meget. Men også det, at få kontakt til stilheden i sig selv.

”Den virkelige game changer blev de opgaver, jeg fik af en af underviserne: Jeg skulle lære at skrue ned for støjen og finde roen. Jeg begyndte at tage meditation alvorligt og få det som en praksis. Det blev startskuddet til, at jeg begyndte at finde en lille smule ro oppe i mit hoved.”

Opgør med barnetro og netværk
Det er undervejs på Masteruddannelsen, at Heidi og hendes daværende mand lader sig endeligt skille og beslutter, at hun og børnene skal rejse til Danmark og starte en tilværelse der. Heidi er frustreret, skamfuld og ked af det.

”Jeg tænker meget over, hvordan jeg er endt sådan. Hvordan alt det, jeg har kæmpet for og lagt energi i, ikke er blevet, som jeg havde drømt om. Jeg tænker, at jeg slet ikke er værd at elske. Og min største frygt, som er at være helt alene, er pludselig en realitet.”

Samtidig med at Heidi og børnene flytter ind i en lejlighed i Birkerød og skal forsøge at finde sig til rette i det, der for børnene er et helt nyt land, mønstrer Heidi modet til at gøre op med sin barnetro og sige farvel til et kæmpe netværk.

”Det var hjerteskærende at sige farvel til min tro og de mennesker, jeg havde kendt det meste af mit liv, og som jeg holdt af. Det var ekstremt ensomt og utrygt. Men jeg vidste, det ikke længere var rigtigt for mig. Jeg var vokset fra det. Jeg havde altid udlagt det til, at der nok var noget andet, der kunne vise mig sandhedens vej. Men nu kunne jeg mærke, at jeg skulle finde minsandhed.”

Intet skal fjernes eller gemmes væk
Foruden Enneagrammet som et vigtigt værktøj til at finde sig selv, nævner Heidi også Big Mind- og Skyggeværktøjerne, som hun stifter bekendtskab med på Mastercoachuddannelsen. Redskaberne får Heidi til at reflektere over, hvad hun skal lære at rumme i sig selv.

”Jeg fandt jo ud af, at svarene på mine inderste behov rent faktisk kommer i stilheden. Hvad er det frygten gør for mig? Hvad er det, der ligger under, og hvordan skal jeg balancere det ud? For det handler jo netop ikke om at fjerne eller gemme noget som helst væk – det handler om at evne at se, hvad der er oppe at vende nu, og møde det i respekt og værdighed.”

Heidi fortæller, hvordan hun er begyndt at forstå sin smerte og drage omsorg for sig selv. Hvordan hun nu genkender sine advarselssignaler og er blevet meget bedre til at kommunikere det ud til sine omgivelser. Hendes relationer er også blevet tættere. 

”Det er en ny ting for mig at drage omsorg for mig selv. Siden jeg var helt, helt lille har jeg skullet skabe noget harmoni i min ydre verden, for at jeg kan have det godt indeni. I dag handler det om, i al nænsomhed og kærlighed, at stå ved, at det jeg mærker er rigtigt, og at leve mit liv ud fra mine værdier. Det føles enormt befriende, og jeg er stille og roligt ved at støbe et meget solidt fundament for, hvem jeg er som kvinde. Jeg ved, hvilke drømme jeg godt kunne tænke mig at udleve – og hvad jeg IKKE vil have i mit liv.”

At finde styrken i sårbarheden
Jeg spørger, om den ensomme rejse har været det værd, og det bekræfter Heidi uden at tøve. For hun siger, at ensomheden har givet hende en styrke i at vide, at hun faktisk godt kan finde ud af tingene. Og hvis ikke hun kan, så kan hun spørge om hjælp.

”Det med at bede om hjælp har før været mega grænseoverskridende! For når jeg beder om hjælp, er jeg nødt til at vise verden mine sårbare sider og lade masken falde. Det har været svært for mig. Men det er en gave at kunne det nu!”

At være i kontakt med sin egen sårbarhed har givet Heidi en større forståelse for andre mennesker, og hun har i dag stor respekt for, at hvert menneske har sin egen udviklingsvej at gå og må træffe sine egne valg. 

”For mit eget vedkommende har jeg i den grad måttet kæmpe med min tålmodighed. For jeg elsker, når der er skred i tingene. Men når du besøger ”the Dark Night of the Soul”, kommer alt på prøve, specielt din tålmodighed. Jeg har besøgt alt det, jeg har flygtet fra hele mit liv; Et rædselskabinet fyldt med akkumulerede traumer og sår. Ting, jeg aldrig havde taget hånd om. Det har jeg så nu.”

I dag er Heidi kommet ud på den anden side. Hun har fundet sig selv og livsglæden. Og nu er modet til at gøre en forskel for andre også ved at spire frem. Jeg spørger Heidi hvilken betydning Coach- og Mastercoachuddannelserne har haft på den rejse, hun har været igennem?

”Manning-rejsen har lært mig, at hvis man skal vokse og skinne i verden, så skal man lære hvordan. Og nu er jeg endelig kommet dertil, hvor jeg er parat til at give andre modet til at forandre det, de gerne vil forandre. Hvis jeg kan, kan andre også!”
 

"Slut med at leve livet igennem et filter"

 Foto: Rene Kongsgaard fra Kongsgaard foto

Interview af Erickae Sommerhill

En dag gik det op for Naomi Rasmussen, at hun var blevet en bitter og småkynisk hustru, mor og medarbejder uden energi. Noget måtte ændres. Uden at kende rejsens endemål, tilmeldte hun sig Manning Inspires Coachuddannelse. Og selvom Naomi kun lige er blevet færdig med uddannelsen, har den allerede sat ret markante spor i hendes liv…

”De sidste 10 år har jeg arbejdsmæssigt fået masser af muligheder for udvikling og er nærmest dagligt sprunget ud over klippen.” Naomi Rasmussen er 47 år, gift og har tre sønner. Hun har arbejdet i den samme virksomhed i de seneste 25 år, med skiftende ansvarsområder. Indtil for nylig lå familielivet på en (ufrivillig) andenplads i hendes liv; Arbejdet havde lige så stille ædt al hendes energi. Og glæde.

"Jeg arbejder i en virksomhed, hvor der bliver givet et meget stort ansvar ud til medarbejderne. Det har givet mange udviklingsmuligheder, og de mange arbejdsmæssige udfordringer har et langt stykke hen ad vejen været megasjove, og jeg har hentet energi i dem. Men pludselig opdagede jeg, at de var blevet tunge og energidrænende.”

Det er tydeligt, at Naomi bliver berørt, når hun fortæller, hvordan hun i bakspejlet kan se, at hun egentlig bare gled med og påtog sig opgaver, der krævede mere energi, end hun havde, for det fik mærkbare konsekvenser. 

”Jeg syntes, jeg var blevet så træls og negativ. Jeg kunne høre mig selv sige ting som: ”Det skal gøre ondt, før det gør godt”, og når folk sagde, ”Puha det er hårdt”, så var jeg blevet sådan lidt kynisk, ”Dér har vi andre også været – hvorfor tror du, det skulle være anderledes for dig?””

Noget er helt, helt galt...
Naomi fortæller, hvordan mange sommerferier blev brugt til at reflektere over at ”noget var helt, helt galt”. Først forrige sommer gik det op for hende, at hun faktisk havde stresssymptomer. Så efter ferien bad hun om at komme på nedsat tid, så hun kunne få styr på symptomerne. ”Det var fint at gøre det på den måde, og efter fire måneder var jeg tilbage på fuld tid – men med en ny indsigt: Jeg kom frem til, at der er masser af ting, der er spændende på mit arbejde – men  jeg manglede et ”andet ben” at stå på som en modvægt til arbejdet. Noget, der skulle være mit, adskilt fra arbejdet.”

Naomi havde i længere tid været interesseret i coaching, men havde også skubbet det lidt væk som værende et modefænomen. Hun var dog tilmeldt Sofia Mannings nyhedsbrev, og en dag læste hun noget, som ramte hende. ”Sofia skrev om coachuddannelsen. Hun skrev, at om ikke andet ville den personlige rejse åbne nye døre og muligheder og give nye måder at se tingene på. Det var dét, der gjorde det for mig! Jeg stod i stampe i mit eget hoved, og jeg tænkte, at den rejse var jeg nødt til at tage.”

Værdiarbejde - en sand øjenåbner
Naomi begyndte på coachuddannelsen i september 2017. Og det var på alle måder en øjenåbner. ”Da vi blev undervist i værdier, tænkte jeg ”Ja, for fanden, det er dét!”. Jeg forstod, hvordan man kan komme væk fra sine værdier, og hvad konsekvenserne er. Og hvordan man faktisk kan arbejde med at komme tilbage til sine sande værdier. Det passede jo så godt med, at jeg var kommet væk fra mig selv og var blevet mere ”noget andet”.”

På uddannelsen gik det op for Naomi, at hun havde ligget under for et meget stort behov for at bevise over for sig selv, at hun kunne ”det hele” både karrieremæssigt og privat. ”Som barn var jeg den søde, rare pige som aldrig sagde eller gjorde noget forkert. På et tidspunkt har jeg set nogen og tænkt: ”Det vil jeg også kunne!”. Og så er jeg gået målrettet efter det. Arbejdet har givet mig en fornemmelse af anerkendelse… At jeg var modig og dygtig, kunne sætte mig noget for og gennemføre det. Men pludselig kunne jeg se, hvordan jeg billedlig talt havde gået imod snestormen med bøjet hoved de senere år. Jeg havde ikke haft hjertet og mig selv med.”

Energigivende at droppe masken
Da jeg taler med Naomi har hun kun det femte og sidste modul tilbage af sin uddannelse. Og det er tydeligt, at uddannelsen allerede har sat markante spor, både personligt og på arbejdet. ”På coachuddannelsen oplever jeg, at man møder hinanden ærligt, uden filter. Det har været en kæmpe befrielse at få lov at prøve det, for det er sådan, jeg gerne vil være i alle relationer. Og det er i virkeligheden første step efter uddannelsen: jeg vil ikke længere spekulere på, hvordan andre oplever mig.”

Naomi fortæller, hvordan det har givet hende en kæmpe ro og energi at tillade sig selv at droppe de masker, hun normalt har haft en tendens til at tage på i mødet med andre. Og hun fortæller, at hendes nye, vigtigste værdi er ordentlighed, som i hendes terminologi handler om at møde andre åbent, fordomsfrit og uden filter.

Naomi griner. Jeg spørger, om ikke det kan give nogle knubs, når man begynder at vise, hvem man er og ikke bare lader sig modellere? Svaret kommer hurtigt og overbevisende: ”jo, det kan det helt klart! Men jeg tænker, at det er nødvendigt!”

Genopdaget styrke
For nogle år siden begyndte nye vinde at blæse i den virksomhed, Naomi er ansat i, med masser af nye udviklingsmuligheder til følge. Og det var i slipstrømmen af denne udvikling, at Naom opdagede, at hun umærkeligt var gået på kompromis med sine egne værdier og styrker. Styrker som hun nu er begyndt at (gen)opdage og værdsætte.

”Arbejdsmæssigt – i salgsmiljøet – bliver jeg måske opfattet som blød og meget reflekterende men det er faktisk en af mine styrker i det strategiske salgsarbejde, og en af grundende til, at jeg har haft succes med mine kunderelationer, at jeg kan møde kunderne åbent og med tillid og troværdighed. Det skaber tætte relationer. Det havde jeg bare glemt i den udvikling, jeg var inde i."

Efter hun er startet på coachuddannelsen er Naomi begyndt at møde kolleger og kunder på en måde, hvor hun ser mennesket bag i stedet for kun den sammenhæng, de arbejder i. ”Mine redskaber fra coachingen dukker op i måden, jeg snakker med mennesker på: Jeg lytter på en helt anden måde. Og jeg er begyndt at stå tydeligere frem som den, jeg er."

Farvel, Tankemylder - Goddag, Glæde!
I dag er Naomi nået frem til noget væsentligt. At anerkendelse langt fra er det vigtigste i livet. Hun er lettet over at have fået styr på sine værdier og at have fået et redskab, hun kan bruge, når tankerne kører i ring.

”Helt overordnet har uddannelsen givet mig et sprog, nogle værktøjer og indsigter, så jeg nu kan formulere for mig selv: ”Hvad handler det her egentlig om?”. Det har hjulpet med til, at jeg ikke har så meget tankemylder som før. Og så er jeg grundlæggende bare mere glad for og stolt af mig selv. Glæden er kommet ind i mit liv igen. Også i arbejdet!”

”Masteruddannelsen har givet mig dybde – også i min coaching”

 Foto: Rene Kongsgaard fra Kongsgaard foto

Foto: Rene Kongsgaard fra Kongsgaard foto

Interview af Erickae Cécile Sommerhill


Johan Kulas Gads interesse for coaching blev vakt en aften i et sommerhus for lidt over tre år siden. Dengang var han Officer og arbejdede bl.a. med logistik. I dag har han titel af HR-officer og driver sin egen virksomhed, GrowYourself. Coachuddannelsen gav Johan et uvurderligt værktøj til at identificere mål og forhindringer, men Mastercoachuddannelsen har givet hans coachingsessioner (og ham selv) en hel ny dybde.


Det er første dag i børnenes efterårsferie, og HR-officer i Forsvaret, Johan Kulas Gad, er alene hjemme med sin og hustruens tre børn. Alligevel stiller han beredvilligt op til en lang telefonsnak om coaching. Fordi det betyder noget særligt for ham.


Hans stemme er venlig og rolig. Man kan mærke, at Johan er en mand, der er vant til at træffe beslutninger, men at han også er følsom og reflekterer meget. Jeg er nysgerrig efter at vide, hvordan en militærmand som ham fandt ind i coachingverdenen.


”Min hustru Linda havde fået en ny stilling og var i den forbindelse blevet anbefalet at se nærmere på coaching som redskab, så hun havde købt Sofia Manning og Mie Kaaes bog ”Hvad vil du virkelig?”. En aften for tre år siden, da vi er i sommerhus med vores børn, er der fodboldslutrunde i fjernsynet, og da Linda er mere hooked på fodbold end jeg er, ender det med at Linda ser fodbold, mens jeg læser bogen!”


Et vadested og en ny begyndelse
Johan fortæller begejstret, hvad det betød for ham at læse bogen; den prikkede virkelig til hans nysgerrighed. Så da der efter sommerferien blev rundsendt en mail på Johans arbejde med en opfordring til at søge en pulje med kompetenceudviklingsmidler, søgte han penge til at tage Manning Inspires coachuddannelse – og fik dem.


Coachuddannelsen blev starten på en rejse for Johan, som stadig er i gang. På alle planer.
”Jeg tror i realiteten, at jeg stod i et vadested – og det gør jeg faktisk stadig. Jeg påbegyndte
allerede dengang en tankerække mod at gå ud af Forsvaret, hvor jeg har arbejdet siden 2001. Jeg har i alle årene været rigtig glad for mit arbejde, men på det tidspunkt var min kone og jeg for alvor begyndt på familielivet med små børn, og jeg var ikke så hooked på at skulle udsendes mere. Så jeg havde et ”hvad skal jeg så”-perspektiv i mit liv, men havde ingen idé om, hvad jeg ville.”


Mindre logistik, mere menneske
Det er, som om universet har haft en finger med i spillet og har ønsket, at Johan skulle bruge sine ny-tillærte evner som coach inden for de vante rammer i Forsvaret. For umiddelbart efter, at Johan var blevet certificeret Life- og Business Coach fra Manning Inspire, blev der en stilling ledig i HR-afdelingen på Vordingborg Kasserne – og den fik han.

”En af de erkendelser, jeg fik på coachuddannelsen var, at jeg skulle noget andet. Jeg havde i
mange år arbejdet med logistik. Da vi var udsendt i Afghanistan havde jeg bl.a. til opgave at stå for logistikken omkring hjemtransporten af en afdød kollega. Jeg fandt ud af, at jeg fremover skulle arbejde meget mere med mennesker og menneskers udvikling.”


I sin nye stilling som HR-officer fik Johan fingre i helt nye opgaver. Han havde stiftet bekendtskab med coaching på lederuddannelserne i Forsvaret og på officersuddannelsen, hvor de var blevet introduceret til et par modeller og nogle spørgeteknikker. Men det havde altid kun handlet om den nøjagtige arbejdskontekst, de var i, så for Johan havde coaching indtil da været et rent ledelsesværktøj. Nu, efter at have taget coachuddannelsen, havde han fået nye værktøjer.


”Jeg lavede en aftale med mine chefer i Vordingborg om, at jeg måtte lave nogle personlige
udviklingsforløb med nogle af mine officerskolleger. Det fungerede rigtig godt, men jeg kunne godt mærke, at i forholdt til det, jeg gerne ville – at nå et skridt dybere med folk – dér manglede jeg stadig noget.”


Sulten efter mere
De 6 trin, som Johan havde lært på grunduddannelsen, var en rigtig god grundskabelon til at holde fremdrift i coachingsamtalen, og de skabte mærkbare resultater, men Johan ville mere. Han ville udvikle sig yderligere, tilegne sig flere coachingværktøjer og blive i stand til at skabe flere nye perspektiver for sine klienter. Derfor valgte han i slutningen af 2016 at tage Master-uddannelsen.


”Jeg kunne mærke, at det univers, den energi og det rum, som Sofia og Chris Manning har skabt hos Manning Inspire, ville jeg gerne tilbage til. Det er en helt speciel oplevelse at være der. Alle de gange, jeg har været til undervisningsdage er jeg gået derfra med fornyet energi, er kommet ud med et boost og har følt mig inspireret til at bruge de værktøjer, jeg har fået. Samtidig har jeg følt mig set og rummet og har haft nogle dybdegående samtaler om mig selv, som jeg ikke på forhånd vidste, at jeg var klar til at have.”


Johan er netop blevet færdig med Master-uddannelsen i sensommeren. Og hvad har han så fået med derfra?

”Jeg har fået meget mere indblik i selvindsigt som en vej til at opnå udvikling. I stedet for, at det handler om den her lineære bevægelse – ”vi står her i dag og har et mål, og hvilke forhindringer skal du have af vejen for at komme over i det mål” – så handler det nu mere om den dybere årsag: ”Hvorfor gør jeg, som jeg gør? Hvorfor løber jeg ind i den samme forhindring gang på gang?” Hvis vi arbejder med selvindsigten og det dybere udviklingsforløb, så kan vi for alvor få fjernet årsagen til, at en forhindring dukker op igen og igen.”

Mere end et ledelsesværktøj
Tilsammen har Coach- og Mastercoachuddannelserne givet Johan nogle helt konkrete og vigtige værktøjer i hans daglige arbejde i Forsvaret.

”Jeg underviser i coaching som ledelsesværktøj, og så sidder jeg både som rådgiver for min afdelingschef og for seks underafdelingschefer. Jeg bruger typisk coaching, når de kommer med en speciel problemstilling og spørger om råd, for jeg har ikke deres indsigt i de vilkår, de har i underafdelingerne, så derfor kan jeg ikke skabe ligeså bærende løsninger, som dem, de selv når frem til med hjælp fra mine coachende spørgsmål.”


I privaten er coaching ikke længere et fremmedord. Hustruen Linda uddannede sig nemlig til systemisk coach, og det gør, at de to ofte har nogle spændende – og efter eget udsagn ret nørdede – samtaler om coachingmetoder. For Johan helt personligt har coachuddannelserne betydet alverden:


”Uddannelserne – og særligt Master-uddannelsen – har været med til at give mig en vej til at se på, hvorfor jeg gør, som jeg gør, og dermed ikke bare acceptere, at jeg har en eller anden
standardreaktion. Nu kan jeg kaste lys på det, og jeg ved, at det er mit eget valg. At jeg er ansvarlig for min egen lykke. Og Henriette Claydon-Smiths (underviser på Master-uddannesen, red.) undervisning i egentilstand og praksisser har givet mig rigtig meget værdi; Jeg er begyndt at meditere og går til yoga for at blive mere groundet i mig selv. Det har åbnet en helt ny verden op for mig og har betydet meget for mig i mit familieliv… Jeg har fået en anden ro og tilstedeværelse i nuet.”


Vertikal coaching
Professionelt er Johan dog stadig i et vadested i sit liv. Han er glad for sit job i Forsvaret. Men noget banker også på. Han har drømme for sin konsulentvirksomhed GrowYourself, som han pt. kører på lavblus ved siden af sit fuldtidsarbejde i Forsvaret. Han ser et kæmpe potentiale som konsulent i den offentlige sektor, men det er bare, som om tiden ikke er moden til at gå selvstændig på fuld tid lige nu. Så det, at han står i et vadested, er velovervejet og helt OK. Coachen har coachet sig selv. Vejet for og imod.


I løbet af samtalen er Johan blevet meget fri i sin tale. Han taler hurtigt og selvsikkert, og han leder ikke så meget efter svarene, som han gjorde for en time siden, da jeg ringede ham op. Det er tydeligt at mærke, at snakken om, hvad coachingen har betydet for ham, har løsnet ham op, fordi vi har ramt noget, der er vigtigt for ham. Og han slutter samtalen med en klar opfordring:

”Til coaches, der brænder for værktøjet, vil jeg sige: Tag Master-uddannelsen. På
grunduddannelsen lærer man 6 trins modellen og selvfølgelig også nogle andre værktøjer
undervejs, men det handler meget om den horisontale udviklingsvej. På Master-uddannesen lærer du at coache vertikalt – i dybden.”

Søges: Ro i hverdagen

Skærmbillede 2017-08-02 kl. 14.59.03.png

Jeg har haft den skønneste uge i Købehavn. Og efter en uge fuld af arbejde og venindehygge i skøn forening (en uge uden familien), er jeg så glad og taknemmelig for mit kombi liv. Fuld fart på i København og ro på i det Andalusiske.

Og mens jeg spænder sikkerhedsbæltet, og gør klar til at tage mig en lille lur på fly-rejsen, tænker jeg på, hvor mange der drømmer om netop det. Kombinationen altså. Og måske også luren ;-)

Ønsket om flere åndehuller i det moderne liv. Mere ro i hverdagen. Det er noget, jeg hører igen og igen. Dette værdifulde, skønne, skøre liv, har jo så meget at byde på. Hvis vi ellers har energi og overskud til det. Hvis vi kan mærke, hvad vi egentligt vil.

Og hvis vi kan mærke det stærkt nok til at turde handle på det.

Derfor elsker jeg mit Urban Retreat i Sofias Hus.

Her bruger jeg 3 dage sammen med dig, og fokuserer på præcis, hvad du skal lige nu - og i fremtiden! 

De tre retreat-dage er designet til at være præcist sådan et åndehul for dig. Tre dage, hvor vi fokuserer på dine drømme.

Og jeg afholder mit næste Urban Retreat allerede her i oktober. Skal du med?

Retreatet er særligt egnet til dig, der..

... ikke helt ved, hvad du drømmer om...

...har en drøm - men ikke har turde handle på den..

Og dig, der bare gerne vil gøre noget dejligt for dig selv <3

Kom med og få min personlige støtte til at connecte med dig selv og dine drømme- på et dybere plan end de fleste moderne hverdagsliv, giver mulighed for. 

På retreatet guider jeg dig trin for trin - skub for skub - til at finde hjem til dig selv.

Og sammen skaber vi en plan for. hvad du skal fokusere på nu.

Sådan at du ved hvad du skal gøre, for at skabe mere at det, der giver mening for dig og gør dig glad.

Dette Urban Retreat har fokus på:

  • Hvem du er: Din identitet og hvordan du bliver endnu mere dig og tør vise det til verden.
  • Hvad du skal: Hvad du drømmer om og hvordan du opnår det.
  • Hvorfor du skal det: Hvordan du finder motivationen og afklarer din personlige livsmission-
  • Hvordan du når dine mål og drømme: Blandt andet vedat lave din egen plan med mig som guide.

Så når de 4 dage er gået, vil du være helt klar til at handle på lige præcis det, du virkeligt vil. 

Der er stadig et par billetter tilbage, så kom og vær med!

Find retreatet i shoppen her >>

Tidligere deltagere har sagt:

”Jeg vidste en masse om hvad jeg IKKE ville. Disse dage sammen med Sofia har givet mig klarhed på hvad jeg GERNE vil. Der er en verden til forskel. Nu har jeg lyst til at handle” - Petra

”Jeg har længe været frustreret over at ikke kunne finde modet og energien til at tage mit næste skridt. Her på retreatet har jeg fået begge dele” - Sanne

Retreatet bliver afholdt i inspirerende og rolige omgivelser i Sofias Hus på Frederiksberg i København. Under retreatet er det muligt at købe mad og drikke i Sofias Hus’ Cafe. 

Brug tre dage sammen med mig, i Sofias Hus, hvor jeg fungerer som din guide. Gå fra retreatet efter en skøn lang weekend, med en konkret plan for, hvad du du gerne vil skabe fremover, og pladsen i dig selv til at turde at skabe det.

PS: Hvis du tilmelder dig inden 18/10 får du en særlig bonus, som tidligere deltagere har været virkelig glade for: Hver uge indtil retreatets start, samt i ugerne efter, sender jeg dig en inspirerende mail med lydfiler og øvelser, der gør dig helt klar til at stå ved dig selv, og handle på alt det, der kommer op på dit urban retreat i Sofias Hus. En ekstra støtte til dig, som kun er til rådighed, hvis du tilmelder dig inden den 18/10 hvor jeg sender den første mail afsted. Tilmeld dig her og få BONUSSEN med >>

”Jeg ville gerne have noget af det, hun havde!”

 Ruth Hagerup - Uddannet coach ved Manning Inspire

Ruth Hagerup - Uddannet coach ved Manning Inspire

Af Erickae Cécile Sommerhill

Som alt andet i Ruth Hagerups liv, kom coachingen flyvende forbi hende som en due, lidt tilfældigt, til en familiesammenkomst. Hun endte med at tage coachuddannelsen, og det har både rusket op i gamle, fastgroede overbevisninger og pustet til helt nye karrieredrømme. Vi har mødt Ruth til en snak om at bygge bro mellem sin indre ungdomsrebel og en mere borgerlig side; om endelig at turde vælge aktivt til og fra i livet (også hvad angår venskaber), og om en spirende drøm om at supplere jobbet som anæstesilæge med kasketten som coach, og allerhelst for modne mennesker, der har mistet livsglæden og bare ”venter på, at børnene ringer”.


Vi sætter Ruth Hagerup (født 1953) stævne i hendes lille, stemningsfulde lejlighed i Charlottenlund, hvor øjnene automatisk går på opdagelse. Det er tydeligt, at her lever et menneske med eventyr i blodet og kærlighed til bøger, kunst og musik.

På bordet står kander med både kaffe og te, og man får lov at vælge, om man vil drikke af rustikke keramikkrus eller musselmalede kopper, og de forskellige kopper viser sig at sige en hel del om den rejse, vores værtinde har været ude på de senere år – men det vender vi tilbage til. For hvem er Ruth?

”Jeg kommer fra et hjem, der udefra set så rigtig pænt ud, men med et par forældre uden fælles værdier, en psykisk syg bror og virkelig meget lort. Det er først nu, at jeg er ved at opdage, at jeg burde have gået til psykolog siden jeg var 12 år, hvor min bror begik selvmord. Men jeg er ligesom også opdraget med, at psykologer er sådan nogle der sover, mens man fortæller om sine ting. Det er måske derfor, jeg blev lidt tiltrukket af coaching, hvor man er i dialog...”

Coachingen stødte Ruth på som 58-årig til en familiefest, hvor Sofia Manning også var med. De to faldt i snak, og undervejs i samtalen fik Ruth fortalt Sofia om nogle kollegiale problemer på sin arbejdsplads, og på en eller anden måde fik Sofia stillet de helt rigtige spørgsmål, der fik Ruth til at se situationen i et nyt lys. ”Jeg syntes, hun var wauw. Og jeg tænkte, at jeg gerne ville have noget af alt det, hun havde!”

Kort efter var hun tilmeldt coachuddannelsen, og det var en helt ny verden, der lukkede sig op for hende. ”Det var en helt fantastisk energi; spirituelt men ikke spor hokuspokus. Det var dejligt at møde mennesker, som alle sammen kom for at gøre det bedre for sig selv og andre.”

Duen, der fløj forbi
Og selvindsigterne stod i kø. Ruth husker, hvordan de allerede på den første dag på uddannelsen skulle lave en øvelse, hvor de fik et øjeblik til at udpege sig den makker, de helst ville arbejde sammen med i de kommende dage. Ruth kunne ikke rigtig beslutte sig og fik derfor ikke valgt en makker, før tiden var gået – så hun endte med at lade sig vælge. Underviseren forklarede, at sådan som vi gør én ting, gør vi alting. Og det ramte plet.

”Det viste jo, at jeg bare venter på, at der flyver en due forbi.  Sådan har det også været i mit forhold til mænd. Det var lidt flovt at opdage, for jeg ville jo gerne føle mig som sådan en proaktiv én, der selv gik og valgte mine ting, men det gjorde jeg ikke. Jeg har altid været bange for at vælge – for man kan jo vælge forkert, så det er nemmere, hvis det sker for en. Men nu er jeg blevet opmærksom på det, så nu kan jeg så gøre noget andet, og det er jo fantastisk!”

Ruth forklarer, at erkendelsen har haft stor betydning for hende. Nu lader hun ikke bare tingene ske. Hun har truffet en række aktive valg, og har blandt andet ryddet ud i gamle venskaber, der ikke længere gav hende noget. Og hun har også revideret en fasttømret, gammel overbevisning fra sine ungdomsdage om, at man for alt i verden ikke må virke borgerlig. Hun forklarer:

”Det med at blive læge var også en due, der fløj forbi. Jeg ville have været konservator, hvilket jeg ville have været perfekt til. Men så skulle man både være sproglig og matematisk, og dem, jeg kendte, begyndte at læse medicin, og så gjorde jeg også det. Og så fik jeg kammerater, fyre og alt sådan noget, og pludselig var jeg gravid og boede i kollektiv med blandt andre min veninde, der også læste til læge, og så kørte det. Jeg var også lidt betaget af, at det var fint at være læge. Jeg kom i et meget venstreorienteret miljø, og det var lidt besnærende at stå der med huller på strømperne og uglet hår med blomster i og så være læge!”

En indre konflikt
Men inde i Ruth var det ikke nemt. For hun var splittet mellem sin indre rebel, der i tråd med tiden så sig selv som frigjort, og var imod alt, hvad der hed autoriteter og konservative værdier, og så på den anden side den borgerlige lægeverden, hun var trådt ind i.

”Fra jeg var ung var der stærke antiværdier, og det eneste, man ikke måtte være, var borgerlig. Det var virkelig svært at gebærde sig! Man kunne ikke bare komme i almindeligt tøj til ansættelsessamtaler, der skulle altid være et eller andet, for eksempel huller på sokkerne, så det ikke så for pænt ud, og samtidig skammede man sig og sad og gemte sig. Og man så ned på folk, der gik i bidselsko, dem gad man slet ikke snakke med. Det gav mig sådan et kompliceret forholdt til mig selv. Jeg har på den måde altid følt mig lidt forkert og u-autentisk. Men der har coachingen, uddannelsen og alle de skønne mennesker, jeg mødte der, været med til at bløde op på de her meget dogmatiske værdier.”

I det hele taget kan Ruth i bakspejlet se, hvor mange overbevisninger og regler, hun har båret rundt på i sit liv. Regler om, hvad der var rigtigt og forkert – hvad man måtte, skulle og burde – og det har gjort livet unødigt kompliceret, ikke mindst på kærlighedsområdet.

”Jeg havde engang en kæreste, der blev kaldt Bjarne Verdensmester. Han arrangerede rejser og oplevelser for velhavere, og det var helt modsat af det med at være venstreorienteret. Men jeg var vildt forelsket i ham. Vi flyttede sammen, og det gik overhovedet ikke, og jeg fik ham meget hurtigt gjort til psykopat og sindssyg på alle mulige måder. På coachuddannelsen lærte om de forskellige Enneagram-typer og pludselig kunne jeg se, at han jo bare er en type 8.”

Ruth slår en latter op. ”I stedet for at synes, at folk er nogle lede, dominerende, tarvelige psykopater, kunne jeg pludselig indse, at folk jo bare kæmper for deres. Ikke fordi de er onde, men fordi de for eksempel bare ikke kan tåle, at nogen bestemmer over dem, eller fordi de skal være perfektionister. Alle har deres kampe, og derfor holder de paraderne oppe. Det har været helt fantastisk for mig at opdage, at vi alle er forskellige! Det gør også, at jeg har fået en helt anden kærlighed til nogle gamle venner, som jeg før ikke forstod. ”

At få mere ud af livet
Ruth har været igennem en del i sit liv. Barndommen, som vi har berørt. Et langt og fantastisk, men også besværligt ægteskab i Jylland, sygdom og skilsmisse. Og så den underliggende grundtone af indre uro og rastløshed; en følelse af aldrig at have fred med sig selv.

”Jeg har taget coachuddannelsen for at få mere ud af livet. Jeg vil gerne være reklamen for kvinden i min alder, der vil ud og opleve noget mere. Hun skal tage uddannelsen for selvudviklingen og selvforståelsens skyld, for at få mere accept og tolerance – ikke mindst af sig selv! Hun skal tage den for at spejle sig i de andre mennesker på kurset, som er skægge og skønne, og for pludselig at få en hel ny verden ind i sit liv.”

Indtil nu har Ruth kun brugt coachingen rent privat, for eksempel med veninder, der ikke kunne finde motivationen til at tabe sig. Og det hjalp dem. Så på det seneste er der dukket en lille drøm op om at supplere sit virke som anæstesilæge med en karriere som coach.

”Jeg er utroligt tiltrukket af tanken om at blive coach for mennesker på min egen alder, som er gået i stå og synes, at de er forkerte, at livet er slut, og at ingen gider have med dem at gøre. Dem, synes jeg, at der er rigtig mange af. Og jeg vil gerne hjælpe dem med at motivere sig selv og finde lysten og glæden, i stedet for at for at være triste og vente på, at børnene ringer.”

For Ruth personligt har det været værdifuldt at lære sig selv bedre at kende. For som hun siger, ”når man kender sig selv, bliver man også bedre til at se glæden og sorgen, og man møder sine dæmoner på et andet niveau.”

Farvel til pleaseren
En af Ruths indre dæmoner har været pleaseren, der for alt i verden skulle være den søde, charmerende og gode. Ruth fortæller, at hendes madlavning altid har været omdrejningspunktet, både i familien og når hun har haft venner på besøg. Madlavningen var nemlig hendes garanti for ros og anerkendelse.

”Det gider jeg ikke så meget mere, og det er kommet efter uddannelsen. Det må nogle andre gøre nu. Jeg vil hellere sidde og snakke med gæsterne, og jeg behøver ikke lave al den mad for at blive anerkendt. Det har faktisk været en test på, om folk stadig elsker mig, selvom jeg ikke laver mad til dem – og det gør de”, slutter hun med et smil.

Også i Ruths arbejde som læge, hvor hun ofte har oplevet konflikter og mobning mellem faggrupperne, er der sket en stor ændring. ”Uddannelsen har været et trin i min selvudvikling. Jeg har fået en meget større selvforståelse og tolerance.  Jeg lader mig ikke længere ramme af konflikterne.  Før tog jeg det personligt, men nu tænker jeg, at de må have problemer derhjemme, siden de skal mobbe.”

Tolerancen overfor sig selv bringer os tilbage til kaffebordet. At keramikkopper fra en svunden hippietid i dag står side om side med musselmalede kopper – måske noget af det mest borgerlige, man kan tænke sig – er på mange måder det perfekte sindbillede på Ruth anno 2016. En Ruth, som har sluttet fred mellem den indre rebel fra ungdommen og ”hende den borgerlige”.

”Nu tillader jeg mig selv at være borgerlig, det er så frækt!”, siger hun og griner, mens hun fortæller, at de musselmalede kopper er nyindkøbte. ”Der er stort set ikke et møbel i mit hjem, der ikke er fundet i en container, men nu overvejer jeg at købe nogle møbler og gøre det lidt pænt. Jeg kunne i virkeligheden godt tænke mig Ægget!”